Borgere sidder foran bærbare computere

Hvordan håndterer man udfordringerne i digitaliseringen og sikrer, at ingen borgere bliver tabt i nye bølger af digitalisering? Det har vi spurgt flere Aalborg-kandidater om. De mødes på tirsdag på KMD Aalborg til en videre debat om den digitale transformation og fornyelsen af den offentlige sektor.

Digital post, netbank, digital selvbetjening, nyheder og sociale medier. Digitaliseringen fylder mere og mere i danskernes liv og har ændret mange vaner både i de danske hjem og ude i kommunerne.

Men bølgen af forandringer giver også nogle gange store udfordringer for både kommuner og de enkelte borgere, som måske ikke helt kan følge med – eller ikke kan forstå den nyeste it-løsning. Det bliver der rig mulighed for at diskutere, når seks Aalborg-kandidater på tirsdag den 14. november mødes til valgdebat på KMD Aalborg arrangeret i et samarbejde mellem HK, Dansk Erhverv og KMD.

Temaerne bliver bl.a. fornyelsen af den offentlige sektor og den digitale transformation. Kandidaterne er borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand Tina French Nielsen (V), rådmand Thomas Krarup (K), 1. viceborgmester Daniel Nyboe Andersen (R), Enhedslistens Per Clausen og Jørgen Folkvang fra Alternativet.

Skal støtte grupper, der har svært med at være online

Vi har talt med tre af kandidaterne, som fokuserer på meget forskellige udfordringer i digitaliseringen for kommunen og den enkelte borger.

”Jeg ser primært udfordringer i forhold til den gruppe, der har det svært med at være ’online’. Det kan fx være ældre borgere. Dem må vi supportere og støtte,” siger Tina French Nielsen fra Venstre.

Enhedslistens Per Clausen, som indtil 2015 repræsenterede partiet i Folketinget, vil også have hjælp til rådighed til denne type borgere, men peger især på selve digitaliseringens værktøjer som de største udfordringer.

”Udfordringerne består i at få udviklet systemer, som er brugervenlige – både i forhold til borgere og medarbejdere. Desværre findes der alt for mange eksempler på, at nye systemer i stedet opleves som en arbejdsmæssig byrde og giver serviceforringelser for borgerne i stedet for serviceforbedringer,” siger Per Clausen, som selv har et forslag til forbedring af fremtidige it-systemer.

”Det er helt afgørende, at brugerne inddrages i udviklingen af nye systemer, og at deres ønsker og behov står i centrum for arbejdet,” fastslår Per Clausen.

Der skal være fokus på sikkerhed

Brugerne af it-systemerne er da også i fokus, når Alternativets Jørgen Folkvang vurderer kommunens udfordringer i forhold til digitaliseringen. Men for ham handler problemerne mest om it-sikkerhed.

”En del personale er ikke nok opdateret på helt banale sikkerhedsrutiner, og meget følsomme oplysninger skal sikres meget mere end i dag,” siger Jørgen Folkvang og fortsætter:

”Jo mere digitalisering, jo mere sårbar gør man sig. Når systemet går ned, er der rigtigt mange mennesker, der ikke kan lave noget, og mange arbejdsprocesser går i stå, hvilket kan være til stor gene for borgerne. Sikkerheden har vist sig at være alt for ringe,” siger han.

Digitalt skal være som papirer på bordet

Venstres Tina French Nielsen har til gengæld en solid tommelfingerregel, når det gælder til digitaliseringen i forhold til borgerne: ”Digitalisering skal være lige så gennemskueligt, som hvis ’papirerne lå på bordet foran dig,’ fastslår hun.

”Her er uddannelse og opmærksomhed på de, der har det svært selvfølgelig vigtigt. De unge kan adresseres i undervisningsøjemed og bliver det, de ældre i de netværk, de eventuelt har – og medarbejderne selvfølgelig på arbejdspladserne,” tilføjer Tina French Nielsen.

Uddannelse er nøglen i et samfund, hvor udviklingen foregår hurtigt – og for nogle mennesker også for hurtigt. Det kan kandidaterne også blive enige om.

”Der skal stilles hjælp til rådighed for de borgere, som har brug for det. Medarbejderne skal have den uddannelse, som de har brug for,” siger Per Clausen.

Savner en kritisk holdning til teknologi

Uddannelse er dog ikke nok for Alternativets Jørgen Folkvang, som også ser store udfordringer i den måde, vi fokuserer på teknologi, selv om etableringen af fibernet flere steder i Aalborg Kommune ifølge ham også kan give besparelser, som kan bruges til flere sengepladser og læger.

”Den tekniske udvikling er ikke givet af en gud, men drevet af mennesker. Jeg savner en mere kritisk holdning til, hvilke teknikker man tager i brug. Der bør være en bevidst holdning til den teknologiske udvikling,” påpeger Jørgen Folkvang og tilføjer: ”Jeg har indtryk af, at digitalisering ofte tages i brug af fascination og ikke efter moden overvejelse,” siger han.

Fascination eller moden overvejelse? Du kan opleve den videre debat med borgmester Thomas Kastrup-Larsen (S), rådmand Tina French Nielsen (V), rådmand Thomas Krarup (K), 1. Viceborgmester Daniel Nyboe Andersen (R), Per Clausen (EL) og Jørgen Folkvang (Alt.) på KMD Aalborg tirsdag den 14. november kl. 16.30. Det gratis arrangement afsluttes med valgflæsk.