Digital kompetenceudvikling: Uddannelse når og hvor som helst

Kvinder taler sammen på gang

De ansatte i statens institutioner er i gang med digital kompetenceudvikling. Nu kan kommunerne også tilslutte sig den fælles læringsløsning Campus, som giver medarbejderne mulighed for at udvikle deres kompetencer via mere end 130 forskellige e-læringskurser i alt fra Forvaltningsloven til konflikthåndtering. Faxe er en af de første kommuner, som har valgt at tilslutte sig den digitale læringsløsning.

Forvaltningsloven. God adfærd i det offentlige. Offentlighedsloven. Det er blot tre af i alt 130 e-læringskurser, som det offentliges læringsløsning Campus giver medarbejdere i statens institutioner adgang til.

Nu er en række kommuner også begyndt at tilslutte sig Campus, hvor de får adgang til uddannelsesmiljøet. Samtidig kan den enkelte kommune også bruge det som kursusadministrationssystem og får mulighed for at dele kurser på tværs af kommuneskel.

Det er Moderniseringsstyrelsen, der driver Campus og udvikler kurserne i samarbejde med arbejdspladserne. KMD leverer platformen, hvor der på sigt vil blive mulighed for virtuel- og social læring medarbejderne imellem via digitale fora.

Varieret udbud af digitale kurser

Faxe Kommune er en af de første kommuner, som har valgt at tilslutte sig Campus og har siden slutningen af april givet medarbejdere adgang til det digitale læringsmiljø. I første omgang har kommunen valgt at investere i 500 licenser til kommunens ledere og administrative medarbejdere.

- Fordelen ved Campus er, at det er tilgængeligt, når medarbejderne har tid. De behøver ikke at tage en hel dag eller hele dage ud af kalenderen for at tage på kursus. Det er også en økonomisk effektiv løsning i forhold til at sende medarbejdere på eksterne kurser. Og så har det varierede udbud i kurserne, som henvender sig til forskellige målgrupper i vores medarbejdergrupper, også spillet en stor rolle, siger afdelingsleder i HR- og lønafdelingen i Faxe Kommune, Imran Akbar, om valget af Campus.

Faxe Kommune er i øjeblikket også ved at etablere egne interne uddannelser og kurser for medarbejderne.

- Det er vigtigt for os, at medarbejderne kan udvikle sig. Hvis de kan det, kan vi levere en bedre service til borgerne, fordi medarbejdernes kompetencer er opdaterede. Hvis vi skal følge med den udvikling, der sker i samfundet og inden for de faglige områder, så er det også vigtigt, at medarbejderne har mulighed for at blive klædt på og få vedligeholdt deres kompetencer, siger Imran Akbar.

Han fortæller, at kommunen løbende vil vurdere, om det digitale læringsmiljø skal bredes ud i hele organisationen til alle ansatte.

- Vi er spændte på, hvordan det bliver taget imod, og hvordan det bliver brugt. Vi ser også Campus som værende den platform, hvor vi kan gennemføre nogle af vores egne, interne uddannelser online, og hvor vi i fremtiden kan administrere egne kurser. På sigt vil det også være spændende, hvis vi kunne byde kurserne ud til andre kommuner, da vi jo sidder på tværs af kommuner med nogle af de samme udfordringer og muligheder. Så der er også basis for, at man kan dele viden på den måde, siger han.

Fleksibel uddannelse for medarbejderne

Det er KMD, der leverer platformen til det offentliges læringsløsning Campus. Ifølge Business Line Manager i afdelingen Job & Udvikling, Leif Westmark, er der flere fordele ved at tage e-læringskurser i brug.

- Ved at lave digital efteruddannelse kan man tilbyde medarbejderne kompetenceudvikling, som de måske ellers ikke ville få. En af fordelene ved e-læringskurser er, at det er fleksibelt, fordi medarbejderne får mulighed for at tilegne sig kompetencer hvor og når som helst. Medarbejderne kan få den samme viden uden at skulle opholde sig på den samme lokation, siger Leif Westmark og fortsætter:

- Vi bruger i stort omfang de digitale teknologier i vores dagligdag, derfor er det også helt naturligt, at de samme teknologier bliver brugt på arbejdspladserne.

Om Campus

  • Moderniseringsstyrelsen har udviklet Campus for at gøre kompetenceudvikling mere effektiv, målrettet og strategisk
  • Indeholder mere end 130 e-læringskurser
  • Samler udviklingsaktiviteter såsom kursusadministration, e-læringskurser, udviklingsplaner, dialogfora og kompetencestyring
  • Der er cirka 110.000 brugere på løsningen
  • Campus anskaffes på tilslutningsaftale hos Moderniseringsstyrelsen

Vil du vide mere?

Kenny Bech

Kenny Bech

Business Development Consultant

kyb@kmd.dk