Triatlet Michelle Vesterby

Hun betragter sig selv som en humør-atlet, og Michelle Vesterby stiller op til KMD IRONMAN Copenhagen, fordi hun simpelthen ikke kan lade være. Men under smilet og humøret ligger en hård kerne af data, som driver hende frem mod målstregen.

Der bliver særligt fokus på kvinderne, når over 3000 triatleter fra hele verden i næste uge kæmper om sejren i KMD IRONMAN Copenhagen. For efter et års fravær i 2016 er de professionelle kvindelige triatleter nemlig tilbage i København. De er drevet af en jernvilje og en brændende passion, men også af oceaner af de data, som i disse år forandrer den globale sportsverden.

Den digitale udvikling gør kampen mellem de bedste jernkvinder endnu mere intens, når de med data i ryggen jagter de sidste procenter, som kan gøre hele forskellen. Blandt dem er Michelle Vesterby, som vandt KMD IRONMAN Copenhagen i 2015 og derfor i år stiller op som forsvarende mester blandt de professionelle kvinder.

Den 33-årige herningenser er blandt verdens allerbedste triatleter og har allerede kvalificeret sig til IRONMAN Hawaii, som også er sportens officielle verdensmesterskab, og hvor hun i 2015 opnåede en fjerdeplads og sidste år blev nummer seks. Hun lægger ikke skjul på, at brugen af data er helt grundlæggende for hendes træning.

”Af personlighed er jeg meget en humør-atlet, men jeg er også blevet farvet af min træners filosofi, som handler rigtigt meget om tal og test. Så jeg må indrømme, at jeg også selv er blevet en slave af data,” siger Michelle Vesterby.

”Det gode ved brugen af data er, at det giver tro på ens evner. Man kan se, at man bliver bedre end i går via data. Så på den måde får jeg en tro på mine egne evner og ved, hvad tallene siger,” siger hun.

Det gode ved brugen af data er, at det giver tro på ens evner. Man kan se, at man bliver bedre end i går via data.

Michelle Vesterby, vinder af KMD IRONMAN Copenhagen 2015

Kræfterne bliver tøjlet ved hjælp af data

Den danske topatlet forklarer, at hun bl.a. jævnligt af sin træner bliver udsat for såkaldte laktat-test i både cykling og løb. De test bliver brugt til at analysere sig frem til, hvilke performance-zoner Michelle Vesterby skal ligge i, så hun både performer optimalt og ikke brænder ud før mål. Ironman-distancen er så hård, at det i høj grad handler om at bruge disse data til at sikre, at man ikke bruger for mange kræfter for tidligt i forløbet.

michelle vesterbry ironman data

”Ud fra data fra testene sætter vi nogle mål for mit Ironman-pace, altså hvilket tempo jeg kan holde gennem hele løbet. Det betyder, at jeg har nogle zoner i både cykling og løb, som jeg ved, at jeg kan ramme og holde hele vejen. I starten af løbet har mange fx en tendens til at løbe for hurtigt, fordi de føler sig friske. Men det er de sidste kilometer fra 32-42, der sådan set afgør et maratonløb, og der gør data det nemmere at tøjle sig selv, så man får det resultat, man fortjener,” siger Michelle Vesterby.

Når det gælder svømning, handler det ifølge Michelle Vesterby om at give den gas og komme op af vandet så hurtigt som muligt – meget gerne som den første.

Data er et vigtigt redskab i konkurrence

”Men når jeg så sidder på cyklen, er jeg meget slave af min watt-måler og ved, hvilket område jeg skal ligge i. Hvis der så kommer en anden deltager blæsende forbi med 300 watt, og jeg prøver at følge med, så får jeg et realitetstjek, når jeg kigger ned på min watt-måler. Det ved jeg, at jeg ikke kan holde hele vejen, så det er nu, jeg skal bakke af. På den måde er data også et vigtigt redskab i selve konkurrencen,” siger Michelle Vesterby.

”Man siger, at man til en Ironman har nogle tændstikker, man kan brænde. Men brænder man for mange af dem, fordi man prøver at holde et pace, der er uden for ens egen zone, så går man ned. Og det er der rigtig mange, der gør. De bliver revet med og tror ikke længere på deres egne koncepter og deres egne data,” siger hun.

Som en selverklæret slave af data glemmer Michelle Vesterby dog ikke, at to andre faktorer også er vigtige for alle deltagere i et Ironman: Hvile og kost.

”De sidste 14 dage kan man ikke komme i bedre form. Det er her, man skal trappe ned på træningen og begynde at føle sig mere og mere frisk. Det er ikke her, man skal teste og udfordre sig selv. En anden nøgle til et godt resultat er, at folk skal spise som de plejer i raceugen, for når man nedtrapper, får man også fyldt sine depoter op. Man skal ikke være sulten, men skal selvfølgelig ikke overspise. Man skal gøre, som man plejer,” siger Michelle Vesterby.

Af personlighed er jeg meget en humør-atlet, men jeg er også blevet farvet af min træners filosofi, som handler rigtigt meget om tal og test. Så jeg må indrømme, at jeg også selv er blevet en slave af data

Michelle vesterby, vinder af KMD Ironman copenhagen 2015

Skal være skeptisk omkring data

Som professionel atlet understreger Michelle Vesterby, at der er forskel på værdien af data, når det gælder de professionelle og de såkaldte ”age groupers”, som udgør hovedparten af feltet i et Ironman. Age grouperne er amatørerne, som konkurrerer i forskellige aldersgrupper, mens de professionelle konkurrerer i deres egen kategori.

”Der er stor forskel på, om man er professionel eller har haft en hård arbejdsdag, og så skal ud på et træningspas. Der skal man være mere skeptisk omkring data. Jeg lever og ånder for triatlon og har en forventning om, at jeg kan gå ud og holde mig til mine zoner, men det kan lægge et pres på træningen, som kan være unødvendigt for folk, der ikke er professionelle atleter, og ikke har al tid i verden til at træne,” siger Michelle Vesterby.

”Men jeg føler, at data både gør min træning mere kvalificeret, fordi jeg har tal på min udvikling, og jeg kører også meget efter data, når jeg er i konkurrence. Samtidig siger jeg så også selv, at jeg er en humør-atlet, og det er også derfor, jeg deltager i København, selv om jeg allerede er kvalificeret til Hawaii, for jeg er en glad performer og glæder mig meget,” siger hun.

Stiller op i København af ren lyst

Mange har nemlig undret sig over, hvorfor Michelle Vesterby stiller op i København i stedet for at koncentrere sig om Hawaii i oktober. Men det er her humør-siden af Michelle Vesterbys personlighed træder frem.

”Jeg kommer som forsvarende mester, så selvfølgelig forventer jeg at vinde igen. Det er ikke nogen hemmelighed,” griner hun. ”Men jeg går også ind til det med en lidt anderledes tilgang end sidst, fordi jeg allerede er kvalificeret til Hawaii, så jeg gør det af ren lyst, fordi jeg simpelthen ikke kan lade være,” siger hun.

Michelle Vesterby understreger, at hun på ingen måde glemmer sæsonens store mål, som ligger på Hawaii. I stedet ser hun København som et led i træningen frem mod Hawaii.

”Jeg er helt sikker på, at København kan give mig et ekstra mentalt boost til mine sidste forberedelser frem mod Hawaii. Jeg forventer, at der vil være masser af publikum og perfekte dage med solskin og blå himmel, hvor der er fyldt i Københavns gader, og jeg er helt sikker på, at det giver mig de sidste ekstra procenter. Selvfølgelig skal jeg ikke ud og grave alt for dybt, og jeg er ikke helt nedtrappet, som jeg vil være i oktober på Hawaii, men jeg går stadig ind til det med forventning om at kunne presse den til det yderste,” siger Michelle Vesterby.

Danmarks bedste kvindelige triatlet kaster sig i lagunen ud for Amager Strandpark søndag den 20. august, når KMD IRONMAN Copenhagen bliver skudt i gang. Omkring ni timer senere ved hun, om hun har forsvaret sin titel.