Et lille samarbejde fik hurtigt format

Medarbejdere kigger på server

Det var et akut behov for online backup, der bragte KMD ind i billedet hos Konica Minolta. Siden er samarbejdet vokset støt med alle de ydelser, it-chefen på forhånd ikke forventede, KMD kunne levere.

En uventet samarbejdspartner

'KMD – er det ikke en leverandør til det offentlige?'. Nogenlunde sådan ville Konica Minoltas it-chef Sune Perlman have tænkt, før han fik anledning til at hilse nærmere på KMD.

- Derfor var det temmelig uventet, da jeg en dag fik en reklame fra KMD. Men jeg stod og skulle finde en ny leverandør til online backup, og KMD virkede både saglige og troværdige. Så vi tog et møde, og snart efter havde vi både en aftale og en effektiv online backup. Før tog det omkring 15 timer at hente en backup af vores Navision. Nu tager det en halv time, så vi har virkelig fået en hurtig disaster recovery, fortæller han. Siden har samarbejdet overbevist Sune Perlman om, at KMD matcher Konica Minolta, både hvad angår teknisk faglighed og indstillingen til et effektivt og fleksibelt samarbejde.

Fart på fiberforbindelserne

Nye fiberforbindelser var et af de næste behov, der dukkede op hos it-chefen. De gamle radiokædeforbindelser mellem kontorerne var for langsomme og ustabile, og her kom KMD igen ind i billedet.

- Det kunne de også klare. Alle vores kontorer fik nye fiberforbindelser, og det har givet os en markant forbedring af hastighed og stabilitet, fortæller han.

Netforbindelsen er også vital for både kontorerne og for Konica Minoltas 110 serviceteknikere.

- Uden netforbindelse kan vi ikke bestille varer eller reservedele, hverken på kontorerne eller mobilt. Serviceteknikerne kan heller ikke hverken afslutte et servicekald eller modtage nye uden net. Så de bliver hurtigt sårbare, hvis vores net er nede, forklarer Sune Perlman.

Inspirationsmøder føder gode idéer

Sune Perlman fremhæver de fælles inspirationsmøder med KMD som en stor fordel for samarbejdet. For eksempel har Konica Minolta en aftale med KMD, hvor KMD ikke blot garanterer et tidsrum frem til påbegyndt reparation, men frem til afsluttet reparation. Alligevel lykkedes det parterne at sikre WAN-forbindelserne yderligere.

- Kabelbrud kan ramme selv en fiberforbindelse. Men ved at bygge en redundant forbindelse i trekanter er vi lynhurtigt oppe igen. Hvis vores direkte forbindelse bliver kappet, tager den redundante forbindelse automatisk over på få minutter, forklarer han.

Faktisk er det sket, at hovedkontoret i Albertslund blev kontaktet af en DONG-tekniker med besked om et kabelbrud, der var sket natten forinden. Men kontoret havde intet bemærket, da den redundante forbindelse allerede var oppe, da medarbejderne mødte ind om morgenen.

Gør det komplekse enkelt

Samarbejdet har vist, at Konica Minolta og KMD begge er tilhængere af enkelhed. I designet, processen, i driften og i daglig brug.

- Vi fokuserer på slutresultatet. Større projekter bider vi over i mindre dele, så vi kan justere undervejs. Hvis der opstår problemer, får vi fat i de rigtige ressourcer hurtigst muligt. Og hvis det nemmeste er, at KMD taler direkte med vores moderselskab i Tyskland, så gør de det, siger Sune Perlman.

Den filosofi afspejler sig blandt andet i i det nye LAN, som KMD leverede. Løsningen er designet med udgangspunkt i ensartethed og sammenhænger, og det forenkler både overvågning og drift.

- Vi pillede alt fra hinanden, skiftede al hardware og samlede det igen. Og det gik meget, meget smertefrit, husker Sune Perlman. På en skærm i it-afdelingen viser han også, hvor enkel overvågningen er blevet: På et Danmarkskort er der 4 grønne markeringer – en for hvert kontor.

- Når de er grønne, er alt i orden. Så enkelt kan det gøres, siger han.

Ro til at udvikle forretningen

For Sune Perlman er det afgørende, at han og hans it-afdeling får ro til at udvikle det, de er ansat til. Og det er ikke netværket:

- Vi skal understøtte vores forretning og vores konsulenter. Det kan vi gøre, når ansvaret for netværket er samlet hos KMD. Her holder de deres kompetencer skarpe og sørger for hurtig problemløsning. Og de ka' noget, de gæve nordjyder. De gi'r ikke bare op, siger han med henvisning til KMD's teknikere i Aalborg.

- KMD er gode til at omsætte vores urimelige krav til løsninger. De tager et virkelig stort ansvar og forlader os aldrig, før et problem er løst. Og så er de både kompetente og rare at arbejde med, lyder skudsmålet fra Sune Perlman.

Det startede med online backup

Siden er samarbejdet udvidet med:

  • WAN-forbindelser til kontorerne i Albertslund, Vejle, Århus og Aalborg. Herunder redundans på WAN i trekanter, så selv kabelbrud ikke skaber problemer.
  • LAN og trådløst LAN med overvågning og drift.
  • Sikkerhed med bl.a. firewall, spamfilter, antivirus og hotline.
  • Overvågning med alarmering og rapportering.
  • Projektledelse.