Patrik Nilsson, professionel triatlet og vinder af KMD IRONMAN Copenhagen 2016

Brugen af data er blevet et vigtigt værktøj i triatlon, hvor de rigtige analyser kan give sportsfolkene afgørende procenter i en benhård konkurrence. Det gælder også deltagerne i KMD IRONMAN Copenhagen den 20. august.

Når nogle af verdens bedste triatleter om få uger kæmper om sejren i KMD IRONMAN Copenhagen, er de repræsentanter for en digital udvikling drevet af data, som i disse år forandrer den globale sportsverden. Det er en udvikling, som gør kampen om at forbedre de sidste procenter endnu mere intens.

”For de professionelle triatleter er data en helt essentiel del af deres dagligdag. De er jo nærmest gear og data junkies, fordi noget af fascinationen af sporten er at arbejde med sin krop og forme og tune den. Deres krop er en motor, så de tracker alt for at forbedre deres performance,” siger Thomas Veje Olsen, som er direktør for IRONMAN i de skandinaviske lande.

Det er en vurdering, som svenske Patrik Nilsson kan nikke genkendende til. I august sidste år slog han ruterekorden i KMD IRONMAN Copenhagen i den syvendehurtigste tid nogensinde i et IRONMAN-stævne. Senere vandt han suverænt IRONMAN Barcelona med næsten ti minutter til den nærmeste konkurrent.

Patrik Nilsson bliver i det daglige trænet af coachingfirmaet Uperform.dk, som både holder styr på den fysiske træning, kosten og den mentale træning. Det er et arbejde, som i høj grad bliver drevet af data.

”Vi bruger data i meget stor udstrækning i træningen,” siger Patrik Nilsson. ”Ved at kigge langsigtet på data, kan man jo følge udviklingen og holde øje med, at man bliver bedre med tiden. Så vi bruger data til at bygge formen op og følge den belastning, vi lægger på kroppen, så jeg kan nå at restituere og være i den bedst mulige form til selve konkurrencen,” siger han.

Ved at kigge langsigtet på data, kan man jo følge udviklingen og holde øje med, at man bliver bedre med tiden. Så vi bruger data til at bygge formen op og følge den belastning, vi lægger på kroppen, så jeg kan nå at restituere og være i den bedst mulige form til selve konkurrencen.

Patrik Nilsson, professionel triatlet og vinder af KMD IRONMAN Copenhagen 2016

På forkanten af den teknologiske udvikling

Brugen af data til at forbedre professionelle sportsfolks performance fylder også meget for Frans Hjort Hammer, som i it-virksomheden KMD arbejder på at forædle og behandle data for bl.a. fodboldklubber og sportsfolk i individuelle sportsgrene. Han er samtidig bestyrelsesmedlem i Danmarks Idræts Forbund og den olympiske komité.

”Om noget, så er triatlon på forkanten af den teknologiske udvikling. Ironman er jo så ekstremt, så det er virkelig små forskydninger, der kan afgøre, om man klarer sig godt eller falder helt igennem,” siger Frans Hjort Hammer og fortsætter: ”Det handler dels om forskningen i selve udstyret, og dels om den maskine vi har i form af kroppen, den energi vi indtager, og den måde vi træner. Der er data i det hele,” fastslår han.

Som tidligere triatlet og nuværende direktør for IRONMAN er Thomas Veje Olsen enig i den analyse.

”Den datadrevne træning betyder, at man får respons på sin træning på et helt andet niveau. Det går fra at være mave-baseret til at være fakta-baseret. Data er en essentiel ting for at kunne performe og holde øje med, hvor man er med sin krop,” siger Thomas Veje Olsen.

Vigtigt at mærke sin egen krop

Men den danske direktør advarer også om, at brugen af data kan risikere at tage overhånd i forhold til selv at mærke efter og vurdere sin krops muligheder.

”Data er en helt afgørende faktor, men de professionelle er også gode til at slippe data og køre på fornemmelsen på racedagen. Fordi de har styr på deres data, er de bedre til at balancere mellem, hvad de føler og mærker – og hvad deres data siger dem,” forklarer Thomas Veje Olsen.

For sidste års vinder af KMD IRONMAN Copenhagen var det da heller ikke primært data, men mere mavefornemmelse, der drev den første sejr tilbage i 2014, selv om hans tilgang i dag er meget mere datadrevet. Men selv om Patrik Nilsson har et stort kendskab til sin egen krops muligheder, vil han i dag meget nødig undvære sine data.

”Det kan lade sig gøre, men det er langt fra optimalt. Det bliver meget mere diffust. Men brugen af data handler i høj grad også om at lytte til kroppen og mærke efter, hvor hårdt det egentlig er. Så data er et virkeligt godt redskab, men samtidig er det vigtigt at mærke kroppen,” siger Patrik Nilsson.

Data er en helt afgørende faktor, men de professionelle er også gode til at slippe data og køre på fornemmelsen på racedagen. Fordi de har styr på deres data, er de bedre til at balancere mellem, hvad de føler og mærker – og hvad deres data siger dem.

Thomas Veje Olsen, direktør for IRONMAN

Konstant fokus på forbedringer

Fordi triatlon jo består af både svømning, cykling og løb er dog også forskel på, hvor meget data og udstyr kan optimeres i de enkelte discipliner under selve løbet, påpeger Patrik Nilsson. I vandet er det svært at følge sin performance rent datamæssigt, mens det er en helt anden situation på cyklen.

”På min cykelcomputer kan jeg konstant følge, hvor mange watt jeg træder. Så hvis jeg cykler alt for hårdt i for lang tid, kan jeg se, at nu risikerer jeg at blive træt for hurtigt, og så må jeg tage den lidt med ro,” siger Patrik Nilsson, som konstant følger med i mulighederne for at forbedre på sin egen præstation og sit udstyr.

”Lad os sige, at jeg på cykel kører med 300 watt. Hvad ville der ske, hvis jeg kunne formindske min luftmodstand bare lidt og dermed cykle hurtigere, men med samme kraft i pedalerne? Så ville jeg spare kræfter, og det kunne gøre en stor forskel i et stævne,” siger Patrik Nilsson, som påpeger, at kombinationen af data, udstyret og hans egen tekniske formåen er afgørende.

Data kan samles og forædles

For Frans Hjort Hammer i KMD er triatlon da også særligt interessant, fordi udøverne samler så mange data sammen, som kun i begrænset omfang bliver forædlet og behandlet.

”Mange af de her data er jo fragmenteret og derfor ikke samlet. Jo flere data, der er, jo mere er der behov for at behandle dem. I KMD kan vi samle og forfine data og arbejde med andre datakilder, end udøverne kender i dag, så vi fx kan optimere de enkelte discipliner eller trække data ud om, hvordan man performer i vandet alt efter strømforhold og temperatur,” siger Frans Hjort Hammer.

KMD IRONMAN Copenhagen bliver afviklet søndag den 20. august med 3800 meters svømning ud for Amager Strandpark, hvorefter deltagerne skifter til 180 kilometers cykling nordpå via Strandvejen til Humlebæk og tilbage til København med mål på Ofelia Plads. Sidste disciplin er et maraton i Københavns Havn forbi bl.a. Den Lille Havfrue og med mål igen på Ofelia Plads.

Allerede onsdag den 16. august bliver det gratis motionsløb Who Is Number One Fun Run afviklet med start i Havnegade tæt ved Nationalbanken. Fra torsdag til lørdag er det muligt for motionstriatleter at deltage i KMD 4:18:4, som byder på 400 meters svømning, 18 kilometers cykling og 4 kilometers løb. Lørdag er det også tid til løb i KMD IRONKIDS for børn i alderen 0-12 år på Amager Strandpark, samtidig med at de 3000 deltagere i KMD IRONMAN Copenhagen checker deres cykler ind til søndagens stævne.