Åbne API'er

Tiden er løbet fra it-systemer, der prøver at være en schweizerkniv og løse samtlige behov. I stedet giver åbne platforme mulighed for at overlade det til eksterne leverandører at bygge deres egne løsninger oven på platformen via åbne API'er.

I en kompleks verden med mange specifikke ønsker til it-løsninger kan man som leverandør løbe solen sort og alligevel ikke opfylde alle kunders særlige behov i smalle nicher. Heldigvis er der i dag mange andre veje mod målet end at løse alt selv. En af disse er at åbne sine systemer op og dele sin viden med omverdenen.

Små it-startups gør det, og globale giganter som Google gør det: De bygger en platform og inviterer tredjepartsleverandører til at bygge deres egne løsninger oven på platformen. Det sker typisk via såkaldt åbne API'er, som fx gør det muligt for leverandøren af et regnskabsprogram at lade sit program tale direkte med et eksternt lønsystem.

”Brugen af et åbent API-lag gør det muligt at imødekomme vores kunders behov for avancerede løsninger på nicheområder. Det betyder, at vi kan blive ved med at udvikle et moderne system, uden at vi skal gøre alt selv,” siger Anne-Mette Oudrup, som er Lead Sales Manager i KMD.

Umuligt at følge med

It-virksomheden KMD har bevidst valgt at bygge et åbent API-lag ind i deres samlede platform til borgerforløb, KMD Nexus, hvor fx kommunernes forskellige forvaltninger kan samarbejde om effektive forløb på tværs af sundhed, omsorg og socialområdet. API-laget gør det nemlig muligt for tredjepartsleverandører at bygge deres egne mobile apps eller helt andre løsninger oven på KMD Nexus.

”Som leverandør af store systemer er det stort set umuligt at følge med i alle hjørner af udviklingen og opfylde alle nicheområdernes særlige behov. Men ved at invitere andre til at bygge oven på KMD Nexus gør vi vores løsning bedre, samtidig med at kunderne får deres ønsker opfyldt,” siger Anne-Mette Oudrup.

De eksterne leverandører skal certificeres, før de kan bygge deres egne løsninger. Til gengæld tester KMD løsningen, som også indgår i driftsovervågningen af den samlede platform efter lancering.

”Men nede i maven har Nexus også en lang række sikkerhedsprocedurer, som lever op til lovgivningen på mange områder, bl.a. sikkerhed og arkivering. Det behøver de eksterne leverandører ikke bruge kræfter på, så de kan i stedet fokusere på at lave en rigtig lækker brugergrænseflade, og så klarer Nexus alt det kedelige,” siger Anne-Mette Oudrup.

Vil gerne bygge et marked op for leverandører

”Udover at vi gerne vil have Nexus til hele tiden at blive bedre og tilbyde mange forskellige måder at bruge platformen på, vil vi også gerne hjælpe tredjepartsleverandører til at bygge et marked op. Det kunne vi aldrig have gjort uden det åbne API-lag,” siger Anne-Mette Oudrup.

En lang række leverandører er allerede certificeret og i gang med at bruge det åbne API, ligesom flere kommuner også selv bygger egne nicheløsninger oven på platformen. Det betyder, at 20-25 eksterne løsninger lige nu dagligt støtter op om de kommunale velfærdsområder via det åbne API.

”Den åbne adgang kan for kunderne give en effektivisering af medarbejdernes arbejde, fordi tredjepartsleverandørerne laver de her meget målrettede apps og løsninger, som medarbejderne kan bruge i det daglige. Samtidig hænger løsningerne og data nu sammen med den fælles platform, så medarbejderne fx helt slipper for en masse genindtastning af data i flere programmer,” siger Anne-Mette Oudrup.

Hun forventer, at brugen af de åbne API'er vil stige i fremtiden: ”Der er en stor synergieffekt i at arbejde på den måde. Jeg har personligt aldrig set en løsning, der er så åben som Nexus, og det giver nogle helt andre muligheder i fremtiden,” siger Anne-Mette Oudrup.

KMD Nexus leverer den samlede platform til borgerforløb til over 50 kommuner og to regioner og bliver dagligt brugt af over 100.000 brugere.