Glade børn sidder foran computerskærm og arbejder

Alle folkeskolens elever skal have en forståelse af de digitale muligheder, mener regeringen i nyt udspil. Det er en tilgang, der matcher flere andre igangværende projekter.

Det er ikke nok, at børn og unge lærer at bruge tablets, smartphones, computere og sociale medier. De skal også lære at forstå og bruge teknologien som andet end forbrugere – de skal med andre forstå, hvad der er ”inde i maskinen”. Derfor skal der et nyt fremmedsprog på skemaet, nemlig computerkodning.

”Min ambition er, at alle danske børn skal lære at kode,” siger undervisningsminister Merete Riisager (LA) til Jyllands-Posten.

”Teknologi er en præmis for børn og unges liv. Det er både infrastruktur, et redskab til at skabe med og en kanal til kommunikation. Derfor skal eleverne ikke kun sidde med maskinene og kunne bruge diverse apps og programmer, men de skal også forstå hvilke elemener, som teknologien er bygget af,” siger hun videre til avisen.

Undervisningsministeren understreger, at det ikke er et mål, at alle børn skal ende som it-ingeniører, men at alle skal have en grundlæggelse forståelse af teknologien. Den endelige plan kommer først senere, men det er tanken, at eleverne skal arbejde med kodning, algoritmer, og hvordan teknologien påvirker vores hverdag.

Den nye ambition kommer bl.a. i kølvandet på det igangværende projekt Coding Class, som KMD og flere andre af IT-Branchens medlemmer støtter sammen med seks kommuner og Styrelsen for IT- og Læring.

Man kan ikke længere skelne mellem en it-branche og en branche uden it. Det hele flyder sammen, så det bliver en fundamental og vigtig del af livet at have it-kompetencer, ikke bare som programmør eller ingeniør

Martin Exner, medstifter og formand for Coding Pirates

Coding Class er rettet mod elever i 6. klasse på tværs af landet. Her er målet at skabe interesse for it og teknologi blandt elever og lærere og få indført it-undervisning som en fast del af skolens pensum. Coding Class-projektet ledes af Martin Exner, som var medstifter af Coding Pirates.

”I takt med at it-branchen vokser, bliver it også noget helt fundamentalt i alle andre brancher. Så man kan ikke længere skelne mellem en it-branche og en branche uden it. Det hele flyder sammen, så det bliver en fundamental og vigtig del af livet at have it-kompetencer, ikke bare som programmør eller ingeniør, men næsten lige meget hvad, man skal være,” sagde Martin Exner, da vi talte med ham i efteråret.

Det er samme tankegang, der ligger bag den prisvindende fynske læringsrobot KUBO, som er rettet mod de yngste elever.

”Teknologi fylder rigtigt meget i vores liv i dag, især for børn og unge. Men det er en meget begrænset del af dem, der er i stand til at skabe noget med teknologi og fx vide, hvordan et billede dukker op på en skærm, eller hvad internettet egentlig er. Det er lidt en demokratisk kompetence at kunne være i stand til at forstå teknologi og være i stand til at skabe, så det ikke bare er noget for en elite i fremtiden,” siger CEO i Kubo Robotics Tommy Otzen i dette interview.