Samarbejdsmøde på kontor

Når en it-leverandør som KMD bruger sin teknologiradar til at fokusere på de rigtige nye teknologier, så betydet det ikke nødvendigvis, at en kommune eller en virksomhed behøver at vide noget om de samme teknologier. Måske endda tværtimod.

I tre år har KMD med teknologidirektør Hans Jayatissa i spidsen brugt et helt særligt værktøj til at holde et fælles fokus på netop de nye teknologier, som kan give nye perspektiver til KMD-løsninger til gavn for kunderne. Værktøjet er KMD’s egen teknologi-radar.

Teknologiradaren giver en oversigt over de forskellige nye teknologier, som KMD arbejder med eller undersøger nærmere. Det er nye og kommende teknologier, som man mener, kan spille en rolle i fremtidens samfund for borgere, organisationer og virksomheder.

Tanken bag vores teknologiradar har været at kategorisere teknologier, som der jo hele tiden kommer nye af. Vi har arbejdet med radaren i tre år for at sikre, at vi internt i KMD har et fælles fodslag på, hvilke teknologier, der har interessante potentialer for os og vores kunder

Hans Jayatissa, teknologidirektør i KMD

”Tanken bag vores teknologiradar har været at kategorisere teknologier, som der jo hele tiden kommer nye af. Vi har arbejdet med radaren i tre år for at sikre, at vi internt i KMD har et fælles fodslag på, hvilke teknologier, der har interessante potentialer for os og vores kunder,” forklarer teknologidirektør Hans Jayatissa. 

Som det fremgår i oversigten herunder, så er teknologiradaren delt op i fire ringe, som teknologierne bliver placeret i – alt efter om de endnu er så uprøvede i et KMD-perspektiv, at de i yderste ring blot får kategorien ”Hold” eller er indarbejdet i eksisterende løsninger i den inderste ring ”Adopt”. Et teknologisk råd bestående af arkitekter på tværs af KMD og datterselskaber justerer mindst fire gange om året på radaren, så nye teknologier kan blive kategoriseret – mens teknologier fjernes, når de er blevet et helt almindeligt værktøj i værktøjskassen.

KMD Technology Radar

KMD teknologiradar

”Teknologiradaren er et redskab til at sikre, at vi på tværs af KMD-koncernen fokuserer og harmoniserer udnyttelsen af nye teknologier i den fortsatte udvikling af vores produkter,” siger Hans Jayatissa – som til gengæld understreger, at kunder som fx kommuner eller virksomheder ikke nødvendigvis skal have tilsvarende fokus på de samme teknologier.

”At vi som it-virksomhed undersøger en teknologi som fx blockchain, betyder på ingen måde, at en kommune har behov for at have samme fokus på denne meget interne teknologi. Der er ingen grund til, at en kommune selv skal eksperimentere med blockchain, men kan så høste fordelene, når en leverandør som KMD vælger at bygge blockchain ind i en løsning til kommunen,” siger Hans Jayatissa.

Derfor er der også forskelle på KMD’s teknologiradar og den teknologiradar, som Kommunernes Landsforening KL for nylig præsenterede. Forskelle som ifølge Hans Jayatissa er naturlige og giver god mening.

”Der er nemlig stor forskel på, om man er en kommune eller en it-leverandør til kommunerne. KMD skal have en dybere og mere nuanceret forståelse af teknologierne end kommunerne, som jo fx ikke selv behøver at være tekniske eksperter i de mange typer af kunstig intelligens eller machine learning. Til gengæld skal de have en anvendelsesmæssig forståelse for området, fx de etiske problemstillinger, så der kan stilles krav, når it-leverandørerne bygger de nye teknologier ind i deres løsninger” siger Hans Jayatissa.

Vi bruger fx i høj grad machine learning til at tilbyde en øget automatisering i mange løsninger. For en kommune eller en virksomhed er det jo ligegyldigt, om teknologien bag automatiseringen hedder neurale netværk, regression, RPA eller noget helt andet, de skal blot forholde sig til de anvendelsesmæssige krav, som fx forklarbarhed og datagrundlag

Hans Jayatissa, teknologidirektør i kmd

”Vi bruger fx i høj grad machine learning til at tilbyde en øget automatisering i mange løsninger. For en kommune eller en virksomhed er det jo ligegyldigt, om teknologien bag automatiseringen hedder neurale netværk, regression, RPA eller noget helt andet, de skal blot forholde sig til de anvendelsesmæssige krav, som fx forklarbarhed og datagrundlag ” siger han. 

I den seneste udgave af KMD’s teknologiradar er en teknologi som biometri flyttet tættere mod centrum. Det skyldes i høj grad, at man fra KMD’s side har fået nye muligheder for at udnytte teknologier, hvor ejeren NEC er blandt verdens bedste.

”Fordi vi i dag er blevet en del af NEC, har teknologier som biometri og kunstig intelligens fået nye perspektiver. Både fordi NEC allerede bruger teknologierne, men i høj grad også fordi de bruger store beløb på at forske i dem og dermed giver os en dybere forståelse af hvor disse teknologier bevæger sig hen. Det samme gælder andre teknologier som fx kvantecomputere, der ellers lige nu ligger i den yderste ring på vores radar. Selv om der er lang vej, før vi selv konkret vil kunne udnytte kvantecomputere, så har vi pludselig via NEC fået en markant bedre indsigt i, hvorledes vi forbereder vore eksisterende systemer til en verden, hvor der findes kvantecomputere,” siger Hans Jayatissa.

Nyt fra KMD

Tilmeld dig vores nyhedsbrev. Så er du blandt de første der modtager de seneste nyheder, indsigter og invitationer.

Tilmeld dig her