Skoleelever skal spille sig til nye færdigheder

Et nyt forskningsprojekt sætter fokus på at øge elevernes motivation og styrke deres kompetencer ved at inddrage computerspil i undervisningen i folkeskolen. Projektet er et samarbejde mellem universiteter, læringsanstalter og private virksomheder som CLIO Online og it-virksomheden KMD. I KMD, som står bag læringsplatformen MinUddannelse, forventer man, at projektet blot er begyndelsen til en stigende brug af gamification i undervisningen.

Hvordan kan man bruge en stor interesse blandt børn for at spille computerspil til at at skabe øget læring og trivsel i skolen? For at få svar på spørgsmålet er en gruppe forskere i samarbejde med private virksomheder som CLIO Online og it-virksomheden KMD netop gået i gang med første fase af projektet ”Spilbaseret læring i det 21. århundrede”.

Projektet skal undersøge, hvordan brugen af analoge og digitale spilredskaber kan udvikle elevers evner til at samarbejde, kommunikere, tænke kritisk og løse problemer. De fire kompetencer kaldes også for det 21. århundredes kompetencer, eller 21st century skills, fordi de har stor betydning for elevers muligheder for at deltage aktivt i fremtidens samfundsliv. 

- Vi ved fra tidligere dansk og international forskning, at brug og design af spil er velegnet til at udvikle elevers 21st century skills. Samtidig ved vi, at den danske folkeskole i høj grad er præget af færdighedsorienterede opgaver og tests, der kan virke demotiverende for mange elever. Med dette projekt får vi mulighed for at gennemføre en intervention i stor skala, der både skal udvikle konkrete materialer og solid didaktisk viden om, hvordan spilredskaber kan bruges til at skabe mere meningsfuld, fagligt udfordrende og engagerende undervisning, fortæller Thorkild Hanghøj, som er lektor i spil og læring på Aalborg Universitet (AAU) og leder af projektet.

Gamification har stort potentiale

I første omgang skal der som led i projektet udvikles 24 spilbaserede læringsforløb i et samarbejde mellem forskere fra Aalborg og Aarhus Universitet, læringskonsulenter fra Nationalt Videncenter for Læsning og professionshøjskolerne UCC og VIA samt udviklere fra virksomhederne Build A World, det digitale forlag CLIO Online og it-virksomheden KMD, der står bag læringsplatformen MinUddannelse.

I KMD ser man frem til at være en del af projektet, som kommer til at få indflydelse på udviklingen af den digitale læringsplatform, MinUddannelse.

- De digitale værktøjer i folkeskolen, herunder læringsplatforme, er blot i sin spæde start af en utrolig spændende rejse. De digitale muligheder spiller i større og større grad en positiv rolle i undervisningen og udviklingen af elevernes kompetencer og færdigheder. Vi tror på, at gamification og computerbaserede kompetencetest også har et stort potentiale, og den udvikling vil vi utrolig gerne være en del af i KMD. Læringsplatformene skal naturligvis også være med til at vise nye veje, så vi glæder os meget over at være en del af projektet, siger Jan Gaardboe Jensen, områdedirektør og chef for Børn og Uddannelse i KMD. 

Fakta om projektet ”Spilbaseret læring i det 21. århundrede” 

  • Projektet løber frem til 2022
  • Der deltager forskere fra Aalborg og Aarhus Universitet, Nationalt Videncenter for Læsning og professionshøjskolerne UCC og VIA samt virksomhederne CLIO Online, Build A World og KMD.
  • Leder af projektet er Thorkild Hanghøj, lektor i spil og læring og koordinator af Center for Anvendt Spilforskning på Aalborg Universitet.
  • Projektet er støttet med 9,8 mio. kr. af Innovationsfonden. 
  • Læs mere om projektet her: https://gbl21.aau.dk/

Om KMD

KMD er den største danskbaserede it-virksomhed. I over 40 år har KMD arbejdet med udvikling, drift og vedligeholdelse af Danmarks største it-systemer. KMD-koncernen udvikler og leverer i dag software- og serviceløsninger til kommune-, stats- og erhvervssegmentet i Danmark samt udvalgte segmenter i Skandinavien. KMD-koncernen har over 1.500 danske og internationale kunder, herunder over 800 danske og udenlandske virksomheder. KMD-koncernen har en årlig omsætning på godt 5 mia. kr. og omkring 3.500 ansatte. KMD er ejet af Advent International og Sampension. Læs mere på www.kmd.dk.

Kontaktinformation

KMD, kommunikationschef Christoffer Hellmann, mobil (+45) 25 29 17 84, che@kmd.dk