Lyspære i tanke boble

Det skal være nemt at komme i gang med nye teknologiske løsninger, så medarbejderne kan teste og udvikle nye it-produkter. Det er målet for et nyt tiltag i KMD, som får sin premiere på torsdag.

Medarbejderne er en virksomheds vigtigste ressourcer. Det gælder ikke mindst i teknologisk tunge it-virksomheder, hvor behovet for at holde sig opdateret på den nyeste udvikling er afgørende både for virksomheden og for de medarbejdere, som skal bygge de næste it-løsninger på den nyeste teknologi.

Det er grunden til, at torsdag ikke bliver en helt almindelig arbejdsdag hos it-virksomheden KMD. Her afvikler man nemlig for første gang en intern tech-konference inspireret af branchens giganter som Google og Microsoft, som har vist vejen ved at investere i intern træning og inspiration.

Konferencen STEAM bliver således et overflødighedshorn af inspiration, træning og intern networking i en organisation med over 3500 ansatte. Den byder på keynotes fra bl.a. it-guruen Jim ”Cope” Coplien, et intenst dyk ned i machine learning sammen med Google og workshops om alt fra agile udvikling over cloud, SAP og Internet of Things og til blockchain – koblet på ny viden om KMD’s egne løsninger.

”KMD skal også i fremtiden være en teknologiledende virksomhed. Det kræver, at vi har en hel masse teknologisk nysgerrige mennesker i virksomheden. Det har vi heldigvis allerede, men vi har manglet en ramme eller en kultur, hvor vi fra KMD’s side har understøttet den teknologiske ild og interessen og lysten til at afprøve nye muligheder,” forklarer Hans Jayatissa, som er Chief Technology Officer i KMD.

Teknologi er som et lyntog

”Vi skal hele tiden lære nyt, og det er STEAM en del af. Teknologi er jo som et tog, der bliver ved med at køre. Der er hele tiden nogen, der opfinder noget nyt, men for at udnytte det, skal man følge med toget, løbende opdatere sig selv og ikke stige af toget. Vi vil sikre, at vores medarbejdere er ombord på toget og følger med, og vi vil bruge STEAM til at tænde den hellige ild blandt medarbejderne,” siger han.

Vi skal hele tiden lære nyt, og det er STEAM en del af

Hans Jayatissa, CTO i KMD

Det er på ingen måde første gang, at teknologier som cloud og machine learning træder gennem døren til KMD. For på tværs af organisationen bliver der allerede arbejdet med fx agil udvikling og scrum, ligesom data scientists og udviklere arbejder med machine learning, big data og blockchain til daglig.

Et fokus på STEAM-konferencen er til gengæld muligheden for at lære på tværs – og måske for de enkelte medarbejdere muligheden for at finde ud, at der i hjørner af KMD bliver arbejdet med teknologier eller tilgange, som man ikke kendte til.

Alle skal arbejde i den samme retning

”En konference som STEAM er med til at sikre, at vi får snakket om de nye teknologier og har fokus på dem både lige nu og fremadrettet,” siger Martin Sønderkær Larsen, som er Chief Research & Development Officer.

”Det er afgørende, at alle har en fælles forståelse for dem og arbejder i den retning. Det at have de bedste medarbejdere, som også bliver ved med at være de bedste, kræver, at medarbejderne også selv har nysgerrigheden og lysten til at lære nyt,” siger han.

Med KMD-kontorer i Ballerup, Aalborg, Aarhus, Odense og Polen og en portefølje af it-løsninger til alt fra statslige myndigheder over kommuner og til det private erhvervsliv er det ikke overraskende, at det kan være svært for de enkelte medarbejdere at have overblik over, hvor der bliver arbejdet med hvilke teknologier internt i huset.

En konference som STEAM er med til at sikre, at vi får snakket om de nye teknologier og har fokus på dem både lige nu og fremadrettet

Martin Sønderkær Larsen, Chief Research & Development Officer

Konferencen skal flytte kulturen

”Jeg håber, at STEAM er med til at flytte vores kultur. Jeg håber, at der vil være individer, som bliver inspireret af at vide, at vi også er virkelig langt på de allernyeste områder. Det er helt afgørende, for teknologi er vores byggeklodser og en afgørende del af vores mindset,” siger Martin Larsen.

”Vores produkter bliver gode, hvis vi har de rigtige mennesker, som er gode til at tage de rigtige ting op af den teknologiske værktøjskasse. Vi har behov for, at alle medarbejdere interesserer sig for, hvad man tror er det næste. For det er er eksperterne ude i de enkelte områder, der ved, hvad der er det rigtige at gøre – og hvordan vi teknologisk skal understøtte det,” understreger han.
Samtidig påpeger Chief Technology Officer Hans Jayatissa, at det er afgørende for KMD, at ugens konference bliver fulgt op. Til det formål vil medarbejderne efter STEAM bl.a.have adgang til ugentlige webinarer, hvor der bliver sat fokus på et teknisk emne, og til et community, der kan hjælpe kolleger i gang med de nye teknologier.

”Det skal være let at komme i gang med en ny teknologi. Vi vil nedbryde den tærskel, der hedder, at man faktisk har interessen, men det er så besværligt at komme i gang i en travl hverdag. Den barriere skal vi fjerne,” siger Hans Jayatissa.

”Det handler både om at lære at bruge teknologien, men også at være ude i markedet og lave piloter sammen med vores kunder og samarbejdspartnere. Ingen kan jo forudse, hvordan de nye teknologier udvikler sig, og hvornår en ny teknologi kan give en bedre løsning end det, man allerede gør. Så det er man nødt til at afprøve i rigtige scenarier. Med STEAM starter vi på nye initiativer, der skal holde den teknologiske ild ved lige i hele KMD og i et tæt samarbejde med vores kunder,” understreger han.