fodboldscenter

Om få år skal der i Odense bygges et nyt funklende fodboldcenter, som vil rumme et hav af højteknologi og eksperter til at kurere og forebygge fodboldskader. Deling af data om skader mellem de danske klubber kan være fornuftigt, siger en KMD-ekspert.

fodboldscenter

Modeltegning af det kommende fodboldcenter på SDU
 

Inden for de kommende år er visionen, at der skal bygges et stort, nationalt videns- og fodboldcenter med placering ved Syddansk Universitet på Fyn til både eliten og bredden i vores boldglade nation.

Planerne er, at Danmarks fremtidige fodboldcenter skal spækkes med den nyeste data-analyse-teknologi på både udendørs og på de indendørs arealer, så der året rundt kan forskes i blandt andet optimal træning og i forebyggelse af skader.

”Indhentningen af trænings- og matchdata kan lægges til grund for vurdering af risiko for fodboldskader. Sådanne muligheder er under forskningsmæssig udvikling i disse år,” forklarer institutleder Jørgen Povlsen fra Institut for Idræt og Biomekanik ved Syddansk Universitet.

Han peger på, at der med placeringen af centret ved Syddansk Universitet bliver åbnet en ladeport til ekspertise inden for behandling og forebyggelse af fodboldskader.

”Centret har direkte adgang til cirka 40 forskningsfysioterapeuter og -kiropraktorer, som i samspil med idræts-/træningsfysiologisk og biomekanisk ekspertise kan udvikle evidensbaserede forebyggelses- og behandlingsmodeller til fodbold baseret på big data – gerne i samarbejde med andre relevante miljøer i Danmark,” lyder det fra Jørgen Povlsen.

Udover Syddansk Universitet er de fire andre parter i projektet DBU, Foreningen af Lokalunioner, Divisionsforeningen og Odense Kommune, der samarbejder med at få stablet det kommende super-fodboldcenter på benene.

Indhentningen af trænings- og matchdata kan lægges til grund for vurdering af risiko for fodboldskader. Sådanne muligheder er under forskningsmæssig udvikling i disse år

Jørgen Povlsen, institutleder fra institut for idræt og biomekanik, syddansk universitet

Skader bekæmpes med viden

Også andre steder i landet bliver der forsket i fodboldskader ved hjælp af big data, så vi ved lidt om, hvad vi kan håbe på fra fodboldcentret i midten af Danmark.

Professor Per Hölmich fra Hvidovre Hospitals Ortopædkirurgiske Afdeling har været med til at gennemføre flere større forskningsprojekter med fokus på fodboldskader.

Blandt andet har han været med til at indsamle data fra knap 1.000 danske fodboldspillere lige fra sekunda-rækkerne og helt op i Superligaen med henblik på at undersøge, hvordan øvelsen ”Nordic Hamstring” kan være med til at forebygge skader i baglåret.

I kontrolgruppen med cirka 500 spillere blev der trænet og spillet kamp som normalt, mens der hos de resterende 500 spillere blev foretaget Nordic Hamstring-øvelser undervejs i sæsonen.

I forsøget indsamlede forskerholdet så spillerdata som højde, vægt, alder, skadeshistorik, antal kampe, træningsintervalller og træningsformer for at finde frem til mønstre i baglårsskaderne, som tegner sig for op mod godt 15 procent af alle fodboldskader.

”Spillernes oplysninger samlede vi i databasen for at analysere på data. Det viste sig, at risikoen for at få baglårsskader var tre gange mindre, hvis man lavede Nordic Hamstring-øvelsen. Især havde spillere med tidligere skader stor fordel af øvelsen,” forklarer han om forskningsprojektet.

 

Spillernes oplysninger samlede vi i databasen for at analysere på data. Det viste sig, at risikoen for at få baglårsskader var tre gange mindre, hvis man lavede Nordic Hamstring-øvelsen. Især havde spillere med tidligere skader stor fordel af øvelsen

Per hölmich, professor fra Hvidovre hospitals ortopædkirurgiske afdeling

Der skal bruges 1.000 spillere

Forsøget fra 2011 er siden blevet publiceret i forskellige tidsskrifter som eksempelvis det velansete The American Journal of Sports Medicine, og Per Hölmich har siden kastet sig over andre fodboldhandicap som eksempelvis de svært generende lyskeskader, som kostede Nicklas Bendtners deltagelse ved VM.

I den slags forsøg bliver der også indsamlet data fra 1.000 spillere og gerne mere, så idrætsforskerne kan sige noget signifikant om forebyggelse af diverse skader med eksempelvis diverse øvelser.

Per Hölmich forklarer, at data-undersøgelser af fodboldskader også bliver foretaget på internationalt niveau ved blandt andet de seneste 15 års europæiske Champions League-deltagelse for topklubberne.

I de undersøgelser har eksempelvis FC København flere gange sendt spillernes sundhedsdata til Champions League-værten UEFA, som så sender data videre til et internationalt forskerhold i den svenske by Linköping.

Fra de svenske databaser har det i en UEFA-undersøgelse fra 2016 vist sig efter et grundigt analysearbejde, at trods et tættere pakket kampprogram, er antallet af skader blandt topspillere faldende.

 

Kom tilbage i kampen med data

Tilbage i Danmark peger chefkonsulent Frans Hjorth Hammer fra dataselskabet KMD på, at deling af skadesdata en rigtig god ide for alle klubber – og ikke mindst deres spillere.

”Selvom data fra fodboldbanen er klubbernes egne data, giver det fin mening for alle at dele data om skadede spillere, fordi det kommer klubberne til gode på længere sigt,” siger Frans Hjort Hammer og fortsætter:

”Alvorlige skader er for mange klubber rundt i landet jo ikke ligefrem hverdag, og derfor er det yderst fornuftigt, at disse klubber kan trække på fælles databaser og -erfaringer, så eksempelvis yngre spillere kan komme hurtigt på græs igen.”

Selvom data fra fodboldbanen er klubbernes egne data, giver det fin mening for alle at dele data om skadede spillere, fordi det kommer klubberne til gode på længere sigt

frans hjort hammer, chefkonsulent fra dataselskabet kmd

KMD har i dag et samarbejde med det kommende fodboldcenter i Odense om blandt andet delinger af data på skadefronten.

Det forventes, at samarbejdet i de kommende år bliver endnu tættere, når/hvis fodboldcentret bliver etableret inden for de kommende år.