En hånd der rækker et kreditkort frem

Vores penge bliver i stigende grad digitale, og den udvikling vil accellerere i 2018, siger Tim Frank Andersen.

Den digitale udvikling buldrer derudaf med uformindsket styrke og digital oprustning fylder mere og mere på virksomhedernes strategiske agenda. I anledning af det nye år har vi fået Tim Frank Andersen, som er Chief Digital Officer i CharlieTango, til at samle årets ti vigtigste digitale temaer.

Tim Frank Andersens fjerde tema for 2018 handler om det kontantløse samfund:

Danmark er et af de lande i verden hvor færrest bruger kontanter – helt præcist 23% ifølge Nationalbanken. Vores penge bliver i stigende grad digitale, og over halvdelen af unge op til 39 år mener ikke, at det vil være et problem, hvis samfundet blev kontantløst.

Fra nytår kan butikker nu vælge ikke at tage imod kontanter i aftentimerne. Og denne bevægelse understøttes af et væld af nye, smarte digitale betalingsløsninger. Fra Dankort på mobilen til MobilePay. Men også udenlandske løsninger som ApplePay, PayPal og Alipay vinder frem herhjemme. Den udvikling vil vokse endnu mere markant i 2018.

De danske banker har fundet sammen i understøttelsen og videreudviklingen af MobilePay, mens Nets har etableret en helt ny forretningsenhed med navnet SmartPayments, der skal udvikle fremtidens nemme løsninger – alt sammen til glæde for os forbrugere, som i den grad tager de nye løsninger til os. Ifølge Nationalbanken bliver vi dog ikke helt kontantløse foreløbig. Men udviklingen vil accelerere, og det vil være til glæde for os alle sammen, fordi det minimerer bøvl og besværliggør brugen af sorte penge.

Du kan læse mere om Tim Frank Andersens vigtigste temaer for 2018 i de kommende dage. Næste tema handler om blockchain og bitcoin.