Vi skal ikke af-digitalisere efter Corona – vi skal bygge ovenpå!

Et af de helt store samfundsproblemer lige nu er mangel på arbejdskraft. Både i det private erhvervsliv og navnlig i den offentlige sektor, hvor de ansatte løber hurtigere og hurtigere for at nå deres opgaver. Der mangler varme hænder, lyder det desperat. Men er flere varme hænder nødvendigvis hele løsningen? Det spørgsmål stiller Torben Mols, der er direktør for det kommunale område i KMD. Læs hele indlægget her.

Fremtidens digitale velfærd

Coronakrisen har vist os, at vi kunne levere kernevelfærd med et minimum af varme hænder, da det virkelig gjaldt. Det er de bedste af disse erfaringer, vi skal gøre permanente og videreudvikle, så de varme hænder og ikke mindst de hele mennesker, som hænderne er skruet fast på, kan få frigjort ressourcer til de opgaver, der i højeste grad kræver fysisk nærvær.

Teknologien er udviklet, den blev tryktestet under Corona, vi leverandører er klar til at levere, og borgerne er parate til mere digital velfærd. Alligevel tyder mere og mere på, at beslutningstagerne er på vej til at vende de digitale landvindinger ryggen for at komme tilbage til situationen før Corona.

Digitalisering er ikke kun en undtagelsestilstand

En ganske stor del af den offentlige sektors produktion såsom sagsbehandling, dokumenthåndtering, afgørelser og kommunikation foregår allerede digitalt og kræver ikke fysisk tilstedeværelse. Men mange andre ydelser kan også digitaliseres med store fordele – også inden for sundhed, omsorg og skole.

Tag f.eks. indsatsen for de ledige. Her blev de fysiske samtaler mellem jobcenter, kommune og borger erstattet af især videosamtaler under nedlukningen, og det var en succes på begge sider af bordet. Borgerne blev mødt på deres hjemmebane og sparede transport og tid ved ikke at skulle møde ind til sagsbehandlerens kontor. Og denne fik lettet arbejdsgangene og frigjort ressourcer, når kaldene foregik via webkamera (som jo i øvrigt kan gemmes som dokumentation). Det burde være det naturligste i verden, at ledige i det mindste fik retten til at vælge mellem digitale og fysiske samtaler fremover.

Sundhedsplejersker har under nedlukningen afholdt samtaler med nybagte forældre digitalt, hvorved de brugte mindre transporttid mellem de mange hjem, de ellers pendler mellem på en arbejdsdag. 86-årige Johanne, som var udfordret med balancen, trænede sammen med fysioterapeuten over videokald, og 14-årige Jonas med svær social angst kunne få en fortrolig terapisession med psykologen uden at skulle kæmpe sig gennem den uoverstigeligt svære tur hen til psykologens praksis.

Men noget tyder på, at beskæftigelsesministeren er klar til at droppe muligheden for digitale samtaler med jobcenter og kommune for at finansiere Arnes pension – i hvert fald på den korte bane, hvor der immervæk er flest ledige. Og det er tydeligt, at der er et voksende ønske om at afvikle den digitale læringsplatform på skoleområdet og vende tilbage til en mere analog dagligdag. "På alt for mange områder inden for den offentlige velfærd er man på vej tilbage til situationen før Corona, og det vil jeg kraftigt advare imod" siger Torben Mols, direktør i KMD.

Ambitionerne skal skrues op

Torben Mols, direktør i KMD, fortæller yderligere: "Jeg er ikke naiv, og det er ikke et enten/eller. Selvfølgelig skal der stadig være fysiske samtaler på jobcenteret og i småbarnshjemmet, ikke mindst fordi man her får et langt bedre helhedsindtryk af den borger, det handler om. Jobkonsulenten kan f.eks. opdage, at en borger ikke fremstår velsoigneret. Røde lamper om misbrug eller dårlig trivsel aktiveres bedre i det fysiske møde, og ensomme borgere, der ellers ikke ser mange andre mennesker, kan have stor glæde af mødet ansigt til ansigt"

Men rigtig mange borgere er samtidig klar til mere digitalisering og større valgfrihed mellem det digitale og det analoge. For de yngre generationer er det meningsløst overhovedet at skelne, og de forventer en sømløs integration mellem de to verdener.

Når kommuner, myndigheder og politikere enten brat trækker stikket til de digitale fordele eller bare ikke har fokus på at holde fast, er én ting sikker: "Det skyldes ikke hensynet til borgerne, for danskerne er mere end klar til digital velfærd" udtaler Torben Mols, direktør i KMD. 

Åbn for udsynet

Der er masser af inspiration at hente – både decentralt i de enkelte kommuner og i resten af verden. Udfordringen er at skalere det op, som i dag foregår decentralt i afgrænsede projekter. Der er brug for at sætte muskler bag. Måske er det tid til en digital kommunalreform. Man kunne blive inspireret af Digitaliseringstaskforcen, som blev nedsat i starten af 00’erne: Taskforcen var udskældt, men den såede frøene til digitale succeser som NemID. For implementering i stor skala er og bliver den hårdeste nød at knække.

I Singapore f.eks. har man samlet de offentlige instanser til en tværgående implementering af AI, netop fordi man ved, at det svære ved de nye teknologier ikke er at udvikle dem – men at implementere dem i stor skala. Derfor er det ikke nok, at digitaliseringen af kernevelfærdsydelser er op til den enkelte kommunes it-afdeling. Det er afgjort vigtigt, at løsningerne bliver udviklet tæt på borgerne, så de giver værdi og mening for den enkelte borger, men dagsordenen skal også løftes op til det højeste niveau af beslutningstagere, og der skal rykkes på prioritering og implementering af digital velfærd på tværs af kommunerne.

Torben Mols, direktør i KMD, forklarer: "Vi kommer ikke sovende til positionen som verdens mest digitaliserede land. Danmark er to gange blevet udråbt som det mest digitaliserede land i verden, senest sidste år, og den position skal vi bygge ovenpå. Ikke for digitaliseringen i sig selv, men for de millioner af danskere, som forventer at kunne møde det offentlige på den digitale platform, de har i lommen."