KMD & NEC lancerer KMD Connect i Japan

Udsigt over Tokyo

For første gang bliver KMD-udviklede it-løsninger taget i brug på det japanske marked. KMD og NEC er gået sammen om at lancere løsningen KMD Connect i Japan.

I efteråret 2023 vil de første japanske virksomheder og organisationer begynde at anvende den KMD-udviklede e-handelsløsning KMD Connect. Og snart vil mange følge efter.

Det er planen for det storstilede samarbejde mellem NEC og KMD, at e-handelsløsningen KMD Connect skal understøtte den nye japanske lovgivning for fakturering, som træder i kraft til oktober. Her lanceres KMD Connect på det japanske marked, og det er første gang, at en KMD-løsning bliver tilgængelig for japanske virksomheder og organisationer.

Da NEC købte KMD var sådanne projekter en del af planen for samarbejdet, og der er derfor på mange måder tale om en milepæl – både for KMD, men også for partnerskabet mellem KMD og NEC, fortæller adm. direktør i KMD, Per Johansson.

”Det er et stort kvalitetsstempel af dansk digitalisering og af KMD, at vi nu sammen med NEC kan tilbyde det japanske marked en danskudviklet it-service. Vi har hele tiden vidst, at potentialet har været der, men der er mange skridt at tage, før man kan gøre en dansk født it-service japansk. Men det er vi lykkedes med, og der skal lyde stor ros til NEC og til alle, der har været involveret i projektet. Dette bliver et eksempel til efterfølgelse for os i KMD, og for vores samarbejde med NEC,” siger Per Johansson.

KMD Connect er en specialiseret e-handelsløsning, som digitaliserer betalingsinformationer og dokumenter. I Japan arbejdes der i disse år på at etablere en standard inden for digital fakturering baseret på den globale standard Peppol, som KMD er certificeret og godkendt leverandør af i Japan.

Danmark var i 2005 det første land i verden, som indførte obligatorisk elektronisk fakturering i det offentlige, hvilket betød, at myndigheder blev forpligtede til at kunne modtage elektroniske fakturaer (e-fakturaer) fra deres leverandører.

Tiltaget medførte store automatiseringsgevinster og besparelser i fakturahåndtering og bogføring for myndigheder, samt hurtigere betaling til virksomhederne. Og det er altså en lignende digitaliseringsrejse, som Japan er i gang med.

”KMD Connect kan gøre en stor forskel for mange japanske virksomheder og organisationer, når det gælder digitalisering af processen inden for betalinger, men også inden for supply chain. Vi er langt fremme i Danmark, og samfund verden over har brug for vores erfaring og vores digitale løsninger. Nu er KMD Connect en af de første løsninger, som tilbydes til det japanske marked, men vi ser flere muligheder for at gøre det samme med andre digitale løsninger udviklet af KMD. Det skal vi være stolte af, og det er også en position, der forpligter os til at blive ved med at udvikle os, så vi også om 20 år kan levere danske løsninger til resten af verden,” siger Per Johansson.

Så snart lanceringen af KMD Connect i Japan er gennemført, vil de første japanske organisationer begynde at bruge KMD Connect, og antallet af japanske brugere af KMD Connect kan potentielt være rigtig stort, fortæller Mette Pontoppidan, chef for KMD Connect-forretningen i KMD.

”Japan er et stort marked, og med de statslige digitaliseringsinitiativer i Japan forventer vi, at udbredelsen af KMD Connect hurtigt vil tage fart. Vi har derfor også lavet et setup, som er klar til dette, og vi glæder os til lanceringen i oktober, som bliver kulminationen på mange måneders arbejde og forberedelse,” siger Mette Pontoppidan.

Om KMD Connect

KMD Connect håndterer mere end 300 millioner fakturaer og andre elektroniske dokumenter årligt og har gjort det i over 15 år i Danmark og i Europa.

KMD Connect kan understøtte forskellige formater, herunder "Peppol", som bruges i mere end 30 lande rundt om i verden, især i Europa. Derfor er KMD Connect også anvendeligt i internationale transaktioner.

Kontakt KMD's presseafdeling

Portræt af Kristoffer Østergaard Kristensen, Pressechef, KMD

Kristoffer Østergaard Kristensen

Pressechef