Ny chef for Operations i KMD

Lars-Henrik Jessen er pr. 1. september blevet ny direktør for KMD’s driftsenhed, KMD Operations. Han kommer fra et job i NNIT som Corporate Vice President for Application Outsourcing. I KMD skal Lars-Henrik Jessen være med til at gennemføre strategien for driftsområdet og sikre et fortsat tæt og godt samarbejde med husets teknologiske samarbejdspartnere.

Den 1. september har KMD's driftsenhed, Operations, fået ny chef. Det er Lars-Henrik Jessen, 50 år, der fremover som Executive Vice President skal stå i spidsen for driftsområdet i KMD, og han bliver også en del af virksomhedens øverste ledelsesgruppe.

Lars-Henrik kommer til KMD med en betydelig erfaring fra it-branchen og mange års erfaring inden for netop driftsområdet. Senest har han været Corporate Vice President for Application Outsourcing i NNIT, og før det var han i 11 år Vice President for forskellige områder i NNIT Operations.

Lars-Henriks viden og erfaring skal blandt andet være med til at videreføre den strategi, som KMD har lagt for de næste år.

”Vi sætter stor pris på at få Lars-Henrik Jessen med om bord. Han har en solid erfaring inden for it-branchen og en dyb indsigt i området fra sine tidligere stillinger. Vi er sikre på, at vi med Lars-Henrik kan fortsætte den transformation, KMD fortsat har foran sig. Driftsenheden har de seneste år gennemført en række betydelige forandringer for at effektivisere og øge konkurrencedygtigheden på et område, der i højere og højere grad orienterer sig i et globalt perspektiv. Den strategi skal vi fortsætte, og her får Lars-Henrik en central rolle,” siger Eva Berneke, adm. direktør i KMD.

”KMD er en central aktør i it-branchen, og jeg er glad for at blive en del af den spændende forretningsmæssige transformation, som KMD er i gang med. En stærk infrastruktur er et yderst centralt element i at have solide leverancer og styrke og udvikle KMD's konkurrenceevne på tværs af flere markedssegmenter. Jeg ser frem til at tage fat på driftsområdet med de mange dygtige folk i KMD,” siger Lars-Henrik Jessen.

Den nye direktør for KMD Operations er selv oprindeligt uddannet produktionsingeniør fra DTU. Han har tilbragt tyve år i NNIT, hvor han siden 2005 har været Vice President for forskellige områder i NNIT Operations.