Person sidder og taster ind på bærbar computer

I fremtiden skal du overbevise en kunstig intelligens om, at du er den rigtige ansøger til jobbet – eller i hvert fald er egnet til at opnå en samtale, som ægte mennesker foreløbig stadig vil stå for.

Billede af Henrik Føhns, vært på podcasten Techtopia, med en play knap henover. 

Fremtidens ansøgninger kan ved hjælp af kunstig intelligens ændre den måde, vi i dag søger job. I stedet for at sende dit cv, svarer du på udvalgte spørgsmål, som herefter evalueres ved hjælp af kunstig intelligens og som udpeger, hvem der går videre til en samtale. Kunstig intelligens eliminerer derved faktorer såsom, hvilket universitet du har gået på, og i stedet vurderes dine evner baseret på dine svar på spørgsmålene. Yderligere skal systemet spare tid, fjerne menneskelig forudindtagethed og forhindre fejlansættelser.

I denne uge snakker Techtopia sammen med Seedlink, et kinesisk firma der udvikler kunstig intelligens som en hjælpende hånd til HR-medarbejderne i rekrutteringsprocessen. En virksomhed, der allerede nu samarbejder med store internationale selskaber som L´Oréal, Hugo Boss og Coca-Cola.

Techtopia spørger Roeland de With, leder af Seedlink Sales Europe om konsekvenser, reaktioner og teknologien bag Seedlink.

Kunstig intelligens skal hjælpe jobsøgende borgere i job

Kunstig intelligens er ikke kun for rekrutteringsprocessen i virksomhederne. Teknologien skal i fremtiden også hjælpe kommunernes sagsbehandlere og jobsøgende borgere med forslag der kan skabe en effektiv vej tilbage på arbejdsmarkedet.

EcoKnow, et stort innovations- og forskningsprojekt i samarbejde mellem IT-universitetet og bl.a. KMD, Kammeradvokaten, Københavns Universitet, Dansk Socialrådgivning og flere kommuner, har netop til mål at benytte kunstig intelligens som en hjælpende hånd for sagsbehandlere og jobsøgende.

I samarbejde mellem partnerne på EcoKnow-projektet skal der udvikles et system baseret på kunstig intelligens, der aflæser mønstre i store mængder data fra borgere og sagsbehandlere. Ved hjælp af afkodning af mønstrene i datasættet kan systemet levere anbefalinger til den enkelte borger og sagsbehandler, der kan understøtte en effektiv vej til job.

”Det er super komplekst, så det er en virkelig god løsning, at partnerskabet i EcoKnow-projektet kan løse udfordringerne i fællesskab. Den kunstige intelligens kan noget andet og mere end noget, vi tidligere har set i it-systemer. Visionen om, at man med hjælp af prognoser kan hjælpe borgere med anbefalinger bygget på evidens, er virkelig en styrke i EcoKnow, som kan give øget livskvalitet til mange danskere,” siger Executive Vice President Mette Kaagaard fra KMD.

Du kan læse mere om EcoKnow projektet her.

Varighed: 29:38

Medvirkende:

  • Roeland de With, leder af Seedlink Sales Europe.