REMA 1000 logo på facade

Når den it-driftsansvarlige i REMA 1000 skal koge essensen af et godt samarbejde med en ekstern leverandør ned i en suppeterning, handler det om tillid. Tillid til at leverandøren hjælper REMA 1000 med at træffe de beslutninger, der er bedst for virksomheden og ikke for leverandøren selv. Den form for tillid er der til KMD’s konsulentydelser.

For den it-driftsansvarlige i dagligvarediscountkæden REMA 1000, Ronni Poulsen, er et godt professionelt forhold til en ekstern konsulent ikke meget anderledes end et godt forhold til mennesker i privatlivet. Det handler om noget så simpelt som ærlighed og et ord er et ord-filosofien. Det er præcis disse klassiske dyder, der kendetegner samarbejdet mellem REMA 1000 og KMD i dag. Ronni Poulsen fremhæver særligt én konsulent i KMD, som han har arbejdet sammen med de sidste 10 år, og som derfor kender både hans og forretningens behov og ønsker indgående.

- Jeg ved som udgangspunkt godt, hvad jeg vil have. Men jeg har brug for andres mening til at kvalificere mine egne beslutninger, så vi får de bedste løsninger. Der er vores konsulent i KMD en god kilde til inspiration og sparring, siger Ronni Poulsen.

Tillidsbaseret samarbejde

Når Ronni Poulsen gennemgår REMA 1000’s leverandørlandskab, er der en række fællestræk, der går igen. For det første bygger stort set alle samarbejder på langvarige relationer. Det giver en mere frugtbar dialog, når partnerne kender hinanden og kan tale indforstået om både den kort- og langsigtede strategi. For det andet skal leverandørerne være knivskarpe, når de prissætter en opgave. Der er ét skud i bøssen, og de får ikke lov til at prøve igen. En leverandør hjælper heller ikke sig selv ved at oversælge en løsning eller prøve at sælge mere, end REMA 1000 har brug for. Det bliver hurtigt gennemskuet, og så bliver man ikke lukket ind i varmen igen.

- Vi skal grundlæggende kunne stole på hinanden. Min erfaring er, at det er sådan, man skaber de bedste resultater på den korteste tid. Til gengæld skal vores leverandører heller ikke føle, at de er til eksamen hver dag. Jeg ved, at de gør, hvad de kan, for at hjælpe os, siger Ronni Poulsen.

Jeg ved som udgangspunkt godt, hvad jeg vil have. Men jeg har brug for andres mening til at kvalificere mine egne beslutninger, så vi får de bedste løsninger. Der er vores konsulent i KMD en god kilde til inspiration og sparring.

Ronni Poulsen, it-driftsansvarlig i REMA 1000

Rådgivning, der styrker agiliteten

For en stor virksomhed som REMA 1000 er god it-rådgivning ikke altid et spørgsmål om at spare penge. Det handler mere om at få valgt de rigtige løsninger.

- For mig er det vigtigt, at jeg har overblikket, når vi skal træffe en beslutning. Jeg skal kunne se, hvilke trin vi skal igennem for at lykkes med en investering, hvilke ressourcer der skal kobles på projektet – internt og eksternt – og hvilke tekniske foranstaltninger der skal være på plads for hurtigt at blive operationelle og få noget leveret. Med et lidt fortærsket begreb er det rådgivning, der styrker vores agilitet, der har størst værdi for os.

REMA 1000 gennemførte for nylig et større infrastrukturprojekt med udskiftning af server- og storage-platformen. Her blev REMA 1000’s KMD-konsulent brugt som bindeleddet mellem forretningen og markedets overflod af produkter, så Ronni Poulsen relativt hurtigt kunne snævre feltet ind og investere i den mest kosteffektive og fremtidssikrede løsning.

- Mit bagland kommer som regel med en række ønsker, som ret hurtigt bliver ramt af den praktiske virkelighed og en afvejning af, hvad der kan lade sig gøre. Min rådgivers rolle er at klæde mig på med de relevante informationer, så jeg kan komme med klare anbefalinger til ledelsen og især direktionen, som jo ikke er it-specialister. Det er en praktisk umulighed for mig at holde mig opdateret på alle nye teknologier i markedet. Jeg har brug for øjne og ører, der hurtigt kan pege os i den rigtige retning og sige, sådan og sådan gør de andre steder.

Cloud-rådgivning fylder mere og mere

Det fremtidige samarbejde mellem REMA 1000 og KMD kommer til at byde på mere samarbejde og tæt sparring om teknologivalg. Her bliver de cloud-baserede løsninger helt naturligt en vigtigere og vigtigere del af dialogen.

- Som alle andre i markedet kigger vi på SaaS-løsninger og vores generelle cloud-strategi. Det er et arbejde, som vores KMD-konsulent bliver dybt involveret i. Jeg betragter ham som en af vores ankersten, når vi driver afsted og prøver at navigere i et marked, hvor der er rigtig mange muligheder, siger Ronni Poulsen og kommer afslutningsvis med et godt råd til andre virksomheder, der ønsker at få mest muligt ud af samarbejdet med deres eksterne leverandører.

- En god leverandør skal ikke bare sælge mig en given teknologi med den besked, at det har han fået at vide, han skal gøre. Han skal spørge ind, være nysgerrig, kritisk og udfordre min beslutning. Og så skal det menneskelige aspekt være på plads. Også selvom vi befinder os i en it-verden, hvor mange har en tendens til at fortabe sig i teknik og flot snak, fordi man på den måde kan dække sig ind og skjule sin egen usikkerhed. Man skal finde en leverandør, man stoler på, og som man kan trække helt tæt ind til sig, hvor man tør sige, at det her forstår jeg ikke. Hvis leverandøren har en forståelse for den position og ikke bare udnytter det til egen fordel, er man inde på noget af det rigtige. Tillid er hovedessensen.

Om REMA 1000

Den norske dagligvarekæde REMA 1000 blev stiftet i 1979. I 1994 åbnede de to første REMA 1000-butikker i Danmark. I dag er der mere end 300 REMA 1000-butikker, som beskæftiger mere end 10.000 ansatte i Danmark. REMA 1000 er en del af Reitangruppen sammen med Reitan Convenience (kendt som 7-Eleven i Danmark), Uno-X, Reitan Ejendomme og Reitan Kapital. Reitangruppens vision er at være kendt som den mest værdidrevne virksomhed, hvor kunden altid er den øverste chef.

Hold dig opdateret

Tilmeld dig vores nyhedsbrev fra KMD Business Products and Services. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her