FCM Håndbold vil bruge data på håndboldbanen

Veronica 'Vikki' Kristiansen, FCM Håndbold

Den digitale udvikling giver i disse år sportsverdenen en masse nye data, som giver helt nye muligheder for trænere, spillere og klubber. I FCM Håndbold skal trænere og spillere nu have mulighed for at bruge kampdata og data fra fysiologiske tests endnu bedre. Det er målet med et nyt udviklingssamarbejde, hvor it-virksomheden KMD skal være med til at kvalificere de mange data fra håndboldklubben, så de kan omdannes til brugbare indsatser i træningen og på håndboldbanen. Omdrejningspunktet i samarbejdet er en række spørgsmål, som FCM Håndbold er interesseret i at få en databaseret forklaring på – og som i sidste ende skal være med til at sikre klubben endnu bedre resultater.

Hvordan træner vores spillere optimalt? Hvordan har belastningen af spillerne været i løbet af sæsonen? Hvornår på sæsonen er det bedst at give spillerne en pause? Har vi større succes, når vi spiller efter vores foretrukne spilsystem? Er der forskel på hvilke spillerkonstellationer, som har succes med spilsystemet? Og spiller vi rent faktisk efter de ønskede angrebsstrategier?

Det er nogle af de spørgsmål, som FCM Håndbold gerne vil have svar på for at forbedre deres hold og præstationer på håndboldbanen – og i fremtiden skal data i endnu højere grad hjælpe med at give mulige svar på spørgsmålene.

I et nyt udviklingssamarbejde med it-virksomheden KMD vil FCM Håndbold udnytte alle de data, som håndboldklubben ligger inde med. Det kan være data fra kampe såsom skud- og forsvarsstatistikker, scorings- og redningsprocenter og fysiske data som fx højde, vægt, springkraft og hvor langt og hurtigt, spillerne kan løbe en given distance. Det kan også være data fra billedsekvenser, som bliver sammenlignet med resultatet fra kampen.

- I dag bruger vi alle de fakta og data, som vi nu har, når vi forbereder os til en kamp. Men der er plads til forbedring – også helt generelt i håndbold, når vi taler om at udnytte data optimalt. Vi mangler et regulært helhedsbillede af data, og hvordan vi strategisk kan bruge det. Der er eksempelvis ikke mange, der databaseret kan gå ind og se på forsvarsspillet, siger Jakob Mølgaard Christensen, direktør i FCM Håndbold, der ser frem til samarbejdet mellem håndboldklubben og KMD.

- Vi vil gerne være med helt i front på det her område. Man kan nemt rende rundt med et forkert verdensbillede, hvis vi udelukkende baserer sport på følelser og ”synsninger”. Vi kommer ikke udenom, at sport også er følelser og intuition, men derfor kunne det være rart også at kunne basere beslutninger på fakta. Vi tror på, at samarbejdet med KMD kan bringe noget faktabaseret viden ind i håndboldsporten, siger Jakob Mølgaard Christensen.

Data skal skabe værdi på håndboldbanen

I sportssammenhæng kan data være med til at skabe sammenhænge og muligheden for eksempelvis at se, hvordan effekten af en specifik taktik var, eller give en indikation af, hvorfor eller hvornår en spiller har brug for en pause for at kunne performe optimalt, eksempelvis op til en slutspilskamp.

Træneren vil måske gerne spille på en bestemt måde, men hvor stor sandsynlighed er der for, at holdet scorer mål, hvis man spiller på netop den måde? Det kan data og analyserne heraf være med til at hjælpe træneren med at give et svar på, og måske betyder det, at holdet skal spille på en helt anden måde.

- Vores arbejde med data kan være med til at sandsynliggøre og skabe værdi for spillere og ledere omkring de facetter, vi arbejder med. Det gælder både i vores spil, træning, fysisk og på de mentale områder. For mig som træner er det ikke nok, hvis vi bare får statistik efter hver kamp. Vi er nødt til at gå skridtet videre i statistikken, se det lidt mere baglæns og gå i dybden med de data, så vi kan bruge det aktivt og verificere, at vi bevæger os i den rigtige retning. At en spiller har scoret fem mål på 14 forsøg kan i første omgang indikere en svag indsats. Men lige præcis hér kan det give mening at tracke baglæns og se på opbygningen af spillet frem mod afslutningen. Analyserne kommer til at give mit trænerteam mulighed for at få nogle billeder af og tal på, hvad det reelt er, vi præsterer, og om vi lykkedes med vores taktik. Det skaber potentiel læring, hvis feedback’en er konkret og kan sættes i relation til spillerne, siger cheftræner i FCM Håndbold, Kristian Kristensen.

Det er Jakob Mølgaard Christensen enig i:

- Data kan ikke erstatte trænerens intuition, men det kan gå hånd-i-hånd. Når vi har at gøre med professionel sport, så gælder det om at være før de andre og finde de ekstra 2-3 procent, der ligger alle steder i vores forberedelse, evaluering og restitution. Jo mere faktuelt – des større mulighed for at ramme ”rigtigt” og derigennem hæve præstationen væsentligt.

Data på tværs af kampe

At bruge data intelligent i sportsverdenen er en trend, som vil vokse over de kommende år. Når spillere og trænere kan kigge på tværs af kampe ved at sammenstille kampdata for mere end en enkelt kamp, vil det gøre det muligt for håndboldspilleren at træne anderledes og forbedre specifikke kompetencer. Det vurderer direktør i KMD, Christian Binggeli-Winter.

- Håndboldklubber ligger inde med meget brugbar data, og vi vil gerne hjælpe med at se, om vi kan byde ind med nogle databaserede forklaringer på de spørgsmål og udfordringer, som FCM Håndbold står med. Så data bliver mere end hvor højt, spilleren kan hoppe og skyde. Med den nye måde at bruge data på er FCM Håndbold ved at tage håndboldsporten til et nyt niveau i forhold til at anvende data i deres forarbejde, men også i deres måde at anvende det i praksis i spiludviklingen, siger Christian Binggeli-Winter og uddyber:

- Vi ser det i alle brancher – private og offentlige foretagender – datamængderne vokser. Men vi ser også, at det handler om at kunne stille de rigtige spørgsmål ned mod data. Netop derfor er jeg rigtig glad og tilfreds med, at vi i FCM Håndbold får en partner, der kan stille spørgsmålene og i øvrigt har samme passion for at finde svar i data, som vi har.

Om FCM Håndbold

Historien om FCM Håndbold er historien om IFS Håndbold, der blev til Ikast-Bording Håndbold, Ikast-Brande Håndbold og FCM Håndbold. Det er historien om provinsklubben, der i 26 år har tilhørt den danske håndboldelite, som i 10érne har været den mest vindende klub inden for damehåndbolden, og som i dag er i den absolutte top i dansk og europæisk håndbold. FCM Håndbold blev dansk mester i 98, 11, 13 og 15 og har flere europæiske titler bag sig samt både semifinale og senere en kvartfinale i den største turnering af dem alle Champions League. Der er blevet til medaljer de seneste 7 år i træk og ambitionen er fortsat at fastholde positionen i toppen af damehåndbolden. Det er også historien om, hvordan sammenhold, høje ambitioner og vedholdenhed har bidraget til at skabe et unikt elitesportsmiljø i det midtjyske, hvor elitesport går hånd i hånd med holistisk talentarbejde i tæt samarbejde med ISI, Sportstar College og de gymnasiale uddannelser, som sammen er det vi i daglig tale kalder Sportscampus. Læs mere på www.fcm-haandbold.dk.

Om KMD Center of Excellence inden for Data, Information Management & Analytics

KMD er i dag en af de største leverandører inden for Information Management, Business Intelligence og Grunddata i det danske it-marked og har en forretningsenhed, som udelukkende beskæftiger sig med at fremskaffe, behandle og analysere data. Forretningsenheden har fokus på at imødekomme efterspørgslen fra det private erhvervsliv og det offentlige om datadrevet ledelse og analytisk funderet digital transformation. Datakilderne kan være lige fra sensordata til store ERP-virksomhedssystemer.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen af 400 mia. kr. Det svarer til mere end 20% af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder og afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5 mia. kr. og har omkring 3.500 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.

Kontaktinformation

FCM Håndbold, direktør Jakob Mølgaard Christensen, mobil (+45) 25 60 00 35, jmc@fcm.dk
KMD, presse- og kommunikationskonsulent Line Dall, mobil (+45) 25 10 38 15, lxd@kmd.dk