iPads sparer tid bag skrivebordet

Da Brønderslev Forsyning skulle udskifte godt 12.000 målere hos forbrugerne, gik det ikke længere med de gule sedler fra montørerne. I stedet valgte forsyningen at give montørerne en iPad i værktøjskassen.

Online dokumentation med billeder

Skift 12.000 vand- og varmemålere på 9 måneder. Det var opgaven i Brønderslev Forsyning, og det fik hurtigt forsyningen til at tænke i digitale baner.

- Hidtil har montørerne udfyldt gule sedler og afleveret en kopi til os, så vi kunne taste dem ind. Men det gik slet ikke, når vi skulle igennem så mange målere på så kort tid, forklarer Anders C. Hansen, der er projektleder for målerudskiftningen hos forsyningen.

Valget stod mellem to løsninger: Én med iPads og online integration til KMD Easy Energy og en anden med håndterminaler, der skulle indlæses efter hver arbejdsdag. I dag er både forsyningen og Bravida, som foretager udskiftningerne, tilfredse med valget. Afregningskoordinator Lene K. Andersen fortæller:

- Når en montør er færdig med en udskiftning, er dokumentationen straks på plads i KMD Easy Energy - med både måleroplysninger, aflæsninger og billeder fra udskiftningen før og efter. Det er virkelig en fordel. Samtidig var onlineløsningen endda billigere end løsningen med håndterminaler.

Faste procedurer for kontrol og godkendelse

Det er Bravida, der har ansvaret for at skifte målerne, og for dem betyder løsningen, at montørerne har alle relevante oplysninger med på en iPad. De tager billeder af installationen før og efter skift, og de indtaster aflæsningen. Når de er færdige, afleverer de sagen online til forsyningen med det samme, hvor Lene Kondrup Andersen tager imod.

- Vi har den aftale, at det er mig, der godkender indtastningerne. Langt de fleste kan jeg godkende med det samme, men sniger der sig en fejl eller noget uregelmæssigt ind, fanger jeg det der, og vi kan følge op på det, forklarer hun. I forhold til de håndskrevne sedler er hun dog ikke i tvivl om, at fejlene er blevet færre med iPad-løsningen.

- Montørerne får hjælp til at vælge de rette målere, før de indtaster deres aflæsning. Det giver også en større sikkerhed, at jeg ikke først skal læse deres håndskrift og derefter taste ind.

Kontrolproceduren kører hun to gange om ugen, så bunkerne ikke bliver for store. Det giver hende også ro til at passe sine andre opgaver ind imellem.

Nyt værktøj giver større effektivitet og færre fejl

For montørerne kom den nye løsning som noget af en overraskelse. iPads havde aldrig før været en del af deres værktøjskasse.

- I starten troede de vist ikke helt, det kunne passe. De har jo gået på byggepladserne med pen og papir i alle årene, og det her var virkelig fagre nye verden, fortæller deres projektleder Stig Eisner, Bravida.

Han var dog ikke i tvivl om, at de kunne lære det. Løsningen er meget brugervenlig, og det har givet en langt større sikkerhed i indberetningerne til forsyningen.

- Før var fejlmarginerne simpelthen for store. Ved tidligere projekter har montørerne skrevet sedler til mig, som jeg har indtastet i et regneark. Det har jeg så sendt videre til kunden, som igen skulle overføre det til sit system. Det kunne nemt tage 14 dage. Nu springer vi to led over, sparer tiden bag skrivebordet - og slipper for diskussionerne om, hvem der har tastet forkert, påpeger han.

Det eneste, han rigtig savner, er, at han bare havde kendt til løsningen noget før.

iPad-løsning er en hjælp for alle

  • Montøren har en enkel brugervenlig løsning, der er nem at gå til.
  • Montøren har en ajourført arbejdsplan med sig og adgang til alle relevante tekniske oplysninger.
  • Montøren får hjælp til at vælge den rette måler, da de mulige målere vises ved blot at indtaste 2-3 cifre af målernummeret, og montørerne får forbrugsstederne med adresser forærende, idet sagerne er oprettet på forhånd af Forsyningen.
  • Forsyningen sparer tid og undgår læse- og tastefejl.
  • Forsyningen har online overblik over alle udskiftninger.
  • Forsyningen får dokumenteret hver udskiftning med billeder før og efter - nyttigt til efterbehandling af enkeltsager.

Læs mere om KMD Easy Energy

Cloud-løsningen (SaaS) KMD Easy Energy supporterer alle processer fra forbrugsaflæsning til betaling. Det letter jeres arbejde og forbedre den service, I giver til kunderne. Der er tale om en fleksibel løsning, som kan tilpasses og skaleres til jeres behov.

Læs mere om mulighederne her

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev om energi og forsyning. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her