Computer

Et stigende antal it-produkter bliver i dag leveret ”as-a-service”. Det er en tendens, som kun ser ud til at vokse, for der er mange fordele for kunderne. En af disse services handler om pc’er og mobiltelefoner.


Det er ikke mange år siden, at de fleste større virksomheder og institutioner havde deres eget serverrum i kælderen eller hos et eksternt datacenter. Begge steder ejede man selv hver eneste server, netværket og storage og måtte lægge store beløb, når den dyre hardware skulle opgraderes.

På samme måde købte man computere, printere og mobiltelefoner til brug for medarbejdernes daglige arbejde, indtil hvert stykke hardware skulle skiftes ud. Det kunne samlet set være store og faste anlægsudgifter, som gjorde it-infrastrukturen til en tung post i et regnskab.

Men samme it-infrastruktur får med den fortsatte digitalisering i samfundet kun større og større betydning i både private virksomheder og offentlige myndigheder. Mange steder er it-infrastrukturen da også stadig en fast anlægsudgift, men de seneste år er der blevet åbnet op for en anden tilgang end de konstante indkøb af it-udstyr og it-løsninger.

Et stigende antal it-produkter bliver nemlig i dag leveret som en service – eller ”as-a-service” – hvor man kun betaler for det, man får leveret, og derfor reelt lejer sig ind i den IT-infrastruktur, som andre har investeret i og vedligeholder. Det dækker typisk over områder som software-as-a-service, platform-as-a-service og infrastructure-as-a-service.

Besparelser, fleksibilitet og ny teknologi

Der er mange grunde til, at 'as-a-service'-modellen vinder frem. En klar fordel er, at IT bliver ændret fra at være en tung anlægsudgift med store investeringer med få års mellemrum til at være en løbende driftsudgift, som man kan justere op og ned alt efter, hvor meget kapacitet, man har behov for. Det betyder også, at man kan komme i gang uden store investeringer up front.

Søren Brandt, Principal Enterprise Architect, KMD 

”Samtidig betyder udviklingen, at både små og store spillere kan få adgang til den nyeste teknologi, fordi den er indbygget i de store cloud-løsninger som fx kan være Microsoft Azure. At man kan komme i gang med ny teknologi hurtigere kan også føre til mere innovation. Endelig giver det organisationen mulighed for at fokusere på sine kernekompetencer, fordi man skal have færre interne ressourcer til at håndtere it-løsningerne, fordi de jo netop leveres ’as-a-service’,” siger han.

As-a-service-løsninger er ofte knyttet til cloud, men som samlet begreb dækker ”as-a-service” også over løsninger, som ikke er knyttet til cloud, men i stedet til så fysiske enheder som computere, printere og mobiltelefoner og bliver her kaldt device-as-a-service (DaaS), fordi det ikke bare handler om de fysiske maskiner, men også alt hvad der hedder fx konfiguration, software, opdateringer, antivirus og support.

 

Device-as-a-service er en fleksibel løsning

”Når vi taler om en fuld device-as-a-service løsning, så får man centraliseret sine enduser-devices på en let og overskuelig måde. Alt fra fysisk opsætning og udrulning, til drift, sikkerhed og on-site support bliver håndteret, så man kan fokusere på at drive sin virksomhed uden bekymringer for de interne it-systemer,” siger Rikke Laursen, som er Vice President for Product & Services i KMD og ansvarlig for KMD’s DaaS-løsning, som bliver leveret til både kommuner, regioner og private virksomheder.

Som kunde er man dog ikke tvunget til en full service-model, men kan i stedet vælge mellem et stort udvalg, som man kan udvide efter behov. Den store fleksibilitet gør det muligt at udnytte DaaS-løsningen på mange forskellige niveauer.

 

En anden af fordelene ved at implementere DaaS-konceptet for fx en privat virksomhed eller en offentlig myndighed er, at det kan løse nogle af de problemstillinger, der typisk er i forbindelse med asset management i et komplekst IT miljø. Man vil opnå en større transparens på rapportering og budgettering, idet man afregner servicen pr. device pr. bruger. Så man betaler kun for det, man får.

Rikke Laursen, Vice President for Product & Services, KMD 


Det er netop fleksibiliteten i as-a-service som koncept, der kan give både besparelser og mere sikkerhed. For hvorfor skal man konstant investere i nye computere og sætte dem op, opdatere dem og hjælpe de mange brugere med support, når opgaven kan uddelegeres? Og hvorfor skal man købe et stort antal servere, fordi man i korte perioder hver måned har et stort behov, hvis man bare kan skrue op og ned på virtuelle servere? As-a-service giver en fast udgiftsstruktur pr. måned og ikke store anlægsinvesteringer hvert andet, tredje eller fjerde år.

 

DaaS gør det nemt at konsolidere sin drift

”Overordnet handler device-as-a-service om at konsolidere nogle af de driftstunge ting. Det giver ro i maven og sikrer, at man som it-chef ikke skal ligge søvnløs om natten, fordi andre sørger for både drift og sikkerhed,” siger Rikke Laursen.

Kunder til KMD’s DaaS-løsning vælger på mange hylder, hvad de vil købe sig til af services. Når det gælder pc’er, handler det både om selve ’leasingen’ af computerne, men også fx konfiguration, håndtering af software, servicedesk og udstyrshåndtering.

 

Hvad vil du selv stå for?

”Det handler om at sikre den gode brugeroplevelse, uanset hvilke services kunden har valgt at tilkøbe. Den gode brugeroplevelse kan fx være ved hjælp af en servicedesk, hvor vi tilbyder en Single Point of Contact (SPOC),” forklarer Rikke Laursen.

”Men det kan også handle om at indfri et besparelsespotentiale, hvor DaaS kan hjælpe og sikre driften og sikkerheden. På den måde kan kunden koncentrere sig om de forretningsnære ting. Hvad vil man selv stå for, og hvad vil man gerne udlicitere?” spørger hun.