Profil

​KMD's position som en af Danmarks førende it-virksomheder er bygget på indsigt. En indsigt, der er udsprunget af og forankret i det offentlige Danmark, men som i dag også kommer erhvervslivet til gavn.

KMD udvikler, drifter og vedligeholder it-systemer til både kommuner, stat, regioner og det private erhvervsliv. Vi skaber digitale genveje, der giver overblik, letter forretningsgange og sætter såvel menneskelige som økonomiske ressourcer fri.
 
KMD’s position i it-sektoren er tæt knyttet til udvikling af software. Cirka 75% af KMD’s forretning udspringer
af softwareudvikling – både i form af softwareprodukter, som KMD ejer og sælger på licens, og softwareprojekter, som KMD udvikler for den enkelte kunde.
 
Indsigt, der understøtter velfærd
Vores gode og langvarige samarbejde med de danske kommuner har gjort det muligt at udvikle nogle af landets største og mest komplekse systemer til at understøtte administration – og samtidig forbedre kommunernes service til borgerne. Dette er vores kerneforretning, og vi ser det fortsat ikke bare som vores rolle, men også som vores ansvar at bidrage med initiativer og løsninger, der understøtter, udfordrer og udvikler vores fælles velfærd.
 
KMD’s indsigt i lovbaseret software har desuden banet vejen for en voksende forretning inden for staten og på erhvervsmarkedet. Vi udvikler helt nye it-løsninger, ligesom vi i stigende grad leverer Application Management, der sikrer, at eksisterende it-løsninger løbende optimeres.
 
KMD hjælper også med at administrere den it-mæssige drift. Det giver vores kunder flere ressourcer til at fokusere på deres kerneforretning, fordi vi overtager opgaverne med at overvåge, vedligeholde og udvikle komplekse it-installationer.
 
Strategiske alliancer
En del af KMD’s it-løsninger baserer sig på den internationalt anerkendte SAP-platform. Derfor har vi igennem flere år haft en strategisk alliance med tyske SAP AG. KMD står i dag som Danmarks førende SAP-hus og varetager nogle af Nordeuropas største SAP-opgaver.

For at sikre fleksibilitet og omkostningseffektivitet har vi desuden et strategisk samarbejde med indiske Mahindra Satyam, der fungerer som offshore-partner på udvalgte dele af KMD’s udviklingsarbejde og driftsydelser.
 
En dansk virksomhed med internationale ambitioner
KMD er en dansk it-virksomhed, men vi mener, at KMD’s særlige indsigt også har stort potentiale uden for landets grænser. I efteråret 2010 åbnede vi et datterselskab i Sverige, der skal være med til at udvide kundebasen i Norden. Derudover har vi med etableringen af datterselskabet KMD International også banet vejen for en international forretning – indledningsvis med særligt fokus på software til socialområdet.
 
En attraktiv arbejdsplads
KMD er i dag en af landets førende it-virksomheder med over 3.000 medarbejdere og en årlig omsætning på knap 4 mia. kr. KMD er ejet af EQT og ATP og har fem danske lokationer.
 
Vi har markedets største andel af specialister inden for lovbaseret software – og en meget vidende og dedikeret medarbejderstab, som hver dag tilfører virksomheden den indsigt, vores løsninger bygger på, og som har bragt Danmark i toppen af verdenseliten, når det gælder effektiv digital forvaltning.
 
Vi bestræber os på at blive en af Danmarks mest attraktive it-arbejdspladser med de stærkeste it-faglige miljøer og de største it-projekter.​
Page botton shaddow