Engage Festival på Refshaleøen

Engage Festival åbner på lørdag for første gang portene til et brag af en koncert, som støtter de danske veteraner og pårørende. Alle er velkomne til festen på Refshaleøen, hvor bl.a. Magtens Korridorer og Sort Sol optræder.

Der bliver både musik fra nogle af landets største kunstnere og mulighed for at støtte et godt formål, når Engage Festival på lørdag for første gang bliver afviklet. Det er en festival, der støtter de danske veteraner, som på vegne af Danmark har været udsendt til krigs- og katastrofeområder.

Engage Festival foregår lørdag fra kl. 12 på Refshaleøen, hvor bl.a. Mads Langer, Sort Sol, Magtens Korridorer og Krebs/Falch optræder. Det er den frivillige organisation Veteranfonden, som står på Engage Festival, og KMD er stolte over at være en af sponsorerne.

Erhvervslivet har en vigtig rolle

”Det er vigtigt, at vi som samfund arbejder med at få skabt opmærksomhed om veteranernes muligheder. Det private erhvervsliv kan og bør spille en positiv rolle i at hjælpe veteraner ind på arbejdsmarkedet, i uddannelse eller hvor det nu giver mening for dem,” siger Morten Langager, direktør for Kommunikation og Marketing i KMD.

Det kan ofte være svært for danske veteraner at finde fodfæste i det civile samfund efter en udsendelse. Men det er samtidig vigtigt, at veteransagen med Engage Festival bliver koblet til noget godt. Det mener Andreas Feuerbach, som selv er veteran.

”Engage Festival er præcis med til at sætte et mere positivt fokus på veteransagen. Når virksomheder som KMD er med til at støtte arrangementet, er de også med til at skubbe til den udvikling, hvor veteraner ikke kun bliver sat i forbindelse med noget negativt. Det er vigtigt, at virksomheder er med til at nedbryde barrierer og sætte en positiv agenda om veteraners mange kompetencer og ressourcer,” siger Andreas Feuerbach.

Fri adgang for veteraner

Andreas Feuerbach er i øjeblikket projektansat i KMD i forlængelse af et mentorforløb i virksomheden, som har købt 900 billetter til festivalen til medarbejderne.

”KMD er allerede engageret i veteransagen med mentorer for veteraner, og Engage ligger i fin forlængelse af den indsats. Jeg glæder mig samtidig over, at vi med vores sponsorat kan sende en masse KMD-medarbejdere af sted til en koncert med så mange gode bands,” siger Morten Langager fra KMD.

Der er således lagt op til en stor oplevelse for både de heldige KMD-medarbejdere og andre gæster på Engage Festival, som drives af frivillige veteraner. Der er gratis adgang for øvrige veteraner med veterankort.

”Engage er et super fint initiativ. Der er noget for enhver musikalsk smag, så jeg er sikkert ikke den eneste veteran, der ser frem til at få en god oplevelse og høre de forskellige bands,” siger Andreas Feuerbach.

Det er målet, at Engage Festival bliver en tilbagevendende og også landsdækkende festival. Den første af slagsen kan man stadig nå at købe billetter til via Ticketmaster.