Med ’DIgital ADgang til oplysninger i forbindelse med EjendoMshandel’ – eller mere mundret DIADEM – skal Erhvervs- og Byggestyrelsen samle og formidle de offentliges oplysninger, som er nødvendige ved ejendomshandel, via internettet.
”Vi ser frem til samarbejdet med KMD og Dansk Scanning, der har et stort kendskab til kommunerne samt erfaring med at digitalisere og registrere data. Projektet vil sikre, at det i fremtiden bliver langt lettere at gennemføre en ejendomshandel, siger Kirsten Elbo, projektleder på DIADEM fra Erhvervs- og Byggestyrelsen.
Ultimo 2011, hvor projektet bliver lanceret, vil cirka 50 oplysninger per husstand være tilgængelige via www.boligejer.dk. DIADEM vil lette arbejdspresset fra kommunerne, der normalt bruger to uger på at indsamle ejendomsdokumenterne. Køber og sælger, ejendomsmægler, advokater og andre, der er involveret i boligkøb, vil i fremtiden kunne hente oplysningerne direkte på nettet, med store administrations- og tidsbesparelser for alle involverede.
Glæde i KMD og hos Dansk Scanning
”Det er naturligvis tilfredsstillende at vinde en kontrakt, hvor vores solide domæneviden om ejendomsområdet udnyttes innovativt til nye områder. Også vores erfaringer fra Kommunalreformen kan bruges som metode til at styre DIADEM i mål,” forklarer Karen Nielsen, direktør i KMD.
Der er tale om mere end ti terabyte data, der skal behandles – disse er fordelt på omkring en million sager for ejendomme og strækker sig mere end seks hylde-kilometre – hvilket gør projektet til danmarkshistoriens næststørste digitaliseringsopgave. Derfor er det meget tilfredsstillende, at KMD har en erfaren samarbejdspartner i Dansk Scanning, der har stor ekspertise i at scanne fysiske arkiver.
”Dansk Scanning har en lang baggrund med at digitalisere data til de systemer, som KMD har lang erfaring med at udvikle og drive for kommunerne. Det er meget glædeligt, at vi kan fortsætte det gode samarbejde, som vi har haft i flere år,” siger Birgitte Schierning Nielsen, Marketing- og HR-chef i Dansk Scanning.
Olietanke er den største opgave
En af projektets store opgaver, som KMD og Dansk Scanning vil løse, er digitaliseringen af kommunale oplysninger om olietanke – cirka 400.000 skal registreres. Manglende lovgivning på området har medført, at mange kommuners registrering i BBR er uensartede og ufuldstændige. Her skal Dansk Scanning assistere KMD med at registrere oplysningerne i de fysiske dokumenter. Opgavens størrelse betyder 28 nye arbejdspladser hos dem.
”Kommunerne har oplysningerne registreret meget forskelligt. Oplysningerne ligger både i fysiske og digitale arkiver, og det ustrukturerede system gør dette til projektets store opgave,” siger KMD direktør Karen Nielsen og understreger opgavens omfang med, at projektet har ca. halvdelen af det samlede udviklingsbudget på ca. 100 millioner til registrering af oplysninger om olietanke.
FAKTA
Tilbage i 2005 besluttede regeringen at forenkle boligshandlen. DIADEM er et bredt samarbejde mellem Erhvervs- og Byggestyrelsen, Naturstyrelsen, Vejdirektoratet, SKAT, kommunerne ved Kommunernes Landsforening, Kort- og Matrikelstyrelsen, Domstolsstyrelsen samt Danmarks Miljøportal.
Her kan du også se besvarelser fra kommunernes undersøgelse om eksisterende digitalisering, der grafisk viser, hvilke opgaver KMD og Dansk Scanning står overfor i arbejdet.
http://www.ebst.dk/besvarelser230220110234
- Olietanke
- Tilstandsrapporten
- Energimærket
- Oplysninger om landbrugspligt
- Planoplysninger
- Fredningsforhold
- Ejendomsvurderingen
- Huslejenævnssager
- En række rådighedsindskrænkninger
- Jordforurening
KontaktinformationErhvervs- og Byggestyrelsen, Projektleder Kirsten Elbo,
ke@ebst.dk, telefon: 35 46 64 82
Dansk Scanning, Marketing- og HR-chef Birgitte Schierning Nielsen,
bsn@danskscanning.dk, 76 11 42 74
KMD, pressechef Christoffer Hellmann,
che@kmd.dk, telefon 44 60 18 09, mobil 25 29 17 84