Topledelsen i KMD har gået alternative veje for at få nye faglige indspark ved at etablere et Student Advisory Board, som jævnligt skal rådgive de øverste chefer.

Det var med håbet om, at studerende kan bidrage med relevante perspektiver til topledelsen, at KMD ved årets begyndelse tog hul på sin første årgang med et nyt Student Advisory Board. Foreløbig har processen været en stor succes for både KMD og de studerende, som blev udvalgt.

Seks studerende udgør KMD’s første Student Advisory Board, som efter planen skal udskiftes årligt og skal give indspark til den øverste ledelse på områder som softwareudvikling, digital innovation og forretningsudvikling.

For nylig blev de studerende præsenteret for en konkret og kompleks case inden for forretningsudvikling i KMD-enheden DIMA, som bl.a. er eksperter i data og analytics. De studerende arbejdede med casen en hel dag, før de præsenterede deres anbefalinger til KMD’s ledelse – herunder blandt andre administrerende direktør Eva Berneke, direktør for KMD Business Helle Huss og områdedirektør Christian Binggeli-Winter.

Studerende har skabt intern dialog

”Student Advisory Board’et gav KMD DIMA mulighed for at få nogle nye øjne på relevante problemstillinger. De studerende kom med et rigtigt fint outside-in perspektiv og pointerede nogle muligheder, som vi internt ikke havde bemærket. De har skabt en intern dialog om, hvor vi skal rykke hen og hvordan,” siger Anders Dalsgaard Bonnerup, som er Business Operations Director i KMD DIMA og leverede den aktuelle case.

”Det der overraskede mig mest var deres hurtige evne til at forstå et problem, definere en løsning og slutteligt præsentere løsningen på en kort og forklarende måde. Vi havde lavet en ganske konkret case, men jeg havde ikke forestillet mig, at de kunne blive så konkrete i løsningsforslag med den korte tid, de havde til rådighed. Det var stærkt gået,” siger Anders Dalsgaard Bonnerup.

Det der overraskede mig mest var deres hurtige evne til at forstå et problem, definere en løsning og slutteligt præsentere løsningen på en kort og forklarende måde. Vi havde lavet en ganske konkret case, men jeg havde ikke forestillet mig, at de kunne blive så konkrete i løsningsforslag med den korte tid, de havde til rådighed. Det var stærkt gået

Anders dalsgaard bonnerup, business operations director, kmd dima

For de studerende selv var en dag begravet i en kompleks business case et værdifuldt syn på den virkelighed, som de inden længe selv skal begå sig i.

”Det er fedt at føle, at man bliver hørt omkring de ideer og strategier, man præsenterer. Det var også fedt, at der kom så mange fra topledelsen til vores præsentation, og at de lyttede og bidrog og gav direkte feedback til os,” siger Caroline Sahlholt, som har en MsC i Finance and Business Administration fra CBS og lige nu læser en bachelor i datalogi på Københavns Universitet.

”Det er forhåbentlig en forsmag på, hvad man engang i fremtiden kan komme til at arbejde med, og det har virkelig stor værdi,” tilføjer Caroline Sahlholt.

Har styrket egne ambitioner

Hun bliver bakket op af Frederik Stengaard, som til daglig læser en MsC i Business Administration and Information Systems på CBS.

”Det er en fantastisk mulighed for at komme til at tale med folk fra topledelsen i så stor en virksomhed og præsentere en case for dem. Det var som at være manager i virkeligheden. Det var en fed erfaring at få,” siger Frederik Stengaard.

Det er en fantastisk mulighed for at komme til at tale med folk fra topledelsen i så stor en virksomhed og præsentere en case for dem. Det var som at være manager i virkeligheden. Det var en fed erfaring at få

frederik stensgaard, studerende, cbs

”Det har virkelig styrket mine egne ambitioner. Det kunne være fedt at lave det samme i en situation, hvor jeg selv arbejdede i virksomheden. Det er helt sikkert også noget af det, jeg vil stræbe efter. Det er en god forsmag på, hvad der kan komme i min egen fremtid,” siger han.

Det har da i høj grad også været værdifuldt for KMD både at få fagligt input fra en ny vinkel, men også at møde de unge talenter.

”Det bedste ved dagen var selve dialogen med nogle meget interessante og fagligt stærke profiler. Det er profiler som disse, der er meget relevante for os at være i dialog med, da det er studerende som dem, der kommer til at være med til at udforme den kommende fremtid,” siger Anders Dalsgaard Bonnerup.

KMD’s Student Advisory Board mødes næste gang i august, hvor de igen får mulighed for at arbejde direkte med bl.a. KMD’s administrerende direktør Eva Berneke og den øvrige topledelse.