Portræt af Christiane Vejlø

Vi giver ordet til Christiane Vejlø fra Elektronista og spørger hende bl.a. om, hvad hun ville gøre, hvis hun blev udnævnt til tech-minister, og hvordan den teknologiske udvikling påvirker Danmark i 2018.

2017 er allerede lige så brugt som en affyret nytårsraket. 2018 er til gengæld nyt, friskt og fyldt med forventninger – og vi har i den anledning spurgt en række danske meningsdannere om netop deres forventninger til den teknologiske udvikling i det nye år.

Christiane Vejlø er en kvinde med mange digitale kasketter. Hun er stifter og direktør for Elektronista Media, driver elektronista.dk, er vært på teknologiprogrammet Elektronista på Radio24syv, sidder i regeringens disruptionråd og rådgiver virksomheder om ny teknologi og digital livsstil.

”Den teknologiske udvikling siver ind alle steder, og det har både erhvervslivet og politikere efterhånden erkendt. Det betyder forhåbentlig en del flere politiske tiltag, som støtter op om informations- og kommunikationsteknologi og det danske tech startup-miljø,” siger den digitale trendanalytiker Christiane Vejlø.

Det er nemlig vigtigt, at digitaliseringen foregår overalt i samfundet, påpeger hun.

”Vi skal huske, at det ikke kun er toppen af dansk erhvervsliv, som skal forholde sig til digitalisering, men også små og mellemstore virksomheder. Vi kan skubbe på for at skabe en kultur, hvor resultater bliver fremhævet, og hvor mod belønnes,” siger Christiane Vejlø.

Men ligesom den teknologiske udvikling giver store muligheder for Danmark, så giver den også potentielle udfordringer.

”Der vil blive en masse spørgsmål, som både borgere og politikere skal tage stilling til. Både inden for etik, forretning og sikkerhed. Det er vigtigt, at de rigtige mennesker får et højt vidensniveau, og at debatten rækker ud og involverer mange forskellige synspunkter og kræfter,” siger Christiane Vejlø.

Den teknologiske udvikling siver ind alle steder, og det har både erhvervslivet og politikere efterhånden erkendt

Christiane Vejlø, Direktør for Elektronista Media og vært på Elektronista på Radio24syv

Det ville ikke just være første gang, at en vært fra både tv og radio sprang ud som politiker. Som ny tech-minister i 2018 ville Christiane Vejlø da også straks have sin første agenda på plads:

”Jeg ville indføre teknologifag i folkeskolen. De skulle både handle om at betjene digitale værktøjer, men også om at bruge dem til at skabe kreativitet og forretning. Og rigtig vigtigt er den mere teknologiantropologiske tilgang: Hvad betyder alt det her for os mennesker? Hvilket ansvar har vi? Hvad er konsekvenserne af vores valg?” spørger den måske kommende tech-minister.

Se også hvad bl.a. Dansk Design Centers direktør Christian BasonTechtopia-vært Henrik Føhns og KMD’s Chief Technology Officer Hans Jayatissa har af forventninger til 2018  - og jobbet som tech-minister.