”Hvis ikke min alder var imod mig, ville jeg også gerne have deltaget i 60-års jubilæet”

KMD fejrer 50-års jubilæum, og i den forbindelse har vi talt med nogle af de KMD’ere, der har været i organisationen i længst tid. Vi har blandt andet spurgt dem om, hvordan de kom ind i virksomheden, hvordan virksomheden har ændret sig, og hvilke begivenheder de specielt har hæftet sig ved. I denne artikel møder du Mette Bech, der arbejder som teknisk konsulent i KMD.

Fordi KMD er så stor en virksomhed, der har ændret sig utrolig meget gennem årene, har jeg aldrig kedet mig. Jeg har siddet i 7 forskellige stillinger og har fået lov til at prøve kræfter med mange forskellige områder og arbejdsopgaver, der alle sammen har udfordret og dermed udviklet mig,

Mette bech, Teknisk konsulent, KMD

”Jeg var 18 år, 2 måneder og 3 dage, da jeg startede i KMD. Det er 41 år siden,” starter Mette Bech og fortæller, at hun startede i det, der dengang hed Maskinstuen.

”Maskinstuen var en afdeling, hvor der ikke førhen havde været kvinder ansat. Jeg tror ikke, man tænkte, at det at arbejde på treholdsskift var noget for kvinder,” siger Mette Bech smilende og fortsætter:

”Jeg blev ansat samtidig med to andre kvinder i forbindelse med, at der skulle etableres et nyt kontor i Ribe. Man vidste ikke, hvor længe det ville tage, før det hele var på plads, så derfor lød min første kontrakt på 14-dage. Jeg fik heldigvis flere kontrakter i løbet af det første år – faktisk tror jeg, at jeg har hele 12 kontrakter fra mit første år i KMD. Efter et år i KMD blev jeg fastansat på Maskinstuen. Der arbejdede jeg i 11 år, inden jeg søgte videre i KMD,” fortæller Mette Bech og fortsætter:

”Maskinstuen var det sted, hvor alt kommunalt materiale blev printet. Det vi i dag kalder for printcenteret. Dengang havde man en person ansat per printer. I dag tror jeg, at én person ville skulle betjene 3 printere. På den måde har erhvervslivet ændret sig. Man har mere travlt i dag,” siger Mette Bech og forklarer, at der var en stiltiende aftale om, at man den første uge i måneden, fordi der ikke var travlt, godt kunne tillade sig at tage en lille lur på nattevagterne.

Og erhvervslivet er ifølge Mette Bech ikke det eneste, der har forandret sig. Også meget i KMD er blevet anderledes. 

”KMD har ændret sig enormt meget i de 41 år, jeg har været ansat. En af de ting, der hver dag minder mig om, hvor meget der egentlig er sket de sidste 41 år, er når jeg bruger mit adgangskort. Da jeg startede i KMD, havde man et manuelt kom-og-gå-system, forstået på den måde, at portvagten Børge sad og tjekkede, hvem der kom og gik. Det var faktisk superhyggeligt, fordi man altid fik en lille sludder,” forklarer Mette Bech og fortsætter:

”Fordi KMD er så stor en virksomhed, der har ændret sig utrolig meget gennem årene, har jeg aldrig kedet mig. Jeg har siddet i 7 forskellige stillinger og har fået lov til at prøve kræfter med mange forskellige områder og arbejdsopgaver, der alle sammen har udfordret og dermed udviklet mig,” siger Mette Bech og afslutter:

”Det har været en spændende rejse, og hvis ikke min alder var imod mig, ville jeg også gerne have deltaget i 60-års jubilæet.”

Mette Bechs adgangskort fra start 80’erne. Dengang sad der en portvagt, hvem til man skulle opgive sit nummer, for at komme ind og ud af bygningen. 

På billedet ses Mette Bech svinge magnetbånd. Hver magnetbånd kunne indeholde mellem 160-200Mb data. Billedet er fra KMB Bladet, et internt nyhedsmagasin, der blev publiceret hver måned. 

 

50 år med digitalisering

I 2022 fejrer vi KMDs 50-års jubilæum. Det gør vi med et tilbageblik på nogle af de afgørende nedslag i den danske digitaliseringshistorie og ved kigge fremad mod de næste års videre digitale udvikling. Hvad betyder det egentlig at have været en fundamental del af de danske kommuners og det danske samfunds digitalisering, lige fra starten? Hvilken betydning har vores mangeårige erfaring og vores store bagkatalog af it-løsninger for vores evne til rådgive om og udvikle de næste skridt i digitaliseringen? Og hvordan ser vi næste skridt på digitaliseringsrejsen sammen med vores kunder og partnere? Alt dette, og meget mere vil du kunne blive klogere på i løbet af 2022, når vi fejrer KMD’s 50- års jubilæum.

Seneste indsigter