Løbere i solnedgangen

Triatlon er blevet en folkelig sportsgren i kølvandet på KMD IRONMAN Copenhagen. Her kan alle få mulighed for at prøve kræfter med sporten, når motionsløbet KMD 4:18:4 bliver afviklet både torsdag, fredag og lørdag. For en enkelt KMD-ansat er én triatlon dog ikke nok.

Få sportsgrene byder på fysiske og mentale udfordringer, der overgår den ikoniske IRONMAN-distance. Og få steder i verden fås det bedre end i København, når Danmark for femte år i træk er vært for KMD IRONMAN Copenhagen.

Men man skal som bekendt kravle, før man kan gå, og foruden KMD IRONMAN Copenhagen afholdes den kommende uge også Danmarks største motionstriatlon, hvor mere end 5000 deltagere alene i år prøver kræfter med de svømning, cykling og løb i KMD 4:18:4 torsdag, fredag og lørdag i næste uge.

”Det er enormt livsbekræftende at se de mange tusinde deltagere til KMD 4:18:4. For mange af dem er det første gang, de prøver kræfter med triatlonsporten. Og andre gør det, fordi de er blevet bidt af sporten og virkelig nyder disciplinerne og fællesskabet, der er blevet skabt omkring de her stævner,” siger Thomas Veje Olsen, som er direktør for IRONMAN Danmark.

30.000 har løbet over målstregen

Når årets sidste deltager har svømmet 400 meter, cyklet 18 km og løbet 4 km, har over 30.000 deltagere gennemført KMD 4:18:4 i løbet af fem år.

En af dem er René Skifter Andersen, som til daglig er Senior Supportkonsulent i KMD. Men René Skifter er ikke typen, der kan nøjes med en enkel triatlon for så at overlade scenen til jernmændene på den klassiske distance om søndagen. Tværtimod, for René Skifter deltager i alle tre KMD 4:18:4 – og slutter af med at tage den fulde distance i KMD IRONMAN Copenhagen.

”Triatlon er en udfordring, men det er også god og varieret træning, og man møder nogle dejlige mennesker. I KMD 4:18:4 kan jeg endda være sammen med kolleger og dyste sammen med dem på en sjov måde. En IRONMAN kræver selvfølgelig mere end 4:18:4 med mere træning og fokus over en meget lang periode,” siger René Skifter, som er klar til sit fjerde IRONMAN i næste uge.

Det er enormt livsbekræftende at se de mange tusinde deltagere til KMD 4:18:4. For mange af dem er det første gang, de prøver kræfter med triatlonsporten. 

thomas veje olsen, Direktør for ironman danmark 

En enkelt fridag for en jernmand

Lige nu holder han ferie for at være klar til en udfordrende uge og holder også fri mandagen efter KMD IRONMAN Copenhagen. Men tirsdag er han tilbage på pinden.

”Man er selvfølgelig lidt træt i kroppen, men det er nu mest maratonløbet, der sidder lidt i benene, synes jeg,” siger René Skifter, som også er klar i Aarhus til KMD 4:18:4 og KMD 5150, der består af 1,5 km svømning, 40 km cykling og 10 km løb og løber af stablen i september.

Direktøren for IRONMAN Danmark glæder sig over, at KMD 4:18:4 har medvirket til at gøre triatlon mere folkeligt.

”IRONMAN er ikonisk og noget helt særligt, og sådan vil det også være fremover. Desto vigtigere er det, at vi har skabt muligheden for at dyrke sporten på et plan, hvor alle kan være med, og hvor IRONMAN-drømmen bliver skabt,” siger Thomas Veje Olsen, som ikke selv havde forventet så stor en succes.

”Fra den første, spæde start i 2010 til nu, er sporten bare vokset. Dengang tror jeg ikke, at der var mange, der troede på, at vi kunne gøre en forholdsvis elitær sport tilgængelig på et niveau, der kan sammenlignes med de store motionsløb,” siger han.