KMD vil skaffe 10.000 venner til mennesker med demens og deres pårørende

ældre dame (demensven)

Sammen med Alzheimerforeningen kaster it-virksomheden KMD sig nu ind i kampen for at gøre hverdagen lettere for mennesker med demens og deres pårørende. KMD donerer 10 kr. for hver af de næste 10.000 mennesker, der melder sig til Alzheimerforeningens kampagne for at skaffe Demensvenner.

Der er i dag op mod 85.000 danskere, der lider af demens, og omkring 400.000 mennesker har demens tæt inde på livet som pårørende.

Ifølge Alzheimerforeningen oplever 80 procent af mennesker med demens og deres pårørende, at der er stor uvidenhed om demens i samfundet. Det leder til tabu, isolation og gør på alle måder en allerede svær hverdag endnu sværere for demensramte familier.

Det ønsker it-virksomheden KMD at rette op på sammen Alzheimerforeningen. Derfor giver virksomheden nu 10 kr. for de næste 10.000 mennesker, som melder sig til Alzheimerforeningens kampagne ”Demensvenner”:

- Vi er en virksomhed, der gennem flere år har leveret løsninger til fagpersonalet, der plejer demenspatienter. Men vi ser også et stort behov for, at der bliver bakket op om de pårørende. Med lidt hjælp i det daglige kan man være med til at lette dagligdagen for de pårørende og være med til at skabe en bedre hverdag for mennesker med demens, forklarer Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD.

I Alzheimerforeningen er man glad for KMD’s bidrag, som bl.a. skal bruges til at støtte Demenslinien, der yder rådgivning til mennesker med demens og deres pårørende: 

- Vi er meget glade for, at KMD støtter os i at få mennesker engageret som Demensvenner. Flere og flere lider af demens, og mange oplever at blive mødt af tabu og fordomme, der oftest bunder i uvidenhed. Derfor er det afgørende, at vi alle sætter os bedre ind demens, så vi kan hjælpe mennesker med demens og deres pårørende til at leve et værdigt liv. Det er det Demensvenner handler om, siger Nis Peter Nissen, direktør i Alzheimerforeningen.

KMD ønsker også at engagere virksomhedens medarbejdere, og vil i 2017 lave informationsmøder om demens, ligesom virksomhedens medarbejdere opfordres til at melde sig som Demensvenner:

- Vi er en virksomhed med over 3.000 medarbejdere, så demens fylder naturligvis også hos os – både på et fagligt og et personligt plan. Derfor synes vi, det er vigtigt at vi engagerer os, siger Mikkel Klausen, CSR-chef i KMD.

Fakta

Alzheimerforeningen har skabt kampagnen Demensvenner, der har til formål at udbrede kendskabet til demens og engagerer danskerne i kampen for et bedre liv med demens. Se mere på www.demensven.dk.

At være Demensven er først og fremmest en tilkendegivelse af, at man gerne vil sætte sig ind i demens. En Demensven er en person der har besluttet at give en håndsrækning til et menneske med en demenssygdom. Det første skridt er at få viden om demens, som kan bruges til at hjælpe mennesker med en demenssygdom. Den hjælpende hånd består af dét du selv kan bidrage med – en venlig hilsen, en tålmodig hjælp med at finde den rigtige bus, en times gåtur i skoven, et ugentligt besøg derhjemme eller et opmærksomt spørgsmål til en person, der måske er faret vild. Du vælger selv.

En Demensven rækker hånden ud, når man møder et menneske med demens i hverdagen – fx derhjemme, i opgangen, på villavejen, i butikken, på arbejdspladsen eller der hvor personen er kommet på afveje eller har brug for hjælp.

I uge 10 er der Demensuge på TV2, hvor Alzheimerforeningen og TV2 sætter fokus på demens.

KMD donerer 10 kr. for hver af de første 10.000 danskere, der melder sig som Demensven fra d. 1. marts. Derudover bliver KMD’s over 3.000 medarbejdere opfordret til at melde sig som Demensvenner ligesom, der vil blive arrangeret gå-hjem møder om demens for virksomhedens medarbejdere.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD's forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD's softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD's softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på godt fem milliarder danske kroner og har omkring 3.200 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension.

Om Alzheimerforeningen

Alzheimerforeningen er en medlemsorganisation og patientforening for de omkring 85.000 mennesker med demens i Danmark og deres knap 400.000 nære pårørende.

Alzheimerforeningen blev stiftet i 1991 med det formål at virke for bekæmpelse og behandling af demenssygdomme, samt for bedring af vilkårene for patienter og pårørende. Foreningen deler derfor håbet om en fremtid uden demenssygdomme og drømmer om et demensvenligt Danmark, hvor livet med demens er værd at leve, og ingen er alene med demens.

Alzheimerforeningen arbejder for at gøre Danmark demensvenligt ved at:

  • Skabe anerkendende fællesskaber om livet med demens
  • Nedbryde tabuer og fordomme om demenssygdomme
  • Kæmpe for en kur mod demenssygdom og
  • Indtil da arbejde for et bedre liv med demens

Foreningen består af 13 frivilligt drevet lokalforeninger rundt om i landet, og et sekretariat på omkring 20 medarbejdere placeret i København. Derudover driver og støtter Alzheimerforeningen en lang række aktivitetstilbud til mennesker med demens. Alzheimerforeningen har pt. 12.500 medlemmer. Dertil kommer 26.500 frivillige Demensvenner. Læs mere på alzheimer.dk