Tilskuere til fodbold på stadion

Inden VM-bolden ruller i næste uge, har landsholdene været igennem et grundigt data-arbejde med at analysere sig frem til deres optimale startopstillinger og modstandernes svagheder.

I de seneste år er tacklingerne af tal og statistik i fodbold blevet langt mere avancerede end kampens slutresultatet på måltavlen efter to gange 45 minutters spil plus det løse.

Allerede inden startfløjtet på torsdag klokken 17 lyder til VM-slutrundens åbningskamp mellem værtsnationen Rusland og Saudi Arabien, er holdenes planer blevet gennemtygget af computere på begge sider af midterlinjen.

Mens kampen er i fuld gang, er der nu åbnet for, at der kan sendes data fra blandt andet stadionkameraer og GPS-sensorer monteret på spillerne til de to trænerbænke, der får live-informationer om spillernes fysiske forfatning samt deres tekniske og taktiske performance på grønsværen.

Når VM-åbningskampen er fløjtet færdig, samles alle disse datasæt til en samlet kampanalyse, der fysisk og mentalt skal få de to hold til at zoome ind på deres næste opgaver ved VM-slutrunden.

”Alle VM-holdene benytter data-analyser i større eller mindre udstrækning, fordi det giver et statistisk her-og-nu-indblik i både dit eget hold og modstanderen,” fortæller Edward de Boer, direktør hos den hollandske Coaching Tool-platform Inmotio med blandt andre hollandske tophold som Ajax, PSV Eindhoven og Feyenoord, men også danske Brøndby IF på kundelisten.

Alle VM-holdene benytter data-analyser i større eller mindre udstrækning, fordi det giver et statistisk her-og-nu-indblik i både dit eget hold og modstanderen.

Edward de Boer, direktør, InMotio

Live-data debuterer ved VM 2018

For mange fodboldfanatikere er det velkendt, at VAR-teknologien (Video Assistant Referee) med videodommere debuterer ved VM-slutrunden i Rusland. Ligeledes bliver indsamlede live-data også brugt i en VM-slutrunde for første gang nogensinde under hele kampen.

Tilbage ved VM i Brasilien 2014 eksperimenterede FIFA med at dele ud af sine data fra især kameraer til holdene i pausen og efter kampene, men i år kan holdenes dataeksperter så tilgå og benytte data live fra kampstart og helt ind i en eventuel straffesparkskonkurrence.

”I lande som Tyskland og Holland har det længe været normal praksis at indsamle og benytte data undervejs i kampen, enten styret på eller uden for stadion. Den slags er jo svært at dæmme op for,” forklarer Edward de Boer fra Inmotio.

De tilsendte live-data er typisk manuelle input som eksempelvis succesraten for spillernes afleveringer eller automatiseret optisk tracking, hvor alle spilleres og boldens nøjagtige placering og hastighed bliver registreret 25 gange i sekundet. Data bliver sendt ud til trænerbænken, hvor alt fra iPhones til PC’er kan gribe data og visualisere dem som hjælp på sidelinjen.

”Typisk er det ikke landstræneren, der kigger på data. Men han får naturligvis statistiske underretninger undervejs i kampen, ikke mindst i pausen. Ligesom vi i dag har fysiske og taktiske trænere, vil vi fremover nok også se en digital coach på bænken,” vurderer Edward de Boer.

Han tilføjer, at brugen af live-data endnu ikke er udbredt blandt alle VM-hold, og at FIFA heller ikke ligefrem opfordrer VM-kombattanterne til at installere et computerhjørne i trænerboksen.

Ligesom vi i dag har fysiske og taktiske trænere, vil vi fremover nok også se en digital coach på bænken.

Edward de Boer, direktør, InMotio

Dine egne og modstanderens data

Data indsamlet før VM omfatter et landsholds egne interne databaser over spillerne og scouting-rapporter fra modstander-lejrene.

De digitale scouting-rapporter fra kommende modstandere er typisk manuelt indtastede data om blandt andet afleveringer kombineret med videoklip, mens holdenes egne data er noget mere finkornet og komplekst sammensatte.

VM-holdenes egne datasæt kan overordnet set deles i to hovedkategorier: tekniske og fysiske data.

De tekniske data er baseret på strategien – eksempelvis hvordan en spiller bevæger sig i forhold til den udstukne taktik, eller hans succesrate med at sende bolden i fødderne på holdkammeraterne, eller hans evne til at tackle modstanderen på den ene eller den anden banehalvdel.

”De forskellige coaches på et hold kigger på forskellige tekniske data. For eksempel kigger head-coach’en på video, angrebstræneren er mest interesseret i afleveringer, mens forsvarscoach’en analyserer tacklinger,” uddyber Edward de Boer om tekniske data.

De fysiske datasæt er derimod fysiologiske informationer om hjerterytme efter eksempelvis accelerationer, der igen fortæller noget om spillernes kampgejst.

Edward de Boer peger på, at tendensen går mod, at tekniske og fysiske datasæt bliver tættere og tættere knyttet sammen.

”Du kan jo kun udføre din taktik, hvis du er fit for fight. Hvis et hold baserer deres taktik på at generobre bolden efter fem sekunder, så skal man jo for det første træne i løbe-eksplosioner og derefter holde øje med, om det nu også lykkes i kampene,” siger han.

Data fra VM-kampene skal forædles

Når VM-kampen, brusebadet og busturen hjem til hotellet for landsholdstruppen et overstået, starter det mest komplekse analysearbejde for holdenes datafolk. Det er ikke mindst det arbejde, som KMD skal hjælpe det danske landshold med som officiel datapartner for DBU. De mange data skal nemlig behandles og forædles, så de bliver nemme at tilgå for landstræner Åge Hareide og hans stab.

Her bliver selve kampforløbet naturligvis gennemgået, og så påbegynder trænerstaben de indledende knæbøjninger til næste landskamp få dage senere. Med et stramt VM-kampprogram er det på data-fronten ofte begyndende skader og scouting-rapporter om modstanderen, der skal indlæses på skærmen.

Spillerne mærker ikke det store til al dataindsamlingen i kulissen, selvom de er centrum for alverdens kameraer og alenlange lister af fysiske og taktiske optegnelser. De er vant til data-analyse fra deres egne, hovedsageligt europæiske, topklubber. Nogle landshold spiller også med en GPS under kampene, mens det for andre landshold – herunder det danske – primært foregår under træningen.

Hvad fremtiden bringer inden for data-analyse i fodbold og i sport generelt, handler mest om, hvad der er tilladt.

Edward de Boer, direktør, InMotio

Data-dækningen eksploderer

FIFA er selv en af de største data-leverandører til VM-slutrunden, da det er fra arrangørens kamera-rettigheder, at landsholdene får en god portion råmateriale til senere analyse.

Hvilke data holdene så selv samler ind og kombinerer på kryds og tværs, er det næsten kun fantasien, der sætter grænser for.

”Hvad fremtiden bringer inden for data-analyse i fodbold og i sport generelt, handler mest om, hvad der er tilladt. I dag er det eksempelvis ikke tilladt alle steder at lade spillerne bære RFID-chips, så der kan streames datasæt direkte til trænerne, medierne og betting-firmaer,” forklarer Edward de Boer.

Han spår med inspiration fra blandt andet fra den amerikanske version af fodbold, at data-mængderne på fodboldbanerne følger samme eksplosive retning opad som uden for kridtstregerne – ikke mindst til glæde for millionvis af fodboldfans foran fjernsynet.

”Især på tv-siden forventer jeg, at live-data fra spillerne snart kan tilgås på enten en telefon eller anden skærm ved siden af tv’et. Så bliver det ikke kun data om, hvor langt spilleren har løbet i kampen, der kan ses, men tv-seerne kan selv få lov til at analysere og visualisere live-data som spillernes fysiske tilstand,” siger Edward de Boer.