Computerskærm med kode på

Vores verden bliver mere intelligent, men også mere skrøbelig. 2018 vil betyde store, koordinerede cyberangreb mod store virksomheder, som vil blive sat skakmat af hackere, forudser Tim Frank Andersen.

Den digitale udvikling buldrer derudaf med uformindsket styrke og digital oprustning fylder mere og mere på virksomhedernes strategiske agenda. I anledning af det nye år har vi fået Tim Frank Andersen, som er Chief Digital Officer i CharlieTango, til at samle årets ti vigtigste digitale temaer.

Tim Frank Andersens tiende og sidste tema for 2018 handler om cyberangreb:

Sidste år så vi, hvordan et cyberangreb kan lægge selv den største virksomhed ned. NotPetya angrebet endte med at koste Mærsk ca. 2 milliarder kroner, og det har forhåbentlig været et gevaldigt wake-up call for de fleste virksomhedsledere. Spørgsmålet er så bare, om der gøres nok rundt omkring.

DFDS har været ude og fortælle, at de bliver angrebet dagligt, og at de nu bruger i omegnen af 50 mio. kroner årligt på at sikre sig mod cyberangreb. Desværre er det noget, der er kommet for at blive. Kampen mod digitale pirater er et våbenkapløb, og det vil kræve en markant og vedvarende indsats i alle virksomheder at sikre sig mod den nye slags trusler.

Jeg spår, at det bliver et af de store temaer for 2018, at vi kommer til at se flere store, koordinerede angreb, og at vi igen kommer til at opleve, at en stor, velrenommeret virksomhed bliver sat skakmat. Jeg tror også, vi kommer til at opleve dele af vores infrastruktur bliver ramt.

Derfor bør alle virksomheder kigge deres digitale beredskabsplaner ekstra grundigt efter i sømmene og forberede sig på at blive ramt.

Hermed er vi nået igennem Tim Frank Andersens bud på årets ti vigtigste digitale temaer. Gik du glip af et tema eller to, så kan du få oversigten over dem alle lige her.