Bærbar computer med html på skærmen

I sidste uge kiggede Techtopia nærmere på bitcoin og bitcoin cash, som i høj grad er bygget på teknologien blockchain. Det er en teknologi, som spås en så stor fremtid, at nogen kalder det fremtidens internet. Men det er en teknologi, som både byder på store muligheder og på udfordringer. Bliv klogere på brugen af blockchain, når Techtopia besøger European Blockchain Center på ITU.

Blockchain – teknologien med de mange muligheder

Blockchain er en teknologi, som har potentiale til at disrupte ikke kun finanssektoren, men også mange andre områder, fordi blockchain gør det muligt at afskaffe tredjeparten eller mægleren i en transaktion, udveksling eller kontrakt mellem to parter. Teknologien kan derfor skabe tillid i eksempelvis en transaktion mellem to parter, der ikke nødvendigvis stoler på hinanden.

I denne uge sætter Techtopia fokus på et par af de nuværende områder, hvor blockchain bliver brugt – men også på, at teknologien bestemt ikke har vist sig i sin sidste udgave endnu. Blockchain er en teknologi, som ifølge KMD kan understøtte digitaliseringen positivt, og it-virksomheden følger derfor udviklingen tæt og med stor interesse.

”Jeg ser mange muligheder i brugen af blockchain, lige fra effektive og transparente værdikæder til alternative betalingsmodeller til diverse registreringer,” siger Claus Krüger, som er blockchain-specialist i KMD.

En blockchain er en uafviselig kæde af krypterede transaktioner og kan derfor anvendes til troværdig registrering af transaktioner på tværs af uafhængige parter. Men det kræver selvfølgelig, at disse parter arbejder sammen. Med det rette samarbejde på tværs af myndigheder og private aktører, vil blockchain således fx kunne danne grundlag for en registrering af en persons sundhedsbesøg på tværs af sundhedsudbydere.

Blockchain er således en teknologi, der kan få stor betydning for den enkelte borger og digitaliseringen af Danmark.

Varighed: 33:41

Medvirkende:

  • Professor Roman Beck, ITU