Portræt af Helle Huss

Et nyt samarbejde mellem de to store it-virksomheder KMD og SAP gør det muligt for KMD som de første i Norden at udbrede SAPs nye generation af ERP i skyen til Danmark, Norge og Sverige.

Et stærkt samarbejde gennem 15 år bliver nu styrket yderligere, når de store it-virksomheder SAP og KMD sætter gang i en fælles satsning i skyen. Som den første nordiske virksomhed vil KMD rulle SAPs S/4 HANA Public Cloud-platform ud både internt og tilbyde Cloud-løsningen til andre virksomheder på det danske, svenske og norske marked.

Det er et partnerskab, som direktør i KMD Business Helle Huss ser store perspektiver i – både når det gælder den interne udrulning og muligheden for at rådgive kunderne på vej i skyen.

”Det er en naturlig udvikling for en it-virksomhed som KMD at udrulle den nye digitale platform internt i virksomheden. Ligesom mange andre virksomheder arbejder vi på at digitalisere så mange af vores interne processer som muligt. Det minimerer manuelle processer, som kan frigive tid til andre ting,” siger Helle Huss.

”Det betyder også, at vi får adgang til de nyeste systemer og funktioner og løbende får systemopdateringer flere gange i løbet af året. I hele processen får vi samtidig vigtige erfaringer, som vi kan bruge i rådgivningen af kunderne, når de selv skal flytte til skyen,” tilføjer hun.

Det styrkede partnerskab glæder også Martin Schirmer, som er Nordic Managing Director i SAP. Han påpeger, at SAP S/4 HANA Public Cloud er nøglen til fremtiden for SAP og giver helt nye muligheder for indsigt, lynhurtig analyse og simulering af meget store datamængder.

”Vi er glade for, at KMD, med deres store erfaring på det danske marked, har valgt at være spydspids i udrulningen af SAP S/4 HANA Public Cloud, så de kan sætte yderligere skub i danske og nordiske virksomheders digitale transformation,” siger Martin Schirmer, mens Helle Huss supplerer:

”Partnerskabet med SAP er et vigtigt led i vores øgede fokus på private virksomheder, som er et forretningsområde, vi ønsker at udbygge yderligere. Vi vil bruge S/4 HANA Cloud-platformen til at blive endnu mere effektive selv og derpå tilbyde platformen til andre private virksomheder for at understøtte deres digitale transformation,” siger Helle Huss.

Du kan læse meget mere om det nye samarbejde, og om hvordan skyen skal styrke KMD’s profil over for private virksomheder lige her.