”I løbet af en årrække fik vi bygget 7.000 kontorarbejdspladser op med computere og et tekstbehandlingssystem, der hed Kommunetekst. Det var ærgerligt, at vi ikke fik skaleret det mere ud til andre markeder – så havde det måske været vores system, der blev brugt på verdensplan og ikke MS Word.”

KMD fejrer 50-års jubilæum, og i den forbindelse har vi talt med nogle af de KMD’ere, der har været i organisationen i længst tid. Vi har blandt andet spurgt dem om, hvordan de kom ind i virksomheden, hvordan virksomheden har ændret sig, og hvilke begivenheder de specielt har hæftet sig ved. I denne artikel møder du Kjeld Møller Poulsen, der er Senior Business Manager i KMD og har været i virksomheden i 44 år.

Fra programmør til leder til arkitekt til Business Manager

”Jeg startede i Aalborgcentralen i 1976 – dengang KMD hed Kommunedata I/S, var ejet af kommunerne og amterne, og hver afdeling blev kaldt en central. Her startede jeg med at arbejde som programmør på skatteområdet – et område, der, de første år jeg var ansat, blev varetaget af Aalborgcentralen. Mit arbejde gik ud på at programmere systemer til skatteområdet – og det blev dengang gjort ved i hånden at skrive i kodeark, som efterfølgende blev tastet ind af tasteoperatører i hulkort,” siger Kjeld Møller Poulsen og fortsætter:

”Maskinerne var dengang ikke lige så kraftige, som de er i dag, og derfor måtte man teste sine hulkort, når der var mindst belastning på – og det var der oftest om natten, da der var mange produktionskørsler i løbet af dagen. Det var virkelig sjovt og til tider også rigtig hårdt med så meget natarbejde.”

Kjeld Møller Poulsen udviklede ikke kun programmer til skatteområdet. I år 1977 udviklede han f.eks. også det allerførste program til understøttelse af den dengang helt nye boligstøttelov i DK.

”Det var faktisk noget, vi i KMD var supergode til – at være på forkant i forhold til lovgivningen sådan, at vores programmer kunne bruges, samme dag som en ny lov trådte i kraft. Det betød også, at vi i perioder med mange nye love havde rygende travlt og i andre perioder kunne beskæftige os med optimering af eksisterende løsninger,” forklarer Kjeld Møller Poulsen og fortæller, at han har siddet i rigtig mange forskellige typer stillinger i KMD gennem årene.

”Efter nogle år at have arbejdet som programmør, blev jeg chef for en afdeling og fortsatte med det i forskellige områder igennem 25 år. Sidenhen har jeg arbejdet som business-arkitekt og sidder i dag med det kommercielle i form af økonomi- og kontraktstyring samt tilbudsgivning. Jeg har siddet i næsten alle typer funktioner,” siger Kjeld Møller Poulsen og understreger, at det har været fantastisk at være med i så mange år, og prøve så meget forskelligt, i samme virksomhed.

Det var faktisk noget, vi i KMD var supergode til – at være på forkant i forhold til lovgivningen sådan, at vores programmer kunne bruges, samme dag som en ny lov trådte i kraft. Det betød også, at vi i perioder med mange nye love havde rygende travlt og i andre perioder kunne beskæftige os med optimering af eksisterende løsninger,

Kjeld Møller Poulsen, Senior Business Manager, KMD

KMD gennem tiden – hulkort, computere, internet og San Fransisco

Da vi spørger Kjeld Møller Poulsen, hvad han ser som den største forandring, siger han:

”De første år jeg arbejdede i KMD, var vi jo ejet af vores kunder – kommunerne og de daværende amter. Det betød også, at vi var så tæt på dem, som vi overhovedet kunne komme. Vi var ligesom kundernes egne it-afdelinger og alt vores overskud gik tilbage til kunderne. I dag er KMD jo ejet af den japanske techgigant NEC og er en privat virksomhed, der skal give overskud. Og vi laver ikke kun it til danske offentlige kunder, men har bredt os både til private- og internationale markeder.

”Rent teknologimæssigt er der også sket en hel del. 70’erne, hvor KMD blev født, var præget af hulkort, magnetbåndstationer, mainframes og en hel masse papirudskrifter. I starten af 80’erne kom de første decentrale it-løsninger i KMD. I den periode var jeg leder for kontorautomatiseringen, og i løbet af en årrække fik vi bygget 7.000 kontorarbejdspladser op ude i kommunerne med forløberen for pc’en som var en flerbruger microcomputer fra firmaet Christian Rovsing, der hed CR16. Vi udviklede et tekstbehandlingssystem, der hed Kommunetekst. Det var ærgerligt, at vi ikke fik skaleret det ud markedsmæssigt – så havde det måske været vores system, der blev brugt på verdensplan og ikke MS Word, som jo først kom til at dominere senere,” griner Kjeld Møller Poulsen og fortæller en historie, der knytter sig til den tid:

”Fordi vi var nogle af de allerførste, der lavede microcomputer løsninger, var der meget interesse omkring KMD, og vi var flere gange i nyhederne. Da vi en af gangene var på TV for at vise vores prototyper, begyndte det at ryge fra computerne, fordi printkortene ikke var blevet testet ordentligt. Der endte faktisk med at gå ild i et par af dem,” forklarer Kjeld Møller Poulsen og fortæller, at responsen stadig var rigtig positiv, fordi kunderne synes, at det var virkelig spændende, og et kæmpe fremskridt fra de gamle elektriske IBM-skrivemaskiner.

I løbet af 90’erne var det internetteknologien, som så småt kom på banen kommercielt, og Kjeld Møller Poulsen fortæller, at ”hans afdeling, som én af de første i KMD udviklede og leverede internetbaserede standardløsninger til kunderne. Bl.a. Politikerweb som gjorde det muligt for politikere fra deres hjemmearbejdspladser at kommunikere med hinanden, og se og udveksle dokumenter ifm. deres byrådsarbejde”.

”I slutningen af 90’erne oprettede man et kontor i San Fransisco – en såkaldt ”Outpost”.  Californiens Silicon Valley var nemlig på en lang række punkter længere fremme end os i Europa, og man ville gerne være tæt på for at kunne spotte nye trends inden for teknologi,” siger Kjeld Møller Poulsen og fortsætter:

”Jeg var selv sendt derover som station manager i 3-4 måneder i 1998. Her besøgte jeg blandt andet en masse virksomheder i Silicon Valley og var f.eks. også til en konference afholdt af Microsoft, hvor jeg mødte nogle af de øverste topledere i virksomheden. Det var virkelig interessant – ikke mindst fordi de var lige så nysgerrige på, hvad KMD lavede hjemme i Danmark,” forklarer Kjeld Møller Poulsen og fortæller, at opholdet i San Fransisco blandt andet gav inspirationen til, at KMD i dag er så store, med mere end 20.000 brugere inden for Business Intelligence teknologien ”Business Objects”, som senere blev opkøbt af SAP.

50 år med digitalisering

I 2022 fejrer vi KMDs 50-års jubilæum. Det gør vi med et tilbageblik på nogle af de afgørende nedslag i den danske digitaliseringshistorie og ved kigge fremad mod de næste års videre digitale udvikling. Hvad betyder det egentlig at have været en fundamental del af de danske kommuners og det danske samfunds digitalisering, lige fra starten? Hvilken betydning har vores mangeårige erfaring og vores store bagkatalog af it-løsninger for vores evne til rådgive om og udvikle de næste skridt i digitaliseringen? Og hvordan ser vi næste skridt på digitaliseringsrejsen sammen med vores kunder og partnere? Alt dette, og meget mere vil du kunne blive klogere på i løbet af 2022, når vi fejrer KMD’s 50- års jubilæum.