500 ingeniørstuderende skal udfordre IT-giganter på innovation

ATP vil fortsætte driften i KMD-skyen

Et nyt samarbejde skabt af DTU og landets to største it-virksomheder, IBM og KMD, giver fra i dag 500 ingeniørstuderende mulighed for at udfordre og hjælpe virksomheder i Danmark med at skabe nye it-løsninger og forretningsmuligheder. Ambitionen er, at innovationssamarbejdet skal løfte den danske talentudvikling og virksomhedernes vækstmuligheder. Innovationsforløbet afsluttes midt i november med en konkurrence, hvor de bedste innovative ideer bliver kåret med pengepræmier og stipendier.

500 DTU-studerende kan i dette efterår slippe deres kreativitet og opfindsomhed løs, når de skal løse virkelige opgaver for blandt andet IBM og KMD. De studerende skal trække på deres ingeniørkompetencer og opfinde nye løsninger til virksomhederne. Det kan være udvikling af apps, et patent der skal omsættes til produktudvikling eller udvikling af en teknologi til at effektivisere virksomhedens produktion.

Væsentligt bidrag til idégenerering

Administrerende direktør i KMD, Eva Berneke, ser frem til samarbejdet, der kan accelerere
udviklingen af ideer til virksomheden:

- Oi-X-samarbejdet er for os en mulighed for at bidrage til idégenerering og eksponering af it-faget til gavn for både it-branchen såvel som det danske samfund mere bredt set. Vi har som branche brug for at kunne tiltrække kvikke og idérige hoveder i mange år fremover. Et tværgående samarbejde som det her, ser vi som en god eksponering af, hvor sjovt og spændende det kan være at arbejde med innovation og it. Et område, som vi ved, kan være med til at skabe vækst og spændende forretning i Danmark, siger administrerende direktør i KMD, Eva Berneke.

Digitalisering bliver den afgørende konkurrenceparameter

Administrerende direktør i IBM Danmark, Lars E. Clausen, mener, at samarbejdet kan gavne itbranchen, de studerende såvel som væksten i Danmark.

- Danmark er faldet fra førstepladsen til 15. pladsen over lande, der formår at få it til at skabe vækst. Det går ikke! Danmark skal have et skub opad, og digitalisering bliver den afgørende parameter. De unge skal være med til at løfte digitaliseringen til næste niveau. Derfor må vi virksomheder gå i samarbejde med universiteterne og give de studerende mulighed for at afprøve deres innovationskræfter på vores mest banebrydende it-platforme som eksempelvis vores supercomputer Watson. Vi glæder os til dagene på DTU og til at arbejde tæt sammen med de studerende, og mon ikke, at vi også får gode kontakter, ny inspiration og anderledes løsninger med hjem, siger Lars E.
Clausen, administrerende direktør, IBM Danmark.

Studerende får værdifuld erfaring med innovation

Oi-X-udfordringerne indgår som en del af de studerendes ingeniøruddannelser på DTU, og de bedste ideer bliver præmieret. Den samlede præmiesum er i dette efterår 50.000 kr. De mest lovende løsninger kan blive udvalgt til et efterfølgende accelerationsforløb, der kan kaste startup-virksomheder af sig.

- I dette samarbejde er DTU helt på hjemmebane, da vi arbejder målrettet med innovation og entreprenørskab, og vi griber så mange muligheder som muligt for at integrere disse efterspurgte områder i vores ingeniøruddannelser. Ud over værdifuld hands-on erfaring med innovation vil vores studerende også få en fantastisk platform at profilere sig på i forhold til virksomhederne, som kan blive deres fremtidige samarbejdspartner – eller arbejdsgiver, siger Marianne Thellersen, koncerndirektør for innovation og entrepreneurskab ved DTU.

Oi-X skal fremover finde sted to gange årligt, og det er ambitionen, at flere virksomheder fra forskellige brancher deltager. Allerede til dette års Oi-X vil Oticon, Widex og Easy Translate være innovationspartnere sammen med IBM og KMD.

For yderligere oplysninger:

Krestine Mougaard, Business Developer, DTU Skylab, mobil: +45 9351 1093, kmou@adm.dtu.dk
Mark Riis, Head of Innovation, DTU Compute, mobil: +45 6139 6354, mberi@dtu.dk
Christoffer Hellmann, Pressechef, KMD, mobil: +45 2529 1784, che@kmd.dk
Benedicte Strøm, Manager of Communications, IBM, mobil: +45 5163 8873, BStroem@dk.ibm.com