Det er tid til næste kapitel i Danmarks store datafortælling

Af: Christian Binggeli-Winter, Vice President Data, IM & Analytics i KMD

Lad mig indlede med en lille, hjemmestrikket historie, der for mig bedst illustrerer, hvad det vil sige at træffe en datadrevet beslutning.

Forestil dig en mørk og farlig skov, som 100 mennesker skal gå igennem, og du er nummer 100. Skovens mange stier er forræderiske, fyldt med fælder, kviksand, krokodiller og alt muligt andet livsfarligt. Tager man ét forkert skridt på vejen gennem det snirklede stisystem, betyder det den visse død.

Du ved, at der før dig er gået 99 mennesker igennem skoven. Alle på nær én er omkommet derinde. Den ene person, der klarede den, var så venlig at smøre selvlysende maling på sine sko, så den rigtige kombination af højre- og venstresving blev markeret, klar til at lyse op, hvis man retter en lommelygte mod jorden.

Nu bliver det din tur. Hvad vil du helst: Tage chancen, gå blindt ind i mørket og håbe på, at du tilfældigvis vælger den samme rute, som vedkommende der overlevede turen? Eller udstyres med lommelygten, der klart og tydeligt viser, hvilken vej du skal gå for at undgå alle farerne?

Bær over med eventyrpræget i historien. Pointen er, at person nummer 100 – i en kontekst af 98 mislykkede og én vellykket tur fra a til b – kan bruge viden fra fortiden til at navigere sikkert gennem et hav af beslutninger.

Digitalisering versus datadrevne beslutninger

Data er digitale fodspor. Brugt på den rigtige måde kan data være med til at kaste lys over fortidens erfaringer og hjælpe mennesker med at træffe bedre beslutninger. Som kontrast til den datadrevne beslutning, jeg har beskrevet ovenfor, er digitalisering en helt anden disciplin.

Digitalisering betyder helt banalt at gøre en proces digital. Tag en sagsbehandler eller en bogholder, som tidligere skulle holde styr på et væld af manuelle registreringer, lapper af papir, ringbind, og hvad vi ellers bruger som mentale sindbilleder på langsommelige og fejlbehæftede arbejdsgange. I Danmark har vi været ekstremt dygtige til at digitalisere de centrale dele af vores samfund. Både i virksomhederne og i det offentlige. Det har været med til at klemme flere kroner ud af budgetterne, det har øget effektiviteten, og det har skabt en højere kvalitet i datahåndteringen. Men for mig er det også tydeligt, at vi som samfund er klar til næste kapitel i vores fælles datafortælling. Data er der. Silo for silo findes der spandevis af værdifulde data, der hver for sig – og særligt i sammenhæng – kan forklare, hvordan vi har betrådt stierne i fortiden, og hvordan vi med fordel kan betræde dem i fremtiden.

Svindelvarer og hofteoperationer

Lad mig komme med et par eksempler fra den virkelige verden.

Som en del af en større EU-løsning bruger vi i KMD billedgenkendelsesteknologi til at hjælpe Sikkerhedsstyrelsen med at identificere ulovlige og farlige produkter, der bliver sat til salg på nettet. Når løsningen scanner nettet og fanger en vare, der eksempelvis er blevet markeret som farlig i Tyskland, får de danske myndigheder automatisk besked, så de kan lukke websitet ned og komme efter bagmændene. Tidligere krævede det manuel arbejdskraft at spotte de ulovlige varer. Nu lyser erfaringer fra Tyskland op i Danmark, så de danske myndigheder undgår at spilde tid og ressourcer.

KMD er også involveret i et projekt i samarbejde med Aalborg Universitetshospital, hvor vi bruger historiske data til at vurdere, hvilke patienter der vil få gavn af en knæ- eller hofteoperation. På baggrund af oplysninger fra lignende patienter om blandt andet køn, alder, kost-, alkohol- og rygevaner hjælper løsningen med at forudsige, om en patient kan forvente at opnå den ønskede effekt af en operation. Hundredvis af patienter har gået ned ad stierne og gjort sig erfaringer. Data venter bare på at komme med en anbefaling.

Konsekvensen ved ikke at gøre noget

Når jeg plejer at advokere for brugen af data, slår jeg som regel ned på de fordele, en privat virksomhed eller en offentlig organisation kan forvente at opnå. I dette tilfælde er det måske mere relevant at pege på konsekvenserne ved ikke at begynde at træffe flere datadrevne beslutninger.

Man kunne eksempelvis spørge, hvorfor en borger skal acceptere, at vedkommende ikke bliver diagnosticeret i tide, når der er adgang til bunkevis af historiske data om kræftdiagnoser, der kunne have gjort en læge opmærksom på en problematik, måneder inden det blotte øje var i stand til at fange det på et røntgenbillede. Eller man kunne spørge, hvorfor vi ikke føler os forpligtigede til at undersøge, hvilken kombination af livsomstændigheder hos forældrene der historisk set er udslagsgivende for, at et barn på et senere tidspunkt bliver anbragt udenfor hjemmet, så vi som samfund tidligere kan sætte ind med tiltag, der skåner børnene for at lide unødig overlast.

Digitale samtykkeerklæringer

Det er på tide at tage en ordentlig og nuanceret samfundsdebat for og imod brugen af data som beslutningsstøtte. For der kan selvfølgelig argumenteres både den ene og anden vej, når det handler om at arbejde mere datadrevet med eksempelvis sundhedsdata. Også uden at stille sig i de demonstrative yderpositioner som enten databegærlig ja-siger eller konspiratorisk nej-siger. Et oplagt udgangspunkt for sådan en kvalificeret debat kunne være de nationale samtykkeerklæringer, som regeringens digitaliseringspartnerskab allerede har peget på. Med en digital samtykkeerklæring kan borgerne i anonymiseret form angive, hvilke offentlige data de vil dele og til hvilke formål. Redeligt, gennemsigtigt og med enorm betydning for vores fælles velfærdssamfund.

Med tanke på at der i fremtiden nok ikke bliver afsat flere ressourcer til at løse de grundlæggende samfundsopgaver, selvom opgaverne vokser i antal og omfang, er det ekstra vigtigt at bruge ressourcerne der, hvor der er mest brug for det. Lad os få fortidens kollektive, digitale fodspor til at lyse op i mørket, så fageksperter kan få mere hjælp til at navigere hurtigt og sikkert gennem hverdagen.