Integreret løsning giver store besparelser

Integreret løsning giver store besparelser

KMD Føniks er nem at integrere med BUPL's eksisterende it-portefølje, og den bygger bro mellem fagforbundets medlemsservice og -rådgivning og a-kassens lovmæssigt fastlagte opgaver.

KMD Føniks afløser Winnie og ud over økonomiske besparelser er det nye system valgt, fordi BUPL i fremtiden vil kunne indgå i en mere kvalificeret dialog med medlemmerne. Dét kræver opdateret viden om, hvem de er, hvad de laver og, hvad der er vigtigt for dem i deres arbejdsliv.

"Vores medlemmer sidder som regel ikke bag en computer hele dagen, men er ude og arbejde i øjenhøjde med børnene. Derfor har det været vigtigt for os at få en løsning, der er nem og hurtig at gå til på fx en smartphone, som typisk er lige ved hånden. BUPL er i princippet to virksomheder, og med KMD Føniks kan forbundet og a-kassen dele omkostningerne til driften. Det er i alles interesse, for mange af de centrale data er de samme. Og der er jo ingen grund til at taste dem ind flere gange end højest nødvendigt," siger Brian Andersen, der er projektansvarlig og leder af it-afdelingen i BUPL.

Gearet til at møde konkurrencen

BUPL har et fast tag i de mere end 65.000 medlemmer, der skal være pædagoger for at kunne blive en del af hulen. Ikke desto mindre oplever BUPL som alle andre forbund den stigende konkurrence, og ét af værktøjerne til at sikre succesfuld rekruttering og fastholdelse er tæt kommunikation mellem forbundets 12 selvstændige foreninger, så medlemmerne ikke oplever at skulle starte forfra, hvis de fx skifter arbejdsplads eller flytter kommune. Brian Andersen fortsætter:

"Vi kommer til at binde det strategiske og operationelle arbejde bedre sammen, så vi kan gå langt mere professionelt til værks, når det gælder om at indsamle, arkivere og dele viden om vores medlemmer. Hårde data taler et tydeligere sprog end mavefornemmelser, og med KMD Føniks får vi en CRM-platform, som ikke kun fungerer som databank, men som det afgørende værktøj, der gør det muligt for os at komme så tæt på medlemmerne, at vi kan tilbyde dem services, før de selv når at efterspørge dem. Som professionsfagforening er det afgørende for os at kunne levere værdifuld faglig sparring, og vi glæder os til at blive endnu stærkere på dét felt."

Tæt parløb og gensidig videnudveksling giver stærk brancheløsning

Økonomi har gennem projektet været en meget væsentlig driver for BUPL, der arbejder under en politisk målsætning om at skulle levere mere for de samme penge. Administrationsgebyret er fastfrosset for a-kassen, og BUPL vil oven i købet gerne kunne sætte prisen ned. Dét kræver imidlertid øget fokus på effektivisering og automatisering af arbejdsgangene. BUPL havde ikke på forhånd en kravspecifikation klar til forbundsdelen, og løsningen er derfor resultatet af et tæt parløb, hvor en fleksibel udviklingsproces skal sikre, at BUPL's mange målsætninger bliver indfriet.

"Vi har oplevet en meget lyttende og involverende leverandør, som i virkeligheden bedre kan betegnes som en samarbejdspartner i det her projekt. KMD bliver gennem os klogere på forbundsdelen af deres brancheløsning, og vi bliver til gengæld klogere på systemet. Vi har bedt KMD om at udfordre os på vores arbejdsgange og processer, så vi i sidste ende kan høste gevinsten med skarpere funktionalitet, en bedre brugergrænseflade, målrettet automatisering og øget effektivisering," slutter Brian Andersen.

BUPL er en fagforening for pædagoger. BUPL har 65.000 medlemmer og består ud over et forbundskontor af 12 lokale fagforeninger og en a-kasse. KMD Føniks implementeres i faser og er fuldt forankret ved indgangen til 2016.