Muligheden for at forstå SAP fra bunden og chancen for at blive kastet ud i et komplekst projekt med et stort ansvar har givet Zeenat Khan værdifulde erfaringer som SAP-konsulent.
Der var fuld fokus på at forstå SAP, da Zeenat Khan i 2016 startede på SAP Logistik-sporet under KMD Graduate-programmet. Hun havde aldrig forestillet sig, at hun skulle arbejde i en it-virksomhed, men inden for et år sad hun hos en stor kunde og var med til at drive et område i et kompleks it-projekt i et helt andet SAP-spor.
”Det bedste ved KMD Graduate-programmet er, at man kan give sig tid til at forstå SAP. Det var virkelig værdifuldt, at man kunne få den læring og blive certificeret via programmet. Men det var også vildt spændende at starte på et projekt. Jeg havde ikke troet, at jeg skulle komme til at sidde med så mange forskellige opgaver, men det var så fedt, fordi man der får en virkelig forståelse for, hvordan et SAP-projekt foregår,” siger Zeenat Khan.
Hun har oprindeligt en Master of Science fra Management Engineering på DTU og har også studeret ved Tokyo Institute of Technology. Efter endt studie arbejdede hun i en startup-virksomhed med at bygge deres logistik og forsyningskæder op.
”Det irriterede mig dog, at der ikke var noget system til at håndtere processerne. SAP er spændende, fordi man her netop kan systemunderstøtte alle de processer, jeg har arbejdet med i virkeligheden. Derfor tiltrak det mig, da jeg hørte om KMD Graduate-programmet,” siger Zeenat Khan.
Zeenat Khan knoklede de første mange måneder på programmet på at få sin certificering i SAP Logistik. Men kort før certificeringen åbnede en ny mulighed sig for Zeenat Khan, da hendes chef bad hende om at overtage en stilling et igangværende projekt hos en stor kunde i rollen som SAP-konsulent. Det krævede mange ekstra timer for at lære det basale i SAP Projektstyring, men udfordringen var for stor til at sige nej.
”Min læringskurve var virkelig stejl i de ni måneder, jeg var hos kunden, for jeg fik ansvar fra dag ét. Jeg skulle selv drive processerne og opgaverne og styre alt fra forretningsafklaring over testproces og til migrering og hypercare, så der var utrolig meget nyt at lære. Jeg skulle falde nogle gange og rejse mig op igen, men det har også gjort, at jeg har fået en hel del erfaring,” siger Zeenat Khan.
”Den erfaring er også medvirkende til, at jeg har fået det projekt, jeg sidder med lige nu, hvor jeg har fået track lead-rollen, selv om jeg stadig er Graduate. Det betyder, at jeg har ansvaret for et helt spor i en ny implementering, som jeg skal drive både teknisk og forretningsmæssigt,” siger hun.
Man lærer kun at blive en god konsulent ved at være på projekter. Man kan læse en masse og tage på kurser, men man skal opleve det for at blive en god konsulent – og ikke mindst finde ud af, hvilken type konsulent, man gerne vil være
At skifte spor fra Logistik til Projektstyring inden for SAP var dog ikke noget, Zeenat Khan gjorde uden store overvejelser.
”Jeg kæmpede med mig selv i lang tid, da jeg fik muligheden for at skifte spor, fordi jeg jo kommer fra logistikken. Men projektstyringen er også spændende, fordi den har snitflader mod alle andre moduler i SAP. Min mentor hjalp mig utroligt meget omkring mine overvejelser om, hvilke spor jeg skulle vælge,” forklarer Zeenat Khan om den personlige mentor, som er en fast del af KMD Graduate-programmet.
”Han var også god at tale med om, hvordan man taler med folk i et projekt, og hvordan man skal tackle forskellige situationer. Netværket med de andre Graduates har også givet virkelig meget, især fordi man starter sammen og derfor har et netværk fra dag ét,” siger hun.
Zeenat Khan har længe vidst, at hun gerne ville arbejde med management consulting, men havde ikke regnet med, at det skulle være som it-konsulent. Men erfaringerne fra KMD Graduate-programmet har lært hende meget om rollen som konsulent.
”Det tekniske i SAP er ikke det svære, men det er svært at lære, hvordan man skal snakke med forretningen og de andre konsulenter, og hvilke forhold man skal have til de forskellige teams,” siger Zeenat Khan.
”Man lærer kun at blive en god konsulent ved at være på projekter. Man kan læse en masse og tage på kurser, men man skal opleve det for at blive en god konsulent – og ikke mindst finde ud af, hvilken type konsulent, man gerne vil være. For der er mange forskellige tilgange til rollen. Nu ved jeg, hvordan jeg selv gerne vil være en god konsulent og fx tale med forretningen,” siger Zeenat Khan, som afslutter det toårige KMD Graduate-program i løbet af 2018 og vil til den tid fortsætte arbejdet med sit igangværende projekt.