
Styr på kassebeholdningen
Det økonomiske overblik voksede ikke naturligt frem, da fire kommunale administrationer blev til én i Vesthimmerlands Kommune i 2007. Da den økonomiske krise meldte sig oveni, var kommunen en af dem, der ikke længere kunne få kommunekassen til at holde tæt.
Budgetterne skred, og en halvårlig opfølgning var ikke nok til, at kommunen kunne nå at tætne sprækkerne.
- Det, vi fik med LIS, var en kvalificeret og lettilgængelig budgetopfølgning hver måned, og det var et rigtig godt valg! LIS hejser de gule flag langt tidligere end før. Vi kan se vores mønster og gribe ind, så vi ikke graver hullerne større end højst nødvendigt, fortæller kommunaldirektør Mogens Kristensen.
Et helt kontant resultat kunne Mogens Kristensen aflæse af kommunens kassebeholdning. Den voksede fra minus 38 mio. kroner i sommeren 2008 til knap 140 mio. kroner i 2011.
- Vi overholdt vores budget i 2010, og det kommer vi også til i år, tilføjer han.
Dialogen får konkret næring
- For os er LIS et undringsværktøj. Der går ikke mange sekunder, fra koncernrapporten tikker ind hos mig, til jeg har næsen i tallene. Er der noget, der undrer mig, griber jeg telefonen med det samme og vender situationen med forvaltningschefen. Vi kan lynhurtigt komme til kilden, og det giver os en kvalificeret dialog om, hvad der er på spil, og hvor vi skal finde de penge, der mangler, siger Mogens Kristensen.
Ud over topledelsens koncernrapport får ledere på alle niveauer deres egne afgrænsede rapporter. Det giver dem mulighed for at agere ud fra fakta frem for fornemmelser. Og det har den sidegevinst, at nødvendige besparelser bliver lettere at sælge ind til medarbejderne.
Rapporterne går også til de politiske udvalg, og ifølge Mogens Kristensen giver det ikke alene et fælles sprog og et konkret afsæt for dialogen. Det giver også en større forståelse mellem kommunens politiske og administrative ledere.
Bedre datadisciplin henter refusioner
Ledelsesinformationen er dog aldrig bedre end sit datagrundlag. Interessen for valide rapporter betød derfor også, at organisationen selv fik interesse i at løfte datadisciplinen.
- Hvis vi vil følge op på for eksempel sygefraværet, må vi indberette både ensartet og præcist. Det er vi blevet bedre til, og det har den ekstra fordel, at vi er blevet mere skarpe på at få hentet vores refusioner, fortæller Mogens Kristensen.
Strategiseminar sætter retningen
En gang om året mødes chefgruppen og KMD til strategiseminar om udviklingsmulighederne for løsningen i Vesthimmerland. Til daglig er kommunens administration fordelt på ikke mindre end seks lokationer, så strategiseminaret giver samtidig de syv chefer en lejlighed til at samles.
- Vi arbejder meget værdibaseret, og strategiseminaret giver os både en ekstra mulighed for at tage temperaturen på vores værdigrundlag og en lejlighed til mere konkret at se på, hvad vi vil have med i LIS fremover. For eksempel har vi valgt at udbygge LIS med sagsstatistikker, fortæller Mogens Kristensen.
Næste større udfordring bliver overgangen til KMD Opus, og her glæder kommunaldirektøren sig til at fortsætte indsatsen. Uanset it-system er hans holdning dog klar:
- LIS er et undringsværktøj. Men det er stadig os som ledere, der skal løse problemerne.
I Vesthimmerlands Kommune giver løsningen nøgletal om bl.a.:
Økonomi
Fravær
Indvandring
Sagsudvikling i byggesager og miljøgodkendelser
Dagtilbud
Arbejdsløshedstal
Restancer
Sagsudvikling i overførselsindkomster
Visiterede timer i hjemmeplejen
Vesthimmerlands Kommune har ca. 38.500 indbyggere.
|
/2011