Ny digital skoledag for 9500 folkeskoleelever i Randers kommune

ATP vil fortsætte driften i KMD-skyen

På bagkanten af en ny skolereform og en livlig teknologisk udvikling tager folkeskolen nye former. Randers Kommune indfører nu i samarbejde med den danske it-virksomhed KMD en helt ny digital læringsplatform på alle folkeskolerne i kommunen. Ambitionen er, at lærerne får bedre muligheder for at forberede sig, og eleverne får en sjovere og mere engagerende undervisning.

Bøgerne, uddelingskopierne og tavlen er på retur i den danske folkeskole. Computeren er blevet et mere og mere centralt redskab i undervisningen.

Sammen med it-virksomheden KMD har Randers Kommune netop igangsat et projekt, der skal hjælpe lærerne med deres forberedelse og afvikling af undervisningen på kommunens i alt 22 folkeskoler. De cirka 9500 folkeskoleelever skal i løbet af dette skoleår undervises via en helt ny digital undervisningsplatform, KMD Educa.

- For Randers Kommune er det vigtigt, at vi er med helt fremme, når det handler om at understøtte ambitionerne om bedre undervisning i folkeskolen. Den nye digitale læringsplatform betyder bedre muligheder for at undervisningsdifferentiere samt et løft for lærernes muligheder for at planlægge undervisningen. Det bliver eksempelvis langt lettere at dele undervisningsforløb mellem lærerne, fortæller Torben Bugge, skolechef i Randers Kommune. Og fortsætter:

- Vi forventer, at det nye it-værktøj kan være med til at gøre undervisningen endnu mere spændende og engagerende. Der er ingen tvivl om, at skoleeleverne i dag er små it-eksperter og en øget brug af de teknologier, de kender fra deres dagligdag, vil løfte undervisningssituationen.

KMD Educa er internetbaseret it-system, hvor lærerne samler årsplaner til undervisningsforløb, aktiviteter og undervisningsmaterialer. Lærerne kan blandt andet digitalt tilrettelægge de enkelte lektioner, opgaver og afleveringer samt tilknytte materialer til de forskellige undervisningsforløb - både digitale lærermidler og øvrige materialer.

Randers Kommune i front med it i folkeskolen

På baggrund af aftalen om reform af folkeskolen og aftalen om kommunernes økonomi for 2015 mellem Staten og KL skal alle kommuner ved starten af skoleåret 2016/2017 have påbegyndt en udbredelse af en digital undervisningsplatform. Samtlige skoler skal være med senest ved udgangen af 2017.

- Vi ser i øjeblikket i hele landet, at kommunerne i større eller mindre skala går i gang med at indføre digitale læringsplatforme. Randers Kommune har taget skridtet fuldt ud på alle skolerne i kommunen. Derved lægger Randers sig helt frem i feltet i Danmark, når det handler om digitalt understøttet undervisning. Fra KMD’s side ser vi meget frem til samarbejdet og glæder os til at komme i gang, siger Jens Arne Madsen, Vice President for Børn- og Uddannelsesområdet i KMD.

I løbet af oktober vil KMD Educa blive lanceret på skolerne i kommunen, og både skoleledere og lærerne bliver introduceret for og indført i, hvordan de bedst muligt kan bruge værktøjet i planlægningen og afviklingen af undervisningen.

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed, og hovedparten af KMD’s forretning udspringer af egen softwareudvikling. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark. Systemerne håndterer eksempelvis udbetalinger af løn og sociale ydelser, og hvert år beregner og udbetaler KMD’s softwaresystemer i omegnen 400 mia. kroner. Det svarer til mere end 20 % af Danmarks BNP. KMD’s softwaresystemer håndterer også så forskellige områder som administration af skoler og forsyningsvirksomheder til afholdelse af folketingsvalg i Danmark. KMD koncernen har en årlig omsætning på knap fem milliarder danske kroner og har omkring 3.000 ansatte. Læs mere på www.kmd.dk

Kontaktinformation

Randers Kommune, skolechef Torben Bugge, Torben.Bugge@randers.dk, telefon +45 8915 1080
KMD, pressechef Christoffer Hellmann, che@kmd.dk, telefon +45 2529 1784, Twitter @Chris_Hellmann