KMD etablerer ny konsulentforretning inden for cybersikkerhed

Ruth Wisborg, direktør for digital transformation i KMD

Aktualiteten for bekæmpelse af cyberangreb har aldrig været højere. KMD har derfor oprettet konsulentenheden Cyber Security Services, som har til formål at hjælpe virksomheder og organisationer med at få integreret cybersikkerheden i deres forretning.

Med udsigten til Net- og Informationssikkerhedsdirektivet (NIS2) fra EU samt høje cyberrisikovurderinger er danske virksomheder og organisationer tvunget til at tage cybersikkerhedsspørgsmålet meget seriøst de kommende år.

Derfor har KMD etableret konsulentenheden Cyber Security Services, der skal rådgive virksomheder og organisationer om cybersikkerhed:

"Vi står i en særlig situation, hvor topchefer med implementeringen af NIS2 bliver tvunget til at forholde sig til cybersikkerhedsspørgsmål. Det er et nyt område for de fleste, da det typisk har været en dialog, som er foregået i it-afdelingen og ikke på direktionsgangene," siger Ruth Wisborg, som er direktør for digital transformation i KMD og uddyber:

"I den ideelle verden burde cybersikkerhed allerede være en naturlig del af det risikoarbejde, der foregår i ledelsesrummet. Vores erfaring viser, at det ikke altid er tilfældet. Og vi mener, at vi i KMD både har erfaringen og ressourcerne til at vejlede andre i den overgang," siger Ruth Wisborg.

Målet for den nye konsulentenhed er at sikre, at virksomhederne og organisationerne fremtidssikrer deres digitale beskyttelse for de forretningskritiske områder, forklarer Ruth Wisborg.

KMD har ressourcerne til at hjælpe andre virksomheder på vej

De seneste 50 år har KMD været ledende inden for digitalisering af det danske samfund og kritisk infrastruktur. Netop erfaring og ressourcerne internt i KMD er årsagen til, at der er blevet nedsat en konsulentenhed med fuld fokus på cybersikkerhed.

Enheden består af en række af KMD's egne konsulenter, som alle har lang historik og erfaring i arbejdet med cybersecurity. Peter Brahe, der er chef for enheden, har bl.a. brugt 10 år i Forsvarets Efterretningstjeneste, hvor han var chef for enheden for cyberspionage. Siden 2017 har han rådgivet store virksomheder i, hvordan de bedst beskytter sig selv mod avancerede cyberangreb:

"Hvis alle vidste, hvordan man håndterede cybersikkerhed, så var der ikke brug for os. Men teknologiens hastighed og det kommende NIS2 direktiv har blot løftet sløret for, hvor mange virksomheder, der ikke har forholdt sig til cybersikkerhedsspørgsmål i ordentlig tid. Nu står ledelsen pludselig og skal træffe nogle svære beslutninger uden kendskab, og det er en uoverskuelig opgave," fortæller Peter Brahe og fortsætter:

"Vi er nedsat for at lette på den opgave og sikre, at virksomhederne får den sparring og hjælp, som de har brug for. Det vigtigste for os er, at man ikke anser cybersikkerhed som en isoleret aktivitet, men at det skal integreres i hele virksomheden og ind på direktionsgangene. Men rejsen dertil er ikke let, og den vil kræve kompetence og forståelse for opgavens kompleksitet, og den mener vi, at vi har," siger Peter Brahe.

Portræt af Julie Hebbelstrup, KMD

Julie Hebbelstrup

Presse- og kommunikationsrådgiver