KMD køber den danske softwarevirksomhed Edlund

ATP vil fortsætte driften i KMD-skyen

Den danske it-koncern KMD har netop indgået aftale om at overtage it-virksomheden Edlund, der er førende i Danmark inden for softwareudvikling til liv- og pensionsselskaber. Opkøbet sker som led i KMD’s strategiske satsning på at udvide sin tilstedeværelse markant i erhvervssegmentet. KMD har høje ambitioner inden for softwareudvikling til finans-, forsikring- og pensionsområdet. Tidligere på året købte KMD den norske it-koncern Banqsoft, der har sit virke inden for finansiel software.

It-koncernen KMD har længe været en dansk gigant inden for offentlig it. Ambitionerne rækker dog længere, og koncernen har gennem en periode arbejdet strategisk med at løfte aktiviteterne markant i erhvervssegmentet.

I sommer opkøbte KMD den norske it-koncern Banqsoft, der udvikler finansiel software til det skandinaviske marked – og nu har KMD yderligere udvidet sin forretning. KMD har netop indgået aftale om at overtage it-virksomheden Edlund, der er førende i Danmark inden for udvikling af software til liv- og pensionsselskaber.

- KMD har høje ambitioner inden for softwareudvikling til finans-, forsikring- og pensionsområdet. Det er områder, der passer godt til KMD’s styrker i it-understøttelse af regulerede forretningsområder med videnstunge medarbejdere, der forstår behovet for stabil drift og højt sikkerhedsniveau. Vi er dedikerede til at udvikle KMD’s forretning, og med købet tager vi et vigtigt skridt i KMD’s vækststrategi inden for den finansielle sektor. Vi er overbevidste om, at Edlunds dybe kompetencer og solide kundeerfaring kombineret med KMD’s styrker inden for softwareudvikling på komplekse områder og it-understøttelse af transaktioner i milliardklassen har et betydeligt markedspotentiale, fortæller adm. direktør i KMD, Eva Berneke. Og uddyber:

- Vi ser købet som et godt match med vores strategiske ambitioner. KMD har i forvejen solid erfaring på pensionsområdet, hvor vi blandt andet i mange år har understøttet udbetalingen af danskernes folkepension. Med Edlund tilfører vi nu yderligere stærke kompetencer, ny teknologi og en yderst interessant portefølje af kunder på liv- og pensionsområdet. Den nye aftale betyder samtidig, at Edlunds kunder fremover kan få gavn af KMD’s brede kompetencer inden for områder som Application Management, it-outsourcing og sikkerhed.

Hos Edlund er der glæde over den nye konstellation.

- KMD er i disse år gennem en spændende transformation, som vi ser frem til at blive en del af. KMD har stærke ambitioner, og vi er stolte over, at Edlund er udset til at blive en vigtig del af realiseringen af dem. Edlund tilfører KMD et markedsledende hold inden for softwareudvikling til administration af liv- og pensionsporteføljer i Danmark. KMD sikrer omvendt, at Edlund fremadrettet kan tilbyde hele paletten af produkter og serviceydelser, som vores kunder efterspørger. Jeg forventer, at vi kommer til at komplementere hinanden godt og fælles løfte forretningen til et nyt niveau, siger adm. direktør i Edlund, Thomas Jøhnk.

Edlund bliver med opkøbet et selvstændigt datterselskab i KMD koncernen. Selv om de cirka 200 medarbejdere får ny arbejdsgiver, så fortsætter de med at have deres normale arbejdsgang i kontorerne i det gamle villakvarter bag Carlsberg i Valby.

KMD’s køb af Edlund A/S forventes endeligt gennemført inden for et par måneder, når alle forudsætninger for handlen er på plads, herunder godkendelse fra konkurrencemyndighederne.

Om Edlund A/S

Edlund A/S har i mere end 20 år leveret software til administration af porteføljer inden for liv- og pensionsområdet. Edlund er markedsledende i Danmark, og blandt kunderne er landets største pensionsselskaber som ATP, PFA Pension samt Nordea Liv og Pension. Edlund beskæftiger cirka 200 medarbejdere, hvoraf hovedparten arbejder med egentlig softwareudvikling. Virksomheden holder til i det gamle villakvarter bag Carlsberg i Valby. Læs mere på www.edlund.dk

Om KMD A/S

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk

Kontaktinformation

KMD, kommunikationschef Christoffer Hellmann, telefon +45 4460 1809, mobil +45 2529 1784, che@kmd.dk, Twitter: @Chris_Hellmann
Edlund A/S, adm. direktør Thomas Jøhnk, mobil +45 4027 6661, thomas@edlund.dk
Edlund A/S, bestyrelsesformand Tage Reinert, mobil: +45 4079 7099, tage.reinert@icloud.com