Mand med skæg har virtual reality briller på

Kig på en bold. Tænk på at kaste den efter en dræberrobot. Og vupti, så sker det! Velkommen til Virtual Reality styret med tankens kraft.

Billede af Henrik Føhns, vært på podcasten Techtopia, med en play knap henover. 

Det kan lyde som science fiction, men det er allerede virkelighed. For nu kan du styre et computerspil og skrive på et tastatur udelukkende ved at tænke på det. Ingen mus, intet tastatur, kun elektriske signaler fra din hjerne.

Udstyret kaldes et brain-computer-interface (BCI) og er i virkeligheden et sæt Virtual Reality-briller og en EEG-scanner, der via syv elektroder på dit hoved opfanger de elektriske impulser fra neuroner i din hjerne.

I ugens podcast besøger Henrik Føhns også et finsk firma, som har udviklet en Virtual Reality-brille, der stiller skarpt på samme måde som det menneskelige øje. Det betyder, at VR-brillerne fokuserer og stiller skarpt på ét punkt og lader alt i periferien være lidt uskarpt på samme måde som det menneskelige øje. I dag er VR-briller som en tv-skærm, hvor alle punkter på skærmen har den samme opløsning, og det giver overordnet set en ret sløret oplevelse.

Augmented Reality og Virtual Reality

Virual Reality og Augmented Reality er teknologier, der er spået en stor fremtid og allerede i dag bliver brugt til især underholdning.

De to teknologier minder om hinanden, men har også markante forskelligheder. Virtual Reality er teknologien, der skaber illusionen om en virtuel, fiktiv verden. En person kan derved ved hjælp af VR-briller og høretelefoner træde ind i et unikt, computerdesignet og virtuelt univers.

Augmented Reality har derimod sit udgangspunkt i den virkelige verden. ”Med Augmented Reality taler vi om en situation, hvor du ser den virkelige verden, som så bliver augmented eller udvidet med et grafisk lag, som kan indeholde forskellige typer af information,” siger Lars Vedel Nørgaard, som er Enterprise Architect i Office of Technology i KMD.

Augmented Reality tilføjer real-time video-lag oven på virkeligheden ved at analysere overflader og objekter. Det gør en sammensmeltning mellem det virkelige rum og den virtuelle verden mulig, ligesom det giver muligheden for at forstørre, dreje og vride et virtuelt produkt i den virkelige verden. De fleste smartphones og tablets er allerede i dag udstyret med teknologi, der gør det muligt at benytte sig af Augmented Reality. Den mest kendte brug af Augmented Reality er formentlig Pokémon Go, som sendte tusindvis af mennesker på jagt efter virtuelle væsener i 2016.

”Augmented Reality kan bruges til mange ting både inden for det offentlige og erhvervslivet. Faktisk er mulighederne fuldstændig uendelige. Det kan bruges til underholdning, til undervisning, til at sælge produkter som IKEAs møbler i folks eget hjem, men kan fx også bruges inden for sundhedsvæsenet eller af arkitekter,” siger Lars Vedel Nørgaard. 

Varighed: 26:52

Medvirkende:

  • Ramses Alcaide, CEO, Neurable
  • Urho Konttori, CEO, Varjo