Klima og miljø

​Som en af de største it-virksomheder i Danmark finder vi det naturligt, at vi bidrager til det overordnede hensyn til miljøet. Derfor har KMD en målsætning om til stadighed at nedbringe den samlede miljøbelastning.

​It-branchen alene står for ca. 2% af verdens samlede CO2-udledning. Hvert år bliver der produceret mere end 9 mio. tons elektronisk affald, hvoraf kun 2,1 mio. tons bliver indsamlet og destrueret forsvarligt.

I 2008 opsatte KMD en række mål for reduktion af klimabelastningen, som skulle nedbringe den samlede miljøbelastning. I 2009 og 2010 har KMD arbejdet intensivt med disse mål, og vi er derfor også meget tilfredse med, at vi ved udgangen af 2010 har opfyldt samtlige mål:

  • Det direkte energiforbrug har været CO2-neutralt siden 2009
  • Det direkte energiforbrug er reduceret med 10% ved udgangen af 2010
  • CO2-udslippet forbundet med KMD’s rejseaktivitet er reduceret med 19 % ved udgangen af 2010 ift. 2008-tal (målsætning: 10% reduktion)

I 2010 har KMD udarbejdet en ny miljøpolitik og sat nye målsætninger for vores arbejde med bæredygtighed. I KMD går hensynet til miljøet hånd i hånd med udviklingen af vores forretning. Arbejdet med at nedbringe KMD’s miljøbelastning bruges således som en katalysator for innovation og udviklingen af KMD's forretning, samtidig med opnåelse af besparelses- og optimeringspotentialer.

 

KMD’s miljøpolitik står på tre ben:

  • Optimering af driften: KMD vil reducere de negative miljøpåvirkninger, der skyldes driften af KMD. Det kan være optimeringer af energiforbruget, eller en reduktion i den CO2-udledning, der skyldes transport.
  • Udviklingen af serviceydelser: KMD vil udvikle nye og eksisterende produkter, så de er mindre ressourcekrævende at afvikle både for KMD og vores kunder.
  • Dialog og adfærd: KMD vil involvere og gå i dialog med KMD’s medarbejdere og partnere for at påvirke medarbejdernes og partnernes miljømæssige adfærd.
    Konkret vil KMD arbejde for en ISO 14001-certificering. Det forventes, at KMD vil være endeligt certificeret inden udgangen af 2013. I løbet af de næste år vil der derfor blive arbejdet intensivt med at udvikle og forbedre virksomhedens miljøledelsessystem.
Page botton shaddow