Den digitale sæl Santos vinder årets finale i KMD Educa award

ATP vil fortsætte driften i KMD-skyen

Det blev de to fynboer Mia Dybdahl Andersen og Frederikke Schøts fra Læreruddannelsen i Odense, som løb med sejren og de 25.000 kr. i KMD Educa Award ved prisuddelingen på Skolemessen i Aarhus. De to studerende har lavet et digitalt undervisningsforløb for 1.-3. klasse om Sælen Santos i samarbejde med det naturhistoriske museum Naturama og Fjord & bælt i Svendborg. Juryen kvitterede blandt andet for de studerendes dedikation og det meget gennemarbejdede digitale forløb.

Der var masser af jubel, da KMD’s direktør for Børn og Unge, Jens Arne Madsen, læste navnene på vinderne op ved prisuddelingen på Skolemessen i Aarhus.

De to lærerstuderende, Mia Dybdahl Andersen og Frederikke Schøts, fra University College Lillebælts Læreruddannelse i Odense fik udover æren og juryens anerkendende ord en check på 25.000 kr., der fulgte med sejren i den nationale finale i KMD Educa Award.

- Det er helt vildt. Vi har arbejdet rigtig hårdt for det her og været så spændte, så det er en kæmpe forløsning. Nu er vi bare rigtig, rigtig stolte, lød den første reaktion fra Mia Dybdahl Andersen efter overrækkelsen.

De to piger glædede sig bare til at ringe til familie og venner og ikke mindst samarbejdspartnerne fra Naturama og Fjord & Bælt, som har bakket op om forløbet hele vejen. Pengene som de to piger har vundet skal bruges på et fælles praktikophold i Kenya:

- Vi skulle lige vinde før vi turde booke billetterne, og nu glæder vi os bare, fortæller Frederikke Schøts.

Mia og Frederikke har vundet KMD Educa Award i konkurrence med lærerstuderende fra hele landet.

Udover Mia og Frederikke var der også priser til Nicolai Kjærsgaard Andersen og Alexander Iburg Nielsen fra University College Nordjylland, som fik 10.000 kr. for 2. pladsen i KMD Educa Award med et forløb i engelsk om det multikulturelle London. Anja Hvidesten og Thea L. Ahrensberg fra University College Sjællands læreruddannelse i Vordingborg tog 3.-pladsen og 5.000 kr. for deres forløb i engelsk om Marvel Super Heroes.

Juryen: Et meget dedikeret projekt

Med masser af dedikation og et meget gennemarbejdet materiale, der gav både dommere og elever masser at tænke over, var Mia og Frederikke meget klare og fortjente vindere af KMD Educa Award.

- Mia og Frederikkes forløb er et meget dedikeret projekt. Der er utrolig meget energi, og man kan virkelig mærke, at de vil det. Der er tænkt mange helt rigtige tanker i forhold til, hvordan man kan bruge de digitale muligheder til at skabe et projekt, og der er fokus på samarbejdspartnerne Naturama og Fjord & Bælt og deres plads i skolen. Det er simpelthen bare et rigtig godt forløb, siger Mette Hauch, it-vejleder fra Gentofte Kommune og et af jurymedlemmerne

Dommerne sagde i øvrigt om projektet:

”Det er et meget fint konceptuelt projekt, der er meget gennemarbejdet og gennemtestet. Mia og Frederikke har formået at bruge it og digitale hjælpemidler til at understøtte en narrativ igennem hele forløbet. De digitale midler er basen og driver forløbet. Sælen Santos er omdrejningspunktet, men med aktiviteter, der også sender børnene væk fra computeren, og dermed skaber en god vekselvirkning mellem de digitale og analoge virkemidler.

Ydermere kan man tydeligt fornemme, at dette er meget dedikeret projekt, og man kan mærke folkene bag og den energi, der ligger i projektet. Mia og Frederikke har set en udfordring og valgt nogle meget spændende redskaber til at løse den. Der brændes for ideen, og man har fokus på samarbejdspartnerne og deres plads i forhold til den åbne skole. Der er skabt en meget fin brobygning mellem skole og kulturliv”.

Sjovere undervisning

KMD Educa Award er indstiftet af it-virksomheden KMD i samarbejde med læreruddannelser over hele landet. Og der er stor ros til årets vinder fra den danske it-virksomhed.

- Det er simpelthen nogle fremragende forløb, som de tre vindere har fået sat sammen. Stor ros og tillykke her fra KMD. Vi har netop indstiftet KMD Educa Award for at få inspirere til at flere bruger digitale læremidler i folkeskolen og på læreruddannelsen, og det må vi sige, at alle tre vindere gør, siger Jens Arne Madsen, direktør for Børn og Unge i KMD.

- Med KMD Educa Award er det vores ambition og håb, at lærerstuderende i Danmark bliver endnu mere interesserede i at arbejde digitalt. Digitale læremidler kan være med til at skabe en sjovere undervisning for både lærere og elever. Samtidig ved vi, at digital undervisning også kan udfordre eleverne på flere forskellige niveauer og dermed understøtte mange af målene for folkeskolen, forklarer Jens Arne Madsen.

Fakta om KMD Educa Award

KMD Educa Award er en pris, indstiftet af it-virksomheden, KMD og landets læreruddannelser. Prisen gives til lærerstuderende, som har benyttet sig af it i undervisningen i forbindelse med deres praktikforløb.

Juryen bestod af Mette Hauch, it-vejleder Gentofte Kommune, Kasper Koed, CFU/UCC, Thomas Yung, UCL og læremiddel.dk, Silke Fogelberg, formand for Danske Skoleelever og Søren Sommer, implementeringskonsulent KMD Educa.

I 2015 vandt den frederiksbergske lærerstuderende fra Professionshøjskolen Metropols læreruddannelse, Mia Lynnerup Olesen, hovedprisen.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på godt fem milliarder danske kroner og har omkring 3.200 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension. Læs mere på www.kmd.dk

Kontaktinformation

KMD, kommunikationschef Christoffer Hellmann, telefon +45 4460 1809, mobil +45 2529 1784, che@kmd.dk, Twitter: @Chris_Hellmann