Børn leger i mooncarts på trafiklegeplads

Problemer i folkeskolen giver ofte problemer videre under uddannelse og på arbejdsmarkedet. Et big data-projekt gav afgørende viden om sammenhænge mellem skolefravær og kommunens sociale sager.

Det er vigtigt at klare sig godt i skolen. Det har været et mantra gennem tiderne, men i år har et pilotprojekt mellem Faxe Kommune og KMD analyseret grundigt på sammenhængene mellem skolefravær og kommunens stigende antal elever med sociale sager.

Samtidig fortsætter problemer i folkeskolen ofte i det videre uddannelsessystem og på arbejdsmarkedet. Hvis man kan sætte ind på den rigtige måde på det rigtige tidspunkt, er der derfor meget at hente for den enkelte borger.

”Det bløde perspektiv er at hjælpe udsatte børn med at få et godt voksenliv. Det lidt mere hårde perspektiv i undersøgelsen er, at vi ved, at det bliver dyrere og dyrere at sætte ind med en masse tiltag, jo senere vi får øje på de sociale tilfælde. Så der er også god økonomi i en tidlig indsats,” siger Kasper Sonne, centerchef i Faxe Kommunes Center for Familie, Social & Beskæftigelse.

Som noget nyt har pilotprojektet analyseret datasæt på tværs af skoleområdet, socialområdet og beskæftigelsesområdet. På den måde kunne man spotte mønstre på kryds og tværs af skolefravær og eksempelvis skolens størrelse, klassens størrelse og elevunderretninger.

”Undersøgelsen be- og afkræftede nogle af vores hypoteser. Eksempelvis viste undersøgelsen, at skolestørrelse, klassestørrelse og skoleskift tilsyneladende ikke har den store betydning for skolefraværet. Det, der virkelig slog negativt ud, var omstændigheder relateret til mor og far – om de boede sammen eller ej, om den ene forælder var ukendt, og om forældrene var i beskæftigelse,” siger Kasper Sonne.

Du kan læse hele historien om pilotprojektet i Faxe Kommune her.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev og få de seneste nyheder, indsigter og invitationer fra den offentlige sektor direkte i din indbakke.

Tilmeld dig her