Samsø Kommune – 114 km2 og 4.000 indbyggere. En lille kommune, der tidligere havde store udfordringer med at leve op til kravene om øget digitalisering – men som nu har fundet en løsning.
”Siden 2003 har KMD i Ballerup stået for driften af vores servere. Vi har nu taget det sidste skridt og valgt at bruge KMD’s servere og udstyr frem for vores eget. Tidligere var det vanskeligt for os at forudse den nødvendige serverkapacitet, og det medførte, at vi i perioder havde problemer med langsomme systemer – der resulterede i dårlige brugeroplevelser. Derfor har vi valgt at købe den nødvendige serverkapacitet som en service. Den nye driftsaftale med KMD sikrer, at vi løbende kan udvide kapaciteten, så den svarer til vores behov,” forklarer it-udvikler Hans Fogh Rasmussen fra Samsø Kommune.
Mangel på kompetencer
Netop fordi Samsø Kommune er så lille, er det svært og dyrt at få den rette arbejdskraft til at tage sig af udfordringerne på it-området. Ifølge Hans Fogh Rasmussen kan kommunen ikke magte at opretholde den nødvendige medarbejderstab.
”Selv om vi var fem mand til at drive det her, skulle halvdelen af os alligevel tage kurser hele tiden for at følge med. Med den totale outsourcing til KMD kan vi klare os med én fuldtids- og én deltidsansættelse og alligevel være med i front, når det kommer til digitalisering og borgerservice,” siger han.
Store sikkerhedskrav
Og Samsø Kommune er ikke den eneste ø-kommune, der har set fordelene ved outsourcing til KMD. Også Fanø og Langeland har valgt at outsource. Ifølge kundechef Flemming Møllgaard fra KMD er de mindre kommuner særligt sårbare, og derfor har de særlige fordele ved outsourcing.
”Alle kommuner skal leve op til sikkerhedsstandarden DS 484, der stiller store krav til sikkerheden omkring kommunernes it både fysisk og med hensyn til softwaren. Det kan være en stor opgave at varetage for en lille kommune, og derfor vælger de at outsource til KMD, fordi vi kan garantere dem den rette sikkerhed,” siger han og fortsætter:
”Udkantskommunerne har svært ved at rekruttere og fastholde kompetent arbejdskraft på it-området. Vi er specialister og har alle de kompetencer, der skal til.”
Økonomisk forudsigelighed
På Samsø er man enige med Flemming Møllgaard. Det kan være svært at klare det hele selv. Med aftalen om total outsourcing er der ifølge it-udvikler Hans Fogh Rasmussen skabt ro i kommunen, så medarbejderne kan koncentrere sig om det, de er gode til.
”Vores it-økonomi er blevet rimelig forudsigelig, og det er en stor fordel. Desuden er der skabt ro på driften, og vi kan koncentrere os om at give den bedst mulige service til borgerne – uden at være bange for, at vi pludselig halser bagefter,” fortæller han.
Om Samsø-aftalen
- Nedlæggelsen af de gamle servere og oprettelsen af de nye hos KMD er netop gået i gang.
- Test af driften på de nye servere ventes at være gennemført den 1. maj.
- Den 17. maj er den totale outsourcing af kommunens it gennemført.
- Kontrakten mellem KMD og Samsø Kommune er lavet i overensstemmelse med SKI-aftalerne.
/2010