Kvinde taler i headset foran computerskærm

Det bliver mere og mere almindeligt for udsatte borgere at mødes med deres kommunale vejledere på video via nettet. Horsens Kommune er en af de kommuner, som har mest erfaring med brugen af virtuel vejledning.

Når regioner og kommuner vejleder nogle af de mest udsatte borgere, har det for det meste foregået i borgernes egne hjem, hvor de har fået besøg af specialvejledere. Men i dag er det i flere regioner og kommuner blevet muligt at møde sin vejleder online via videomøder på nettet.

Det kaldes telemedicin, telesundhed eller virtuel vejledning, men det dækker alt sammen over muligheden for at levere sundhedsydelser på afstand ved hjælp af digitale løsninger.

Horsens Kommune har arbejdet med de digitale muligheder siden 2011 og har i dag cirka 160 borgere, som jævnligt holder videosamtaler med deres vejledere. I Horsens er det især i specialvejledningen og på misbrugsområdet, at videomøder erstatter de fysiske møder ude hos borgerne.

”Vi har hele tiden kunnet yde rådgivning og vejledning over telefonen, men med video får vi øjenkontakt med borgerne, og det betyder rigtig meget både for medarbejderen og borgeren. Hos nogle borgere kan videomødet være et supplement, men på sigt kan det også være en erstatning for de fysiske besøg. På den måde kan vi stille og roligt gøre borgerne mere selvstændige,” siger Cate Kristiansen, som er driftschef i afdelingen Handicap, Psykiatri og Socialt Udsatte i Horsens Kommune.

Læs hele historien om Horsens Kommunes erfaringer med telesundhed her.