Triatlet løber i mål med KMD IRONMAN

Der er gode grunde til KMD’s sponsorat af IRONMAN, som er virksomhedens største og et af verdens mest omfattende IRONMAN-sponsorater. For KMD handler det bl.a. om en stræben efter at flytte grænser som en værdi, som IRONMAN og KMD deler.

I næste uge vil der blive svømmet, cyklet og løbet tusindvis af kilometer i højeste gear, når it-virksomheden KMD for sjette gang sponserer KMD IRONMAN Copenhagen og de øvrige begivenheder, som varmer op til det store stævne søndag den 20. august. Et sponsorat, som allerede startede, før stævnet blev købt af IRONMAN i 2012.

Over 3000 deltagere i KMD IRONMAN Copenhagen er i disse uger i fuld gang med den sidste finpudsning, så de er klar til de knap 4 kilometers svømning og 180 kilometers cykling, før de runder af med at løbe et maraton.

Men hele ugen står i triatlonsportens tegn, for både torsdag, fredag og lørdag er det muligt at prøve sig selv af på den kortere distance i KMD 4:18:4, hvor deltagerne skal svømme 400 meter, cykle 18 kilometer og løbe 4 kilometer. Og så bliver det også muligt for børn i alle aldre at snuse til sporten med motionsløbet KMD IRONKIDS lørdag før det store stævne.

”Vi er særdeles glade for vores sponsorat af KMD IRONMAN Copenhagen og KMD 4:18:4, som er det største sponsorat i KMD’s historie. Trisporten animerer til udholdenhed, styrke og passion. Kvaliteter, der kendetegner succes, både i triatlon og i erhvervslivet. I KMD stræber vi efter at flytte grænserne for, hvad der er muligt, og vi ser derfor et stærkt fælles værdisæt med IRONMAN,” siger Morten Langager, som er direktør for Kommunikation & Marketing i KMD.

Trisporten animerer til udholdenhed, styrke og passion. Kvaliteter, der kendetegner succes, både i triatlon og i erhvervslivet.

morten langager, Direktør for kommunikation & marketing i KMD

Data og sport er et godt match

Samtidig er brugen af data blevet et vigtigt værktøj i triatlon, hvor de rigtige analyser kan give sportsfolkene afgørende procenter i en benhård konkurrence.
Brugen af data fylder mere og mere i både triatlon og i andre sportsgrene, og det er et område, hvor KMD hjælper bl.a. fodbold- og håndboldklubber og individuelle sportsfolk med at behandle data.

”Brugen af data i sport er et nyt område i KMD, som i høj grad matcher vores samarbejde med IRONMAN, hvor især de professionelle triatleter producerer store mængder af data. I KMD kan vi samle og forfine disse data og trække på andre datakilder for netop at hjælpe atleterne med at flytte grænserne for, hvad de kan opnå, og vi ser mange fremtidige muligheder i brugen af data inden for sport,” siger Morten Langager.

KMD IRONMAN Copenhagen står i dag som en af de helt store sports- og tilskuerbegivenheder i Danmark med 48 nationer til start og mere end 200.000 tilskuere alene til søndagens store stævne.

”Ud over de rent markedsføringsmæssige perspektiver betyder sponsoratet en masse for os internt i KMD. 71 KMD-ansatte var tilmeldt til EM i Helsingør og 62 til årets KMD IRONMAN Copenhagen på den fulde distance. Vi har også hvert år mange hundrede KMD-ansatte, der deltager i de forskellige regionale KMD 4:18:4-stævner. For langt de fleste er de korte KMD 4:18:4-stævner en god mulighed for at være sammen med kollegaerne, og for adskillige bliver det også begyndelsen på en stor triatlon-interesse,” siger Morten Langager.