Person taster på tablet

Hvordan kan digitaliseringen styrke din kommunes borgerservices og sagsbehandling? Det har vi spurgt flere Aalborg-kandidater om. De mødes på tirsdag på KMD Aalborg til en videre snak om den digitale transformation og fornyelsen af den offentlige sektor.

Valgkampen raser lige nu både på lygtepæle, til valgdebatter i forsamlingshuse og ikke mindst rundt på de sociale medier, hvor vælgerne digitalt kan komme i nærkontakt med kommunens kandidater. De lokale politikere i Aalborg ser dog også mange andre muligheder i digitaliseringen af samfundet for både kommunen og dens borgere.

Seks af de lokale Aalborg-kandidater får mulighed for at diskutere digitaliseringen ansigt til ansigt, når de på tirsdag den 14. november mødes til valgdebat på KMD Aarhus arrangeret i et samarbejde mellem HK, Dansk Erhverv og KMD. Temaerne bliver bl.a. fornyelsen af den offentlige sektor og den digitale transformation. Kandidaterne er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand Tina French Nielsen (V), rådmand Thomas Krarup (K), 1. viceborgmester Daniel Nyboe Andersen (R), Enhedslistens Per Clausen og Jørgen Folkvang fra Alternativet.

Digitaliseringen af det danske samfund er ikke just en ny opfindelse. Faktisk er vores samfund blandt de mest digitaliserede i verden. Spørgsmålet er så bare, hvordan man i Aalborg Kommune kan mærke, at digitaliseringen styrker kommunen?

Medarbejderne kan slippe for rutineopgaver

”Digitaliseringen kan frigive ressourcer i kommunen internt og gøre det mere tilgængelig for borgerne, fordi man selv kan opsøge kommunen og henvende sig og fx rekvirere information uden for åbningstiden,” siger Venstres rådmand, Tina French Nielsen.

Fra den anden side af det politiske spektrum påpeger Enhedslistens Per Clausen, som i ti år repræsenterede partiet i Folketinget, at digitaliseringen både kan hjælpe borgerne og kommunens medarbejdere.

”Digitalisering giver langt bedre mulighed for en aktiv inddragelse af befolkningen i planlægning og beslutninger. Digitalisering og automatisering i form af robotter kan medvirke til at befri medarbejderne for kedelige og rutineprægede opgaver. Det kan også give mulighed for effektiviseringer i driften,” siger Per Clausen.

Borgerservice skal bringes ud til borgerne

For Alternativets Jørgen Folkvang er det afgørende, at digitaliseringen bliver vurderet fra både administrationens og borgernes side.

”Begge skal ses i sammenhæng, så digitaliseringen ikke fjerner borgerne yderligere fra den kommunale administration. Den kan fx bruges til at lave en ’digital decentralisering’ – altså at bringe eksempelvis Borgerservice ud til borgerne ved brug af direkte kommunikation via skærm og lyd, så borgerne ikke skal ind til centrum på et kontor for at møde et levende menneske, men kan sidde hjemme og komme i kontakt med en kommunal medarbejder,” siger Jørgen Folkvang.

De mange digitale løsninger skaber store mængder af data, som potentielt kan styrke både services rettet mod borgerne og kommunens egen sagsbehandling. For Venstres Tina French Nielsen er der heller ingen tvivl om, at brugen af data kan styrke kommunens indsats.

Skal ikke være et skræmmemiddel

”Den bedste løsning var jo ét system og én myndighed. Det ligger ikke lige for i en stor kommune, men der er ingen tvivl om, at deling af data vil kunne løfte meget,” siger Tina French Nielsen og fortsætter:

”Oftest bliver digitaliseringen brugt som ’skræmmemiddel’ i forhold til besparelser, og det er ikke særligt hensigtsmæssigt. Jeg mener, at det kan bruges konstruktivt, klogt og med omtanke,” siger rådmanden for Skoleforvaltningen.

For Per Clausen er de enkelte borgere det primære fokus i brugen af data: ”Datadeling kan give en bedre og mere målrettet og serviceorienteret indsats over for borgerne. Det er dog helt afgørende, at data ikke deles, uden at borgeren har givet samtykke til dette, og at retten til privatliv respekteres,” understreger Per Clausen.

Det skal handle om borgerne

Det er da også borgernes behov, Alternativets Jørgen Folkvang vil bruge sine kræfter på. Faktisk vil han gerne helt ændre tilgangen, så digitaliseringen handler mere om borgerne end systemet.

”De mange administrative systemer er udtænkt med udgangspunkt i ’systemets behov’ og ikke med udgangspunkt i borgernes behov. Der kunne måske udvikles systemer, der er mere dynamiske, så kun nødvendige felter skal udfyldes, og borgere ikke udsættes for at skulle udfylde samme og måske uvæsentlige oplysninger flere gange,” foreslår Jørgen Folkvang.

”Det ville være gavnligt med overvejelser om, hvilke oplysninger, der er væsentlige, så der ikke samles info om unødige ting, blot fordi man kan,” tilføjer han.

Du kan opleve den videre debat med borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand Tina French Nielsen (V), rådmand Thomas Krarup (K), 1. Viceborgmester Daniel Nyboe Andersen (R), Per Clausen (EL) og Jørgen Folkvang (Alt.) på KMD Aalborg tirsdag den 14. november kl. 16.30. Det gratis arrangement afsluttes med valgflæsk.