Techtopia logo

Når der er fokus på teknologisk udvikling, tænker de fleste på Silicon Valley i Californien som et af verdens midtpunkter. Men hvad med Kina?

Ugens podcast

Er det i virkeligheden her det sker, når det kommer til den rivende udvikling inden for nye forretningsmodeller i samspil med ny teknologi? Og er Kina i virkeligheden det nye Silicon Valley?

Henrik Føhns taler i denne uge med den danske Kina-ekspert Christina Boutrup, som lægger vægt på den teknologiske udvikling i Kina - lige fra Made in China til Invented in China. Den teknologiske udvikling skaber nye forretningsmodeller og derfor nyt land for startups på de kinesiske markeder. Blair Zhang, investor fra Comb+ sætter fokus på startup-kulturen i Kina, og hvordan den adskiller sig fra den vestlige verden.

Fra Kina til danske it-systemer

Der kan umiddelbart synes langt fra Kina til danske it-systemer. Men i virkeligheden er det de samme teknologier, vi har i kikkerten, og vi kan derfor lade os inspirere af hinanden i arbejdet med at udnytte de forskellige teknologiske trends.

I KMD er innovation, teknologiske trends og udvikling af it-startups vigtige områder at holde os opdateret på for at kunne tilbyde kunder de mest værdigivende løsninger.

I KMD Venture, KMD’s selvstændige investeringsfond, er der fuld fokus på digital innovation og skabelse af nye forretningsmodeller med samarbejdspartnere og startups. KMD Venture har blandt andet stået bag Kubo, som er en læringsrobot til folkeskoleelever, og digitalisering af testamenter i form af Testaviva.

KMD Office of Technology, en afdeling med fokus på teknologiske trends, holder i særlig grad øje på de syv globale giganter Amazon, Google, Apple, Facebook samt de tre kinesiske firmaer Tencent, Alibaba og Baidu. CTO Hans Jayatissa, som står i spidsen for KMD Office of Technology, påpeger det interessante ved udviklingen, hvor de kinesiske giganter er gået fra at være kopier af de amerikanske giganter til på flere områder at have overhalet dem og selv blevet førende.

”I KMD skal vi forstå, hvordan vi kan udnytte de services, som giganterne leverer, men også om der er områder, vi kan lade os inspirere af og lancere lignende services i kontekst af vores løsninger. Tænk eksempelvis på, hvordan ansigtsgenkendelse, som nævnes i podcasten, kan bruges som en nem identifikationsmetode i flere af vores løsninger,” siger Hans Jayatissa.

Varighed: 37:57

Medvirkende:

  • Christina Boutrup, Kina-ekspert
  • Blair Zhang, investor, Comb+